Legislator Case Law & Legislation
W20130942225 DK

SU - administration af SU-lån - forlængelse af tilbagebetalingsperiode

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2013 9422 Valid

SU - administration af SU-lån - forlængelse af tilbagebetalingsperiode

KEN#LOKDOK23 2013 9422 Valid

Sagen returneret til Statens Administration, da der ikke var taget stilling til en anmodning om forlængelse af lånets afviklingsperiode.

KEN#LOKDOK23 2013 9422 Valid

Din klage vedrørende forlængelse af tilbagebetalingsperioden for dit SU-lån.

I e-mail af 20. september 2012 har du klaget over Statens Administrations (tidl.

Økonomistyrelsen) afgørelse af 18. september 2012 om afslag på nedsat ydelse på SU-lån.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet har besluttet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Statens Administration, idet administrationen ikke har besvaret din anmodning om forlængelse af fristen for tilbagebetaling.

Begrundelse

SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 8. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)

§ 50.

(…)

Stk. 4.

Økonomistyrelsen kan efter ansøgning fra låntager forlænge den fastsatte tilbagebetalingsperiode, når særlige grunde taler herfor.

§ 51.

Økonomistyrelsen kan give lempelser i vilkårene for tilbagebetaling eller give udsættelse med tilbagebetaling, hvis låntager ikke kan overholde tilbagebetalingsordningen, men i øvrigt kan afvikle lånet inden for den fastsatte afviklingsperiode.

Statens Administration har i brev af 18. september 2012 meddelt dig afslag på udsættelse eller nedsat ydelse.

I din e-mail af 17. september 2012 anmodede du imidlertid udtrykkeligt om forlængelse af lånets løbetid, ikke om udsættelse eller nedsat ydelse.

Statens Administration har i sin afgørelse af 18. september 2012 endvidere henvist til, at de ikke har mulighed for at forlænge din tilbagebetalingsperiode.

Statens Administration har ifølge SU-bekendtgørelsens § 50, stk. 4, mulighed for at forlænge din tilbagebetalingsperiode, når særlige grunde taler herfor.

Ankenævnet kan på det grundlag ikke konstatere, om Statens Administration ved afgørelsen har draget SU-bekendtgørelsens § 50, stk. 4, i overvejelse efter din anmodning herom.

Såfremt det ikke har været tilfældet, har Statens Administration ikke besvaret din anmodning om forlængelse.

Såfremt det derimod har været tilfældet, har Statens Administration imidlertid ikke baseret afslaget af 18. september 2012 på en korrekt anvendelse af SU-bekendtgørelsens § 50, stk. 4, idet administrationen alene henviser til, at forlængelse ikke er mulig, mens bestemmelsen netop indeholder en sådan mulighed.

Statens Administration har imidlertid heller ikke ved videre sendelsen til nævnet taget stilling til din anmodning om forlængelse af tilbagebetalingsperioden.

Ankenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Statens Administration.

Ankenævnet har herved lagt særligt vægt på to-instansprincippet, hvorefter der bør udvises tilbageholdenhed med at træffe afgørelse i en rekursinstans, hvis førsteinstansen ikke har truffet afgørelse om samme emne.

Statens Administration skal herefter behandle sagen på ny og træffe ny afgørelse, hvor Statens Administration tager stilling til din anmodning af 17. september 2012 som en anmodning om forlængelse af tilbagebetalingsperioden.

Statens Administration skal herefter tage stilling til, om der på afgørelsestidspunktet forelå sådanne særlige grunde, som kunne tale for, at tilbagebetalingsperioden skulle forlænges, jf. SU-bekendtgørelsens § 50, stk. 4.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om du skal bevilges forlængelse af tilbagebetalingsperioden.

Ankenævnet foretager sig herefter ikke mere i sagen.

Såfremt Statens Administration giver dig afslag på din anmodning efter § 50, stk. 4, vil du kunne indbringe sagen for nævnet igen.

Sagsfremstilling

Det fremgår af tilbagebetalingsplan af 27. november 2002 fra Finansstyrelsens Studiegældskontor, at dit lån er tilbagebetalingspligtigt fra januar 2003 og løber over en afviklingsperiode på 12 år.

Du har i årrækken herefter med mellemrum haft udsættelse eller nedsat ydelse på tilbagebetalingen.

Du har senest i e-mail af 17. september 2012 anmodet om forlængelse af lånets løbetid.

Du har anført, at du [på det tidspunkt] er gravid, at du skal være mor 6 måneder efter dateringen af din henvendelse, og at du er ene om at passe barnet.

Du har endvidere anført, at dette medfører, at du er nødt til at kunne lægge penge til side, hvilket ikke er muligt på grund af afbetalingen på dit lån.

Du tilbyder at betale kr. 1.500,- om måneden over 4 år i stedet for ca. kr. 3.000,- om måneden over 2 år.

Du har anført, at du har kontaktet øvrige kreditorer og anmodet om udsættelse, hvilket dog ikke har været tilstrækkeligt.

Statens Administration har i brev af 18. september 2012 meddelt dig afslag på nedsat ydelse på dit SU-lån.

Statens Administration har i brevet henvist til, at de i henhold til gældende praksis ikke kan bevilge udsættelse eller nedsat ydelse, når ydelsen overstiger kr. 3.000,- om måneden.

Statens Administration henviser endvidere til, at de ikke har mulighed for at forlænge din tilbagebetalingsperiode.

Du har i e-mail af 20. september 2012 klaget til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og bl.a. anført, at du ikke kan lægge penge til side indtil du skal forsørge et barn 6 måneder senere [end din henvendelse].

Du har endvidere anført, at du har beskåret dine udgifter så meget som muligt og fået nedsat ydelsen på dine øvrige lån i det omfang, det er muligt, men at dette ikke er nok til at kunne være eneforsørger.

Statens Administration har i brev af 10. oktober 2012 til dig fastholdt, at du ikke kan bevilges udsættelse eller nedsat ydelse på betalingen af dit SU-lån.

Statens Administration henviser til, at du gentagne gange har fået bevilget henstand med betalingen og har afviklet med nedsat ydelse, senest 30. august 2012.

Statens Administration henviser til SU-bekendtgørelsens § 51 og oplyser, at der efter praksis ikke kan bevilges udsættelse, hvis udsættelsen hver anden måned overstiger kr. 6.000,-.

Du kan derfor ikke bevilges yderligere udsættelse.

Statens Administration har endvidere i e-mail af 10. oktober 2012 videresendt sagen til ankenævnet.

Ankenævnet har ved brev af 15. oktober 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.

Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.

Statens Administration har telefonisk den 26. marts 2013 oplyst til nævnet, at det på nuværende tidspunkt ikke kan konstateres, om sagsbehandleren på tidspunktet for afgørelsen overvejede § 50, stk. 4, og at administrationen ved videresendelsen af klagen ikke anvendte bestemmelsen.

Statens Administration har endvidere oplyst, at bestemmelsen anvendes i meget sjældne tilfælde, lignende tilfælde hvor der foreligger force majeur.

Større forandringer i den personlige økonomi vil typisk ikke i sig selv føre til forlængelse af tilbagebetalingsperioden.

Ankenævnet har ved brev af 26. marts 2012 fremsendt supplerende sagsakter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.

Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →