Legislator Case Law & Legislation
W20130942525 DK

SU - opsigelse af SU-lån - tilbageførsel af fordring fra SKAT - ankenævnets kompetence - klagefrist

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2013 9425 Valid

SU - opsigelse af SU-lån - tilbageførsel af fordring fra SKAT - ankenævnets kompetence - klagefrist

KEN#LOKDOK23 2013 9425 Valid

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte opsigelsen af et SU-lån, da lånet var opsagt som følge af misligholdelse.

Ankenævnet tilsidesatte klagefristen, da nævnet ved modtagelsen af klagen havde undladt at vejlede herom.

Det lå uden for ankenævnets kompetenceområde at tage stilling til, om fordringen efterfølgende skulle tilbageføres fra SKAT til Statens Administration.

KEN#LOKDOK23 2013 9425 Valid

Din klage vedrørende afslag på tilbageførsel af fordring fra SKAT

I e-mail af 2. juli 2012 har du klaget over Statens Administrations afgørelse af 22. marts 2012 om opsigelse af dit SU-lån.

I brev af 16. juli 2012 har du klaget over Statens Administrations afgørelse af 5. juli 2012 om afslag på at tilbageføre afviklingen af dit studielån fra SKAT.

Ankenævnet skal indledningsvis bemærke, at det ikke fremgår klart af dine klageskrivelser, om du alene ønsker at klage over afslaget på at tilbageføre fordringen fra SKAT, eller om du tillige klager over afgørelsen om opsigelse af dit SU-lån.

Af hensyn til at give dig den bedst mulige retsstilling ved behandlingen af din sag, har nævnet derfor besluttet at behandle din klage som en klage over begge afgørelser.

Ankenævnets afgørelse

Nævnet tiltræder afgørelsen af 22. marts 2012 om opsigelsen af dit SU-lån.

Nævnet afviser at behandle din klage over afslaget af 5. juli 2012 på din anmodning om tilbageførsel fra SKAT, da denne afgørelse ligger uden for nævnets sagsområde.

Begrundelse

SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)

§ 36.

Gælden kan efter påkrav opsiges til skadesløs betaling, hvis låntageren ikke overholder studielånets, slutlånets eller statslånets vilkår, herunder ikke betaler forfaldne ydelser.

(…)

§ 46.

(…)

Følgende afgørelser truffet af Styrelsen for

Statens Uddannelsesstøtte kan indbringes for ankenævnet

1) Grundlaget for tildeling og beregning af uddannelsesstøtte til en

uddannelsessøgende.

2) En støttemodtagers tilbagebetaling af uddannelsesstøtte.

(…)

Stk. 2.

Klage over en afgørelse skal indbringes for ankenævnet inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen.

Klagen skal indbringes af den, afgørelsen vedrører.

Ankenævnet kan indtil 6 måneder efter meddelelsen af afgørelsen se bort fra overskridelse af fristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.

Loven om inddrivelse af gæld til det offentlige (lov nr. 1333 af 19. december 2008) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)

§ 2.

Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed.

(…)

Stk. 3.

Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført.

(…)

(…)

Stk. 5.

Fordringshaveren (…) skal, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at (…) sende sagen tilbage til fordringshaveren, med henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.

(…)

(…)

Afgørelsen om opsigelse

Ankenævnet kan tage stilling til afgørelser om opsigelse af lån, jf. SU-lovens § 36, stk. 1, og SU-lovens § 46, stk. 1, nr. 2.

Ankenævnet bemærker, at klagefristen er overskredet.

Under hensyn til, at Statens Administrations breve i sagen har været sendt til den adresse, du oplyste i dit brev af 10. oktober 2011, finder ankenævnet, at der ikke foreligger sådanne undskyldelige grunde, at klagefristen skal tilsidesættes.

Ankenævnet bemærker imidlertid også, at nævnet i sit brev af 27. juli 2012 til dig ikke oplyste dig om, at klagefristen for så vidt angår afgørelsen af 22. marts 2012 er overskredet.

På den baggrund - og under hensyn til den herefter forløbne tid - finder nævnet, at du nu har fået en berettiget forventning om, at sagen behandles af nævnet.

Statens Administration har oplyst, at lånet er opsagt som følge af misligholdelse.

På den baggrund har ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Statens Administrations afgørelse af 22. marts 2012 om opsigelse af lånet.

Ankenævnet finder endvidere, at det i det konkrete tilfælde ikke kan tillægges betydning, at du har oplyst, at du ikke har modtaget rykkerbrevene fra Statens Administration.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at brevene har været sendt til den adresse, du i dit brev af 10. oktober 2011 har oplyst som din kontaktadresse.

