Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00433
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00433
Resumé
” Forskere
Prisbelønnet iværksætter sælger fuptest ”, skrev metroXpress i en rubrik om et firma, der tester, om kunden kan tåle forskellige madvarer.
Forskere kalder testen for ubrugelig, plattenslageri og det rene pjat.
Pressenævnet giver ikke kritik, dels fordi det er tale om vurderinger, dels fordi direktøren havde mulighed for at kommentere kritikken og hendes kommentarer fremgår af artiklen.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende jf. punkt A.1 og A.3.
Artiklen indeholder blandt andet udsagnene ”[Klagers virksomhed]s test, den såkaldte 'ELISA-test', hvor der måles niveauet af igG-antistoffer i blodet, kan nemlig ikke sige noget som helst om, hvilken mad en person er allergisk eller intolerant over for”, ”»Den siger noget om, hvad du har spist, men ikke noget om, hvorvidt du kan tåle det,«”, ”»Testen fortæller folk, hvad de har spist cirka den sidste måned.
Men det skulle man jo ikke behøve at bruge flere tusind kroner på at få at vide.
Man kunne jo nøjes med at spørge personen,«…”, ”»Man kan ikke måle intolerance.” og ”… der ifølge hjemmesiden er uddannet som 'medicinal molekylærbiolog' …”.
Pressenævnet finder, at de nævnte udsagn indeholder oplysninger af faktisk karakter.
Da oplysningerne – bortset fra oplysningen om, at [Klager] ifølge hjemmesiden er uddannet som ”medicinal molekylærbiolog” – kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager] og selskabet, har de skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for hende.
Nævnet lægger til grund, at metroXpress.dk har forelagt de oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende, for [Klager] inden offentliggørelsen, og hendes kommentarer fremgår af artiklen.
På den baggrund, og da nævnet finder, at metroXpress.dk også i øvrigt har levet op til kravet om at efterprøve oplysningerne, inden de blev offentliggjort, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere metroXpress.dk for manglende efterprøvelse og forelæggelse.
Udsagnene ”Allergi- og fødevareforskere kalder hendes test for fup”, ”Problemet er blot, at ifølge eksperter er [Klager]s fødevareintolerancetest det rene fup”, ”Hun kalder [Klagers virksomhed]s test for 'ubrugelig '”, ”… Carsten Bindslev-Jensen mener, at testen er det rene plattenslageri”, ”…at [Klagers virksomhed] udnytter mennesker…”, ”Det er det rene pjat.«”, ”»Det er jo synd.
De her platugler ender jo med at bestemme hvad de folk spiser.«” og ”Det understreger blot testens uduelighed”, fremstår dels som metroXpress.dk’s vurderinger på baggrund af kildernes udtalelser og dels som kildernes egne vurderinger.
Nævnet finder, at det er gjort klart for læserne, at der er tale om vurderinger og ikke faktiske oplysninger, og nævnet finder ikke grundlag for at kritisere metroXpress.dk for at offentliggøre vurderingerne.
Nævnet finder af samme grund heller ikke anledning til at kritisere rubrikteksten ”Forskere
Prisbelønnet iværksætter sælger fuptest” .
Det følger af de vejledende regler for god presseskik at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt [Klagers virksomhed]s fødevareintolerancetest er ”fup”, klart har almen interesse.
[Klager] er selskabets direktør og har til metroXpress.dk udtalt sig om fødevareintolerancetesten.
Det kan derfor ikke kritiseres, at ikke blot selskabets navn, men også hendes navn omtales.
Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af metroXpress.dk for artiklen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt på metroXpress.dk i februar 2013, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagen er behandlet sammen med sag nr. 13-70-00432 (24timer), 13-70-00434 (nordjyske.dk) og 13-70-00435 (jp.dk).
1 Sagsfremstilling
metroXpress.dk bragte den 22. februar 2013 artiklen ”Forskere
Prisbelønnet iværksætter sælger fuptest” med underrubrikken ”[Klager] har vundet iværksætterpriser for sit firma [Klagers virksomhed], der for knap 2000 kroner tilbyder test for såkaldt fødevareintolerance.
