SU - renter i sagsbehandlingstid - opsættende virkning
Statutory Text (3 Articles)
SU - renter i sagsbehandlingstid - opsættende virkning
Afgørelse om tilbagebetaling af SU kunne ikke tillægges opsættende virkning, da det var op til ansøger selv at beslutte, om beløbet skulle indbetales, mens sagen verserede.
Det medførte et krav om renter i sagsbehandlingstiden.
Din klage vedrørende rentetilskrivning i sagsbehandlingsperioden
I e-mail af 18. marts 2012 har du klaget over Statens Administrations afgørelse af 18. april 2012 om afslag på eftergivelse af renter.
Du har klaget over, at styrelsen og Statens Administration har undladt at tillægge sagen opsættende virkning, idet du anmodede herom i din klageskrivelse af 18. marts 2012.
Ankenævnet bemærker, at tidspunktet for at tillægge sagen opsættende virkning er forpasset, idet sagen nu er afsluttet.
Ankenævnet finder dog også, at du på nuværende tidspunkt stadig har retlig interesse i at få afgjort, om klagen skulle have været tillagt opsættende virkning, idet du ikke før nævnet traf afgørelse i sagen modtog svar på din anmodning om opsættende virkning, og idet undladelsen af at tillægge sagen opsættende virkning har medført et forhøjet krav mod dig i form af tilskrevne renter i den periode, hvor du har undladt at indbetale kravet.
På det grundlag har nævnet valgt at behandle din sag.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet tiltræder Statens Administrations afgørelse af 18. april 2012 om, at du skal betale renter af kravet, mens sagen verserede for ankenævnet.
Begrundelse
SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 31.
(…).
Stk. 2.
Beløb, der skal tilbagebetales, inklusive tillæg efter § 30, stk.
5, forrentes fra den første i den måned, der følger 2 måneder efter den
måned, kravet om tilbagebetaling er fremsat.
Stk. 3.
De til enhver tid skyldige beløb, herunder misligholdt gæld,
forrentes med en årlig rente, der svarer til den, der følger af lov om
renter ved forsinket betaling.
Renten tilskrives månedligt.
SU-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 455 af 8. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 45.
Foreløbige beløb, der ikke kan tildeles endeligt, skal efter lovens kapitel 7 betales tilbage med renter og eventuelt tillæg.
Beløbene skal betales tilbage, når den endelige støttetildeling er sket (…).
(…)
Generelt om opsættende virkning
En afgørelse om opsættende virkning er en midlertidig afgørelse, som stiller den studerende som om styrelsen (endnu) ikke havde truffet afgørelse om tilbagebetaling.
Det ville i dit tilfælde have betydet, at kravet ikke kunne tillægges renter, hvis kravet havde skullet opfattes som "endnu ikke eksisterende", indtil nævnet kunne afslutte sagen.
Udgangspunktet for forvaltningsretlige afgørelser er, at en klage ikke medfører opsættende virkning.
En afgørelse om opsættende virkning udgør imidlertid en undtagelse, som – også uden hjemmel i lov – kan tages i brug ved anvendelse af almindelige forvaltningsretlige hensyn.
Styrelsens berosættelse af kravet
Som ankenævnet har opfattet styrelsens handlemåde i sagen, har styrelsen valgt at undlade at indkræve beløbet, indtil din klage kunne behandles af nævnet.
En sådan situation er ikke reguleret ved SU-loven og skal derfor bedømmes efter almindelige forvaltningsretlige regler.
Styrelsen har ikke inddrevet kravet, mens sagen verserede ved nævnet.
Styrelsen har imidlertid heller ikke undladt at effektuere afgørelsen på den måde, at styrelsen fortsat anså kravet for bestående og rentepligtigt.
Styrelsens beslutning om ikke at inddrive kravet, før klagesagen har været afgjort, er således ikke en afgørelse om opsættende virkning, da afgørelsen om tilbagebetaling ikke har været anset for "endnu ikke eksisterende".
Din anmodning om opsættende virkning
Du har i din klageskrivelse af 27. maj 2011 anmodet om opsættende virkning.
Som sagen foreligger oplyst for nævnet, har din anmodning om opsættende virkning ikke været besvaret, før du igen retter henvendelse herom den 18. marts 2012 og modtager svar på din anmodning fra Statens Administration.
Afgørelse om opsættende virkning
Ankenævnet finder på baggrund af ovenstående gennemgang, at almindelige forvaltningsretlige hensyn må anvendes ved afgørelsen af, om din klage på modtagelsestidspunktet skulle have været tillagt opsættende virkning.
Det er ankenævnets opfattelse af de almindelige forvaltningsretlige regler om opsættende virkning, at opsættende virkning kan gives i tilfælde, hvor afgørelsen er særligt indgribende for borgeren, og især hvor undladelse af at tillægge klagen opsættende virkning kan have følger, som vil være irreversible, hvis ankenævnet senere omgjorde sagen, og klageadgangens formål således ville være forspildt.
Ankenævnet finder, at din klage ikke skulle have været tillagt opsættende virkning.
Ankenævnet har herved tillagt det afgørende vægt, at muligheden for at indbetale beløbet (og således undgå at betale renter) fortsat bestod, mens sagen verserede.
Havde du indbetalt med bemærkning om, at du klagede over indbetalingen, var kravet ikke blevet tillagt rente, og du havde fortsat mulighed for at få kravet tilbagebetalt af styrelsen, hvis nævnet havde givet dig medhold i din klage af 27. maj 2011.
Indbetalingen af kravet ville i sig selv ikke have en sådan irreversibel og meget indgribende følgevirkning, at formålet med klageadgangen ville være forspildt, hvis nævnet skulle have givet dig medhold.
Havde nævnet givet dig medhold, ville du ikke have været mødt af krav om renter.
Ankenævnet skal dog bemærke, at nævnet finder det beklageligt, hvis du ikke har været vejledt om, at kravet blev tilskrevet renter i ventetiden, og hvis du ikke på et tidligere tidspunkt har været vejledt om muligheden for at indbetale kravet samtidig med din klage for at undgå renter i ventetiden.
Ankenævnet har ikke kompetence til at udtale sig om, hvorvidt styrelsens generelle sagsbehandling er i overensstemmelse med god skik, eller om styrelsen i øvrigt bør handle anderledes.
Ankenævnet vil dog rette henvendelse til styrelsen og anmode styrelsen om at overveje, om styrelsen kan oplyse mere om renter i sagsbehandlingstiden og om muligheden for at indbetale et krav samtidig med klagen af hensyn til at undgå rentetilskrivning.
Ankenævnet skal endvidere beklage, at nævnet ved modtagelsen af din klage, hvoraf fremgik, at du søgte opsættende virkning, ikke straks meddelte dig, at din klage ikke kunne tillægges opsættende virkning.
Sagsfremstilling
Du har i brev af 27. maj 2011 klaget til ankenævnet over styrelsens indkomstkontrolkrav af 2. maj 2011 for støtteåret 2010 og bl.a. anført, at du burde være berettiget til højeste fribeløb i 7 måneder af 2010. du har i slutningen af brevet anført, at du går ud fra, at klagen har opsættende virkning indtil klagesagen e afgjort.
Ankenævnet har i brev af 1. februar 2012 tiltrådt styrelsens afgørelse om tilbagebetaling af SU for 2010.
Du har i brev af 4. marts 2012 anmodet Statens Administration om at oplyse, på hvilken baggrund du har modtaget et krav om betaling af yderligere kr. 1.123,92,-, idet du oplyser, at du efter ankenævnets afgørelse indbetalte det påkrævede beløb.
Statens Administration har i brev af 15. marts 2012 meddelt dig, at klage over tilbagebetalingskrav ikke har opsættende virkning.
Statens Administration har i brev af 18. april 2012 hjemvist til et brev fra dig af 18. marts 2012 (som ikke er på sagen), hvoraf fremgår, at du ikke har været oplyst om, at der ikke er opsættende virkning på rentetilskrivningen, mens en klagesag bliver behandlet.
Statens Administration fastholder, at klagen ikke har haft opsættende virkning og fastholder rentekravet, svarende til de renter, der er tilskrevet dit krav mens klagesagen blev behandlet.
Kun ydelserne sættes i bero.
Du er således ikke forpligtet til at betale af på kravet mens klagesagen bliver behandlet.
Rentetilskrivningen sættes derimod ikke i bero, da den er tilknyttet det tidsrum, hvor kravet eksisterer.
Du har i e-mail af 18. marts 2012 klaget til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og bl.a. anført, at du er blevet dårligt vejledt, idet du i din klage afsluttede med at skrive, at du gik ud fra, at klagen tillagdes opsættende virkning, og at du ikke har været informeret om, at du skulle betale renter i sagsbehandlingsperioden, og at du ikke ønskede at betale tilbage idet du gik ud fra, at det kunne opfattes som et samtykke til tilbagebetalingskravet.
Du har endvidere anført, at du har indbetalt rentebeløbet for at undgå yderligere renter, men at denne indbetaling sker under protest, og at renterne bør eftergives grundet manglende vejledning.
Statens Administration har i e-mail af 18. april 2012 videresendt sagen til ankenævnet.
Ankenævnet har ved brev af 20. april 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.
Styrelsen har i brev af 7. september 2012 henvist til, at klage ifølge SU-loven ikke har opsættende virkning.
Ved modtagelse af en klage over krav om tilbagebetaling stiller styrelsen administrativt tilbagebetalingen i bero, indtil der er truffet afgørelse i sagen.
Berostillelsen meddeles Statens Administration.
Ankenævnet har ved brev af 10. oktober 2012 fremsendt supplerende sagsakter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.