SU - mellemste eller højeste fribeløb - ferieperiode - spørgsmål om at gennemgå uddannelse
Statutory Text (3 Articles)
SU - mellemste eller højeste fribeløb - ferieperiode - spørgsmål om at gennemgå uddannelse
Fortolkning af bestemmelse om ret til SU i ferieperioder og den heraf afledte ret til fribeløb.
I en måned, hvor den studerende ikke havde ret til SU, da vedkommende ikke var tilmeldt kandidatuddannelsen, havde den studerende ret til højeste fribeløb.
I måneden, hvor den studerende tilmeldte sig kandidatuddannelsen, men ikke søgte SU, havde vedkommende ret til mellemste fribeløb.
Din klage over, at styrelsen har registreret "fravalgt" i juli og august måned 2011
I brev af 25. september 2011 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes (herefter: styrelsen) støttemeddelelse af 5. september 2011.
Du har klaget over, at styrelsen har registreret "fravalgt" i juli og august måned 2011.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet ændrer styrelsens afgørelse af 5. september 2011 således, at du er uden for uddannelse i juli måned 2011 og derfor er berettiget til højeste fribeløb.
Du er fortsat berettiget til det mellemste fribeløb i august 2011.
Begrundelse
SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 2.
Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få uddannelsesstøtte, når de
[…]
2) er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte,
[…]
Stk. 9.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 2, 4 og 5.
Undervisningsministeren kan herunder bestemme, at kravet om studieaktivitet kan fraviges på grund af sygdom, fødsel, adoption eller andre særlige forhold, og, hvis uddannelsesinstitutionen har tilrettelagt en længerevarende ferieperiode i et støtteberettigende uddannelsesforløb, at den uddannelsessøgende ikke opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2, i denne ferieperiode.
§ 24.
[…]
Stk. 3.
Fribeløbet er 30.619 kr. pr. måned (højeste fribeløb) for hver måned i støtteåret eller uddannelsesperioden, hvor den uddannelsessøgende
1) ikke gennemgår en uddannelse i Danmark eller i udlandet, der giver ret til uddannelsesstøtte efter afsnit I,
[…]
SU-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 455 af 8. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 15.
[…]
Stk. 3.
Uddannelsessøgende, der begynder på en kandidatuddannelse umiddelbart i forlængelse af en bacheloruddannelse, betragtes i støttemæssig henseende som om, de er indskrevet på og gennemgår kandidatuddannelsen fra den første måned efter bacheloruddannelsens afslutning, selvom kandidatuddannelsen først påbegyndes efter indtil 2 måneders ferie.
Styrelsen kan bestemme, at der på tilsvarende måde gives uddannelsesstøtte i ferieperioden mellem uddannelserne i lignende uddannelsesforløb.
§ 35.
(…)
Stk. 5.
Undladelse af at søge om uddannelsesstøtte sidestilles med fravalg.
Bacheloradgangsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 212 af 21. februar 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 29.
Universitetet bringer indskrivningen til ophør for studerende, der
1) har gennemført uddannelsen,
[.
.
.
]
Kandidatadgangsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 213 af 21. februar 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 3.
Universitetet fastsætter adgangskrav til den enkelte kandidatuddannelse.
Universitetet fastsætter endvidere ansøgnings- og optagelsesprocedure, herunder frister, og offentliggør oplysning herom på sin hjemmeside.
§ 8.
Universitetet bestemmer selv efter reglerne om frit optag, hvor mange studerende det vil optage på den enkelte kandidatuddannelse, jf. dog § 9, medmindre Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser fastsætter et årligt maksimumstal for optagelseskapaciteten, jf. § 4 i universitetsloven.
Stk. 2.
På uddannelser med frit optag fastsætter universitetet optagelseskapaciteten under hensyntagen til muligheden for at give en forsvarlig forskningsbaseret undervisning med kvalificerede undervisere og tilstrækkelig bygningskapacitet.
Universitetet skal i tilknytning hertil tage højde for, at optagelsestallet er i overensstemmelse med samfundets behov for uddannelse inden for det pågældende fagområde.
Det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 403 af 28. maj 2003 (universitetsloven), at "[k]andidatuddannelser er heltidsuddannelser, som skal tilrettelægges sådan, at den studerende kan fuldføre uddannelsen på 24 måneder i de tilfælde, hvor kandidatuddannelsen fortsætter i umiddelbar tilknytning til bacheloruddannelsen.
Uddannelserne tilrettelægges i måneder af hensyn til bestemmelser herom i lov om statens uddannelsesstøtte, der henhører under undervisningsministerens ressort.
"
Dette betyder i praksis, at studerende, der søger om optagelse i umiddelbar tilknytning til afslutningen af deres bacheloruddannelse, kan indskrives på kandidatuddannelsen fra og med juli måned, selvom undervisningen først påbegyndes i september måned.
Dermed kan de studerende opfylde betingelsen i SU-lovens § 2, stk. 1, nr. 2, i sommerferieperioden mellem bacheloruddannelsen og kandidatuddannelsen.
Det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 1524 af 27. december 2009 (hvor bemyndigelsesbestemmelsen i SU-lovens § 2, stk. 9 ændres), at "[u]ddannelsesstøtte gives efter SU-loven til hele uddannelsesperioden, herunder også til ferieperioder, der ligger midt i en støtteberettigende uddannelse, hvis den uddannelsessøgende opfylder de grundlæggende støttebetingelser.
[…]"
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lov nr. 1524 af 27. december 2009, "[…] at undervisningsministeren får hjemmel til at fastsætte regler om, at støttebetingelsen om, at den uddannelsessøgende er indskrevet på og gennemgår en støtteberettigende uddannelse, ikke er opfyldt, hvis uddannelsesinstitutionen konkret har tilrettelagt uddannelsen, så f.eks. sommerferieperioden er af længere varighed.
"
Ankenævnet fortolker derfor SU-bekendtgørelsens § 15, stk. 3, således, at reglen kodificerer, hvad der følger af bemærkningerne til SU-loven.
Det følger af bemærkningerne, at i de tilfælde, hvor en uddannelsessøgende har søgt om og er optaget på en kandidatuddannelse i umiddelbar forlængelse af afsluttet bacheloruddannelse, da kan den uddannelsessøgende modtage SU i den mellemliggende sommerferieperiode, da vedkommende ved indskrivningen på kandidatuddannelse, fra og med juli måned, jf. lovbemærkningerne til universitetsloven, betragtes som at gennemgå uddannelse og således opfylder betingelserne i SU-lovens § 2, stk. 1, nr. 2, selvom undervisningen, på den uddannelse som den studerende skal gennemgå, ikke er påbegyndt endnu.
Ankenævnet har ved fortolkningen lagt vægt på, at studerende automatisk bliver afmeldt deres bacheloruddannelse, når denne er gennemført, jf. § 29, nr. 1 i bacheloradgangsbekendtgørelsen, at der er fastsat ansøgningsfrister for ansøgning om optag på kandidatuddannelser, jf. § 3 i kandidatadgangsbekendtgørelsen, og at der er et begrænset antal pladser på de enkelte kandidatuddannelser, jf. § 8 i kandidatadgangsbekendtgørelsen, hvorfor studerende, der ansøger om optagelse efter ansøgningsfristen alene kan optages, hvis der er ledige pladser på den pågældende uddannelse.
Muligheden for en omgåelse af SU-lovens regler om fribeløb må herefter betragtes som meget begrænsede og kun mulige ved, at den studerende løber risiko for ikke at blive indskrevet ved uddannelsen.
Du har søgt om optagelse på kandidatuddannelsen efter ansøgningsfristen den 1. april 2011, nemlig den 9. august 2011, og du bliver optaget på uddannelsen den 19. august 2011, da der er ledige pladser.
Du har derfor ikke været indskrevet på og gennemgået en uddannelse i juli måned 2011, hvorfor du ikke opfylder de grundlæggende støttebetingelser, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, i SU-loven.
Du er derfor berettiget til det højeste fribeløb i juli måned 2011, jf. § 24, stk. 3, i SU-loven.
Styrelsen har oplyst, at du, hvis du i juli havde søgt SU og samtidig havde oplyst det uddannelsessted, som du senere ville søge optagelse på i august, og blev optaget på i august, og uddannelsesstedet foretog indskrivningen bagud i tid (dvs. gældende fra juli), ville have ret til – og blive tildelt – SU for juli, jf. SU-bekendtgørelsens § 35, stk. 5.
Det forhold, at styrelsen i sådanne helt særlige tilfælde tillægger den studerende ret til SU, hvis uddannelsesinstitutionen betegner indskrivningen som foretaget bagud i tid, kan ikke føre til, at du skal stilles som om du havde ret til - men havde undladt at søge – SU ifølge reglerne i SU-bekendtgørelsens § 35, stk. 5.
Ankenævnet har herved lagt vægt på, at indskrivningen fra og med juli sædvanligvis foretages på et tidligere tidspunkt end juli, og på baggrund af en ansøgning indgivet senest 1. april.
Det forhold, at uddannelsesstedet har valgt at lade din indskrivning i august gælde fra juli, kan således ikke føre til, at du skal stilles som om, du havde ret til SU i juli.
Ankenævnet ændrer på baggrund af ovenstående gennemgang af det retlige grundlag styrelsens afgørelse af 5. september 2011 således, at du har ret til højeste fribeløb i juli 2011.
Sagsfremstilling
Du har afsluttet bacheloruddannelsen i [.
.
.
] fra [.
.
.
] Universitet i juni måned 2011.
Da du har fået tilbudt arbejde i forlængelse af afslutningen af din bacheloruddannelse, har du ikke søgt om optagelse på kandidatuddannelsen i [.
.
.
] i juni eller juli måned 2011.
Du har den 9. august 2011 søgt om optagelse på kandidatuddannelsen i [.
.
.
], da du har fortrudt, at du ikke har søgt om optagelse tidligere.
Ved e-mail af 19. august 2011 har [.
.
.
] Universitet meddelt dig, at du er optaget på kandidatuddannelsen i [.
.
.
] med semesterstart 1. september 2011.
Du har ved ansøgning af 30. august 2011 søgt om SU til kandidatuddannelsen i [.
.
.
].
Du har på ansøgningen oplyst, at uddannelsens start er juli måned 2011, og at du søger om SU-stipendium og SU-lån fra og med september måned 2011.
Styrelsen har ved støttemeddelelse af 5. september 2011 oplyst, at du har fået tildelt SU-stipendium og SU-lån fra og med september måned 2011, og at du har fravalgt SU i juli og august måned 2011.
Du har ved brev af 25. september 2011 klaget over støttemeddelelsen af 5. september 2011.
Du har klaget over, at styrelsen har registreret "fravalgt" i juli og august måned 2011, og at du således ikke er berettiget til det højeste fribeløb, men alene det mellemste.
Du har gjort gældende, at du ikke har været tilmeldt kandidatuddannelsen i juli og august måned 2011, hvorfor du mener, at du er uden for uddannelse i de to måneder og derfor berettiget til det højeste fribeløb.
[.
.
.
] Universitet har ved brev af 4. oktober 2011 videresendt din klage, sammen med en udtalelse, til styrelsen.
[.
.
.
] Universitet har i udtalelsen bl.a. oplyst, at universitetet erkender, at du er blevet fejlvejledt, da du har henvendt dig til SU-kontoret på universitetet.
Styrelsen har i brev af 12. april 2012 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Styrelsen har i udtalelsen bl.a. oplyst, at styrelsen ikke finder anledning til at ændre din SU-status fra "fravalgt" i juli og august måned 2011.
Styrelsen begrunder bl.a. dette med, at du i umiddelbar forlængelse af afslutningen af din bacheloruddannelse fortsætter på en kandidatuddannelse, hvorfor du i SU sammenhæng betragtes som indskrevet på en kandidatuddannelse fra og med juli 2011.
Ankenævnet har ved brev af 17. april 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Du har ved brev af 5. maj 2012 afgivet bemærkninger til sagen.
Du har i brevet bl.a. gjort gældende, at du i hele sagsforløbet har handlet i god tro i forhold til den vejledning, som du har modtaget fra SU-kontoret på [.
.
.
] Universitet.
Styrelsen har ved e-mail af 21. december 2012 afgivet yderligere oplysninger til sagen.
Ankenævnet har ved brev af 28. januar 2013 fremsendt de supplerende sagsakter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den forbindelse.
Styrelsen har i e-mail af 28. februar 2013 meddelt til nævnet, at styrelsen, hvis du havde søgt SU i juli, hvor du endnu ikke havde søgt optagelse, ville have afventet en evt.
indskrivning fra et uddannelsessted.
Styrelsen har endvidere mundtligt den 28. februar 2013 udtalt til nævnet, at hvis en ansøger i juli søger SU til det uddannelsessted, som vedkommende søger optagelse på i august, og bliver optaget i august, og uddannelsesstedet af hensyn til den studerende foretager indskrivningen bagud i tid (dvs. gældende fra juli), vil vedkommende have ret til – og blive tildelt – SU for juli.
Styrelsen finder dog, at dette åbner mulighed for spekulation i omgåelse, idet den studerende så selv kan vælge, om vedkommende vil have højeste eller mellemste fribeløb i den måned ved at undlade at søge optagelse.
Du skal derfor stilles som om, du havde ret til, men havde undladt at søge, SU.
Du har i e-mail af 7. marts 2013 anført, at du har fulgt den vejledning, du modtog af SU-kontoret, og at du har handlet i god tro.