Allergi- og fødevareforskere kalder hendes test for rendyrket fup og fidus.” Af artiklen fremgik følgende
”Firmaet '[Klagers virksomhed]' reklamerer med, at det via blodprøvetest kan vise dets kunder, om de lider af fødevareintolerance over for mere end 40 forskellige typer madvarer, alt fra hvede til appelsiner.
Ejeren af [Klagers virksomhed], [Klager], er oven i købet blevet hædret som årets kvindelige iværksætter med anden etnisk baggrund i 2011, også kaldet Q-iværksætterprisen.
Problemet er blot, at [Klager]s fødevareintolerancetest er det rene fup ifølge eksperter.
[Klagers virksomhed]s test, den såkaldte 'ELISA-test', hvor der måles niveauet af igG-antistoffer i blodet, kan nemlig ikke sige noget som helst om, hvilken mad en person er allergisk eller intolerant over for.
»Den siger noget om, hvad du har spist, men ikke noget om, hvorvidt du kan tåle det,« siger Charlotte Bernhard Madsen, seniorforsker ved Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet.
Plattenslageri
Hun kalder [Klagers virksomhed]s test for »ubrugelig«.
Professor ved Allergicentret på Odense Universitetshospital (OUH), Carsten Bindslev-Jensen mener, at testen er det rene plattenslageri.
»Testen fortæller folk, hvad de har spist cirka den sidste måned.
Men det skulle man jo ikke behøve at bruge flere tusinde kroner på at få at vide.
Man kunne jo nøjedes med at spørge personen,« siger han.
Faktisk arbejder fagfolk inden for allergifeltet slet ikke med denne betegnelse, siger OUH-professoren.
»Man kan ikke måle såkaldt intolerance.
Det er det rene pjat.«
24Timer er i besiddelse af en af [Klagers virksomhed]s test, der er blevet udført på en yngre kvinde.
Testen fraråder helt, at hun spiser hvede.
Til gengæld må hun gerne spise durumhvede op til to gange om ugen.
Det understreger blot testens uduelighed, forklarer Charlotte Bernhard Madsen.
»Hvede er hvede, hvis man ikke kan tåle hvede, så kan man heller ikke tåle durumhvede.
Det er fri fantasi.«
[Klagers virksomhed]
Testen hjælper
[Klager], der ifølge hjemmesiden er uddannet som 'medicinal molekylærbiolog', anerkender, at [Klagers virksomhed]s test ikke siger noget om, hvorvidt folk kan tåle bestemte madtyper.
»Det er rigtigt, at testen siger noget om, hvad folk spiser.
Folk kommer til os, når de har gener, og når de har spist meget af noget, så tyder det på, at de er intolerante.
Og så hjælper det at lægge sin kost om,« siger [Klager].
Forskerne siger klart, at [Klagers virksomhed]s test ikke fortæller noget om, hvad man ikke kan tåle - hvorfor rådgiver du så folk på baggrund af testen?
»Man kan have allergi eller intolerance.
Det har ikke noget med hinanden at gøre.
Folk må tro på, hvad de vil.
Vi har mange patienter, der kan fortælle hvordan testen har hjulpet dem.«
Hvordan kan du forsvare det, når forskere siger, at der slet ikke tales om fødevareintolerance inden for videnskaben?
»De fleste er tilbøjelige til at være autoritetstro, når en professor udtaler sig om det her.
I Danmark bliver man angrebet for at tale om fødevareintolerance, men i USA og England er det meget udbredt. «
Carsten Bindslev-Jensen mener, at [Klagers virksomhed] udnytter mennesker, der leder efter forklaringer på sygdom.
»Det er jo synd.
De her platugler ender jo med at bestemme hvad de folk spiser.«”
Til artiklen var indsat et billede af [Klager] med billedteksten
”Direktør for [Klagers virksomhed], [Klager], modtog i 2011 Q-iværk-sætterprisen, der uddeles af Københavns Erhvervscenter og Deloitte.