Afgørelsen om tilbageførsel fra SKAT

Ankenævnet skal bemærke, at afgørelsen af 5. juli 2012 alene tager stilling til, om lånet fortsat skal afvikles hos SKAT eller tages tilbage til Statens Administration, og ikke, om du f.eks. kan bevilges udsættelse, eller om opsigelsen af lånet kan annulleres.

Ankenævnet må derfor lægge til grund, at Statens Administration den5.

juli 2012 alene har truffet afgørelse om afslag på tilbageførsel af en fordring, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 5, og ikke om opsigelse eller udsættelse med tilbagebetaling i en eksisterende tilbagebetalingsordning.

Du har den 16. juli 2012 klaget til ankenævnet over afgørelsen om afslag på tilbageførsel fra SKAT.

Ankenævnet kan imidlertid kun tage stilling til afgørelser, der træffes i medfør af SU-loven og SU-bekendtgørelsen, ikke afgørelser, som træffes i medfør af inddrivelsesloven.

Det er således ikke korrekt, når Statens Administration i afgørelse af 5. juli 2012 vejleder dig om, at du kan klage til ankenævnet vedrørende afslaget på tilbageførsel fra SKAT.

Ankenævnet afviser derfor at behandle denne del af din klage.

Sagsfremstilling

Det fremgår af plan for tilbagebetaling af 20. oktober 2006, at du skal begynde at betale dit SU-lån tilbage den 1. januar 2007.

Det fremgår af CPR, at du 30. juni 2011 er udrejst til Storbritannien på adressen (udeladt).

Statens Administration har i brev af 22. september 2011 rykket for betalingen for september 2011.

Du har i brev af 10. oktober 2011 meddelt til Statens Administration, at du er flyttet til adressen (udeladt).

Statens Administration har i brev af 23. januar 2012 rykket for betalingen for januar 2012.

Statens Administration har i brev af 21. februar 2012 rykket for betalingen for januar 2012.

Det fremgår af afgørelse af 22. marts 2012 fra Statens Administration, at dit SU-lån opsiges, da du ikke har overholdt aftalen om tilbagebetaling.

Statens Administration vejleder i brevet om, at gælden vil blive overført til SKAT, hvis ikke du betaler den samlede gæld senest 1. april 2012.

Du har i e-mail af 2. juli 2012 klaget over, at studiegælden er overdraget til SKAT og anført bl.a., at du ikke har modtaget de skriftlige advarsler om manglende betaling og dermed om den mulige overdragelse af gælden til SKAT.

Du anfører, at du finder det kritisabelt, at administrationen ikke har anvendt anbefalet brev ved varslet om at opsige lånet.

Du har endvidere anført, at administrationen burde have forsøgt at kontakte dig på anden måde.

Du har endvidere anført, at SKAT har vejledt dig om, at det er forholdsvis nemt at trække fordringen tilbage.

Du anmoder på den baggrund om, at fordringen flyttes tilbage til Statens Administration, og at lånet derefter fortsætter som hidtil.

Statens Administration har i brev af 5. juli 2012 afslået at imødekomme din ansøgning om at tilbageføre fordringen fra SKAT til afvikling i Statens Administration.

Statens Administration begrunder afgørelsen med, at din bank i januar 2012 afviste betalingen for ydelsen for januar 2012.

Statens Administration henviser endvidere til, at den fremsendte post ikke er sendt retur.

Statens Administration vejleder dig i brevet om, at du kan klage til ankenævnet.

Du har i brev af 16. juli 2012 anført, at du har klaget over overførslen til SKAT, da du ikke på noget tidspunkt har modtaget de afsendte breve, til trods for, at de må antages at være adresseret korrekt.

Du har anført, at brevet dateret 22. marts 2012 burde være blevet fremsendt anbefalet, idet 0.08% af al post i England forsvinder.

Du anfører derfor, at du bør have mulighed for at fortsætte afbetalingen af lånet som hidtil.

Statens Administration har i brev af 19. juli 2012 til dig henvist til, at du har klaget over afgørelsen af 5. juli 2012, at Statens Administration fastholder, at lånet skal afvikles hos SKAT, at breve i sagen har været sendt som A-post, og at Statens Administration har en formodning for, at brevet er kommet frem, når det ikke er kommet retur.

Statens Administration har endvidere i e-mail af 19. juli 2012 videresendt sagen til ankenævnet.

Ankenævnet har ved brev af 27. juli 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.

Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →