Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00463
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00463
Resumé
I artiklen ”Indbrud i byskilte” med underrubrikken ”Hærværk.
Lidt for kåde fødselsdagsgæster i Bjerringbro udløser en bon til fødselaren”, skrev avisen om nogle fødselsdagsgæster, der havde ødelagt nogle byskilte.
Pressenævnet mener, at avisen ikke burde have nævnt fødselarens adresse.
Ud fra en samlet vurdering, herunder det forhold, at fødselaren selv har udtalt sig til avisen, mener Pressenævnet dog ikke, at der er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere avisen.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013.
Da artiklen er offentliggjort den 24. april 2013, behandles sagen ud fra de vejledende regler for god presseskik, sådan som reglerne var udformet før den 22. maj 2013.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at sagen har almen interesse.
Tre af Pressenævnets medlemmer – Jytte Scharling, Hans Peter Blicher og Ulrik Holmstrup – finder at, Bjerringbro Avis ikke burde have nævnt [Klager]s adresse.
Imidlertid finder disse medlemmer, at der ud fra en samlet vurdering af sagens øvrige omstændigheder – herunder blandt andet det forhold at [Klager] har udtalt sig til avisen, og hans kommentarer er gengivet – ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Bjerringbro Avis.
Et medlem – John Meinert Jacobsen – finder, at forholdet kunne være omtalt og behandlet uden at oplyse [Klager]s adresse.
Herved lægges der blandt andet lagt vægt på, at det er [Klager]s venner – og ikke [Klager] selv - som har opsat de pågældende plakater i byskiltene.
[Klager] er således uden skyld i episoden.
På den baggrund finder dette medlem, at den almene interesse ikke overstiger hensynet til [Klager].
Dette medlem finder derfor, at der skal udtales kritik af Bjerringbro Avis for at oplyse adressen.
Der afsiges kendelse efter flertallet.
Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Bjerringbro Avis.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Bjerringbro Avis, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagen er behandlet sammen med sag nr. 13-70-00464 (Viborg Stifts Folkeblad).
1 Sagsfremstilling
Bjerringbro Avis bragte den 24. april 2013 på side 14 artiklen ” Indbrud i byskilte” med underrubrikken ” Hærværk.
Lidt for kåde fødselsdagsgæster i Bjerringbro udløser en bon til fødselaren”.
Af artiklen fremgik følgende
”De fem byskilte, som står ved indfaldsvejene til Bjerringbro har været udsat for indbrud.
Venner og bekendte, der har villet fejre en ungkarlefødselsdag har skruet rammerne af skiltene og har sat deres egne uautoriserede plakat og har ved denne operation fået ødelagt forskellige ting - noget som Bjerringbro Handel er rigtig trætte af.
Handelsformand Morten Thrane siger
»Vi er lidt ømme over disse skilte, som vi i Bjerringbro Handel administrere på vegne af Viborg Kommune.
Vi vil ikke have kommercielle budskaber op på skiltene, og private menneskers fødselsdagshilsner er de heller beregnet til.
Men de vidste fødselsdagsgæsterne sikkert udmærket, så de har slet ikke henvendt sig.
De har bare taget sagen i egen hånd.
Det synes vi ikke er i orden, og nu sender vi altså fødselaren en regning for de udgifter, hans gæster har påført os.«.
Humoristisk
Den uautoriserede plakat er blevet hæftet på den standardplakat, der pryder skiltene, når de ikke reklamerer for en tilstundende begivenhed.
Det er sket med en kraftig hæftemaskine, så standardplakaterne nu står til udskiftning.
Et sted er en af de skruer, der skal holde plakater og plexiglas sammen, forsvundet, så nu kan fugt trænge ind til plakat og bagvæg.
Et andet sted er rammerne blevet samlet forkert, hvilket igen betyder, at fugt kan trænge ind og ødelægge standardplakaten.
Endelig har Bjerringbro Handel sendt en lønnet medhjælper rundt for at fjerne de uautoriserede plakater og få alt samlet og gjort tæt igen.
Fødselaren har Bjerringbro Handel identificeret.
Han hedder [Klager] og bor på [Adresse].
I sidste weekend og et par dage ind i denne uge stod en masse hvidmalede olietønder uden for hans hus og gjorde de vejfarende opmærksom på, at her bor en pebersvend, der lige er fyldt 30 år.
[Klager] tager sagen fra den humoristiske side.
Han siger til avisen
»Ja, ja - men så må de jo sende mig en regning.
Siden kan jeg jo overveje, om jeg vil kradse pengene ind hos mine venner.
Men jeg vælger foreløbig blot at betragte det som endnu en udgift i forbindelse med min fødselsdagsfest.«”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har anført, at artiklen nævner hans fulde navn og adresse, hvilket er i strid med reglerne for god presseskik.
2.2 Bjerringbro Avis
Bjerringbro Avis har anført, at sagen hører til den daglige nyhedsstrøm fra en by som Bjerringbro.
Et lokalt medie skal berette om stort som småt, og i det pågældende tilfælde var det en hændelse, som irriterede den lokale handelsstand.
Bjerringbro Avis har hørt sagens parter og loyalt formidlet synspunkterne videre.
[Klager] har selv medvirket til artiklen og er kun citeret for det, han har sagt til mediet.
Bjerringbro Avis er derfor uforstående overfor, at avisen skulle have krænket klagers rettigheder.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013.
Da artiklen er offentliggjort den 24. april 2013, behandles sagen ud fra de vejledende regler for god presseskik, sådan som reglerne var udformet før den 22. maj 2013.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at sagen har almen interesse.
Tre af Pressenævnets medlemmer – Jytte Scharling, Hans Peter Blicher og Ulrik Holmstrup – finder at, Bjerringbro Avis ikke burde have nævnt [Klager]s adresse.
Imidlertid finder disse medlemmer, at der ud fra en samlet vurdering af sagens øvrige omstændigheder – herunder blandt andet det forhold at [Klager] har udtalt sig til avisen, og hans kommentarer er gengivet – ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Bjerringbro Avis.
Et medlem – John Meinert Jacobsen – finder, at forholdet kunne være omtalt og behandlet uden at oplyse [Klager]s adresse.
Herved lægges der blandt andet lagt vægt på, at det er [Klager]s venner – og ikke [Klager] selv - som har opsat de pågældende plakater i byskiltene.
[Klager] er således uden skyld i episoden.
På den baggrund finder dette medlem, at den almene interesse ikke overstiger hensynet til [Klager].
Dette medlem finder derfor, at der skal udtales kritik af Bjerringbro Avis for at oplyse adressen.
Der afsiges kendelse efter flertallet.
Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Bjerringbro Avis.
Afgjort den 18. juni 2013