Foto
Skærmbillede”
Til artiklen var tillige indsat en faktaboks ”Fakta om [Klagers virksomhed]s fødevareintolerancetest”.
Af faktaboksen fremgik følgende
”Forklaring af testen
[Klagers virksomhed] skriver, at deres fødevareintolerancetest, hvor man måler igG-antistoffer i blodet, kan fortælle folk hvilke madvarer de skal undgå for at blive sunde og raske.
Forskere siger, at testen kun fortæller noget om hvilke madvarer en person har indtaget inden for de seneste måneder.
Den siger derimod intet over overfølsomhed eller såkaldt intolerance.
Testen fungerer på den måde at 40+ madkategorier får en talværdi.
De fødevarer, der er markeret med rødt, rådes folk til at undgå.
Gule tal skal neddrosles, men grønne fødevarer anses for sikker spise.
Rød farve ([Klagers virksomhed]s egne ord)
Du bør helt undgå disse fødevarer i minimum tre måneder.
Gul farve
Du bør reducere disse fødevarer.
Roter fødevarerne i mindst 3 måneder for at undgå en stigning i intolerance.
Grøn farve
Disse fødevarer kan spises lige så meget, som du har lyst til medmindre du allerede kender bestemte fødevarer der tidligere har medført en reaktion.
Testen for fødevareintolerance koster 1950 kroner, men på netsider som downtown.dk og groupon.dk tilbydes den med jævne mellemrum med cirka 50 procent rabat.
Alene på downtown.dk på har 468 mennesker købt testen.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klagers virksomhed] og [Klager]s synspunkter
[Klager] har anført, at hun er blevet hængt ud som ”fupmager” uden grund eller saglig argumentation.
metroXpress.dk er gået efter klagerne og ikke efter fødevareintolerancetesten, idet der også er andre laboratorier, der gennemfører nøjagtig samme testmetode (ELISA), uden at disse udstilles som ”fupmagere”.
Artiklen giver indtryk af journalistisk objektivitet, idet to forskere udtaler sig om, at testen ikke viser det, den lover – fødevareintolerance.
Men udsagnene udvælges og sættes sammen, således at de danner et bestemt billede af klagerne som fupmagre.
Formuleringerne ”udnytter mennesker”, ”ifølge hjemmesiden uddannet som medicinal molekylærbiolog” er med til at styrke dette billede.
Dette har haft store økonomiske og personlige omkostninger for klagerne.
Klager [Klager] har anført, at hun ikke har fået en reel mulighed for at komme til orde i artiklen.
Mediet har alene valgt at bruge dele af samtalen til at underbygge deres historie.
Mediet har ikke lyttet til hendes forklaringer vedrørende fødevareintolerancetesten.
[Klagers virksomhed] har efterfølgende foretaget en undersøgelse blandt virksomhedens patienter, som viser, at der er stor tilfredshed med testen, ligesom udenlandsk dokumentation viser positiv effekt af testen.
2.2 metroXpress.dk’s synspunkter
metroXpress.dk har anført, at det forhold, at andre firmaer udfører samme test, ikke beviser noget.
Det siger ikke noget om kvaliteten af ELISA-testen i den sammenhæng, som [Klagers virksomhed] bruger den.
metroXpress.dk forholder sig i artiklen alene til [Klagers virksomhed], og vil ikke forholde sig til at andre personer, der udfører ELISA-testen, ikke bliver kaldt ”fupmagere”.
En person, der har fået udført testen hos [Klager], fortalte metroXpress.dk om sin oplevelse, som metroXpress.dk efterfølgende har foreholdt de førende danske eksperter.
metroXpress.dk videregiver alene eksperternes synspunkter, som [Klager] får mulighed for at forsvare sig imod.
Begrundelsen for at kalde [Klager] ”fupmager” er, at førende eksperter kalder begrebet fødevareintolerance for ”pjat” og bagkvinden for ”platugle”.
”Fupmager” anvendes således til at beskrive [Klager]s forretningspraksis, der af førende fagfolk kaldes netop dette.
metroXpress.dk er uforstående overfor påstanden om, at mediet skulle gå efter [Klager] som person.
metroXpress.dk forholder sig alene til, at videnskaben underkender hendes brug af ELISA-testen.
At [Klager] finder det mistænkeligt, at metroXpress.dk citerer hendes hjemmeside for hendes uddannelsesbaggrund nærmer sig forfølgelsesvanvid.
metroXpress.dk finder det svært at forholde sig til interne tilfredsundersøgelser, som først er kommet frem efter indgivelsen af klagen til Pressenævnet.
Videre er sandhedsværdien af en sådan undersøgelse svær at vurdere.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende jf. punkt A.1 og A.3.
Artiklen indeholder blandt andet udsagnene ”[Klagers virksomhed]s test, den såkaldte 'ELISA-test', hvor der måles niveauet af igG-antistoffer i blodet, kan nemlig ikke sige noget som helst om, hvilken mad en person er allergisk eller intolerant over for”, ”»Den siger noget om, hvad du har spist, men ikke noget om, hvorvidt du kan tåle det,«”, ”»Testen fortæller folk, hvad de har spist cirka den sidste måned.
Men det skulle man jo ikke behøve at bruge flere tusind kroner på at få at vide.
Man kunne jo nøjes med at spørge personen,«…”, ”»Man kan ikke måle intolerance.” og ”… der ifølge hjemmesiden er uddannet som 'medicinal molekylærbiolog' …”.
Pressenævnet finder, at de nævnte udsagn indeholder oplysninger af faktisk karakter.
Da oplysningerne – bortset fra oplysningen om, at [Klager] ifølge hjemmesiden er uddannet som ”medicinal molekylærbiolog” – kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager] og selskabet, har de skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for hende.
Nævnet lægger til grund, at metroXpress.dk har forelagt de oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende, for [Klager] inden offentliggørelsen, og hendes kommentarer fremgår af artiklen.
På den baggrund, og da nævnet finder, at metroXpress.dk også i øvrigt har levet op til kravet om at efterprøve oplysningerne, inden de blev offentliggjort, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere metroXpress.dk for manglende efterprøvelse og forelæggelse.
Udsagnene ”Allergi- og fødevareforskere kalder hendes test for fup”, ”Problemet er blot, at ifølge eksperter er [Klager]s fødevareintolerancetest det rene fup”, ”Hun kalder [Klagers virksomhed]s test for 'ubrugelig '”, ”… Carsten Bindslev-Jensen mener, at testen er det rene plattenslageri”, ”…at [Klagers virksomhed] udnytter mennesker…”, ”Det er det rene pjat.«”, ”»Det er jo synd.
De her platugler ender jo med at bestemme hvad de folk spiser.«” og ”Det understreger blot testens uduelighed”, fremstår dels som metroXpress.dk’s vurderinger på baggrund af kildernes udtalelser og dels som kildernes egne vurderinger.
Nævnet finder, at det er gjort klart for læserne, at der er tale om vurderinger og ikke faktiske oplysninger, og nævnet finder ikke grundlag for at kritisere metroXpress.dk for at offentliggøre vurderingerne.
Nævnet finder af samme grund heller ikke anledning til at kritisere rubrikteksten ”Forskere
Prisbelønnet iværksætter sælger fuptest” .
Det følger af de vejledende regler for god presseskik at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt [Klagers virksomhed]s fødevareintolerancetest er ”fup”, klart har almen interesse.
[Klager] er selskabets direktør og har til metroXpress.dk udtalt sig om fødevareintolerancetesten.
Det kan derfor ikke kritiseres, at ikke blot selskabets navn, men også hendes navn omtales.
Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af metroXpress.dk for artiklen.
Afgjort den 21. maj 2013