Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00438

Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00438

Resumé

Jyllands-Posten får ikke kritik for en leder med rubrikken ”Talentprogram”, der tager udgangspunkt i, at en professor blev ”presset, mobbet, chikaneret – eller hvilke ord man nu vil bruge – væk fra sin stilling på Aarhus Universitet”.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket jf. punkterne A.1 og A.3.

Det fremgår endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.

Klagen vedrører en lederartikel, hvor der i lighed med andre debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager.

Endvidere fremstår udsagnet, ”at professor [Person A] blev presset, mobbet, chikaneret - eller hvilke ord man nu vil bruge - bort fra sin stilling på Aarhus Universitet”, som Jyllands-Postens vurdering af et forløb, der har givet anledning til en del medieomtale.

Efter det anførte finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Posten.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten.

Aarhus Universitet har klaget til Pressenævnet over en artikel i Jyllands-Posten den 19. marts 2013, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Jyllands-Posten bragte den 19. marts 2013 på side 10 en ledende artikel ”Talentprogram”.

Af artiklen fremgik følgende

”Få måneder efter at professor [Person A] blev presset, mobbet, chikaneret - eller hvilke ord man nu vil bruge - bort fra sin stilling på Aarhus Universitet, lancerer selvsamme universitet i strategien for 2013 til 2020 et såkaldt talentudviklingsprogram.

Professor [Person A] fik på hattepulden for at påpege dårligt fagligt niveau blandt de studerende.

Det blev meget kraftigt imødegået fra ledelsen, fra undervisere og fra nogle af de studerende.

Derfor er det da også stik imod al logik, at universitetets bestyrelse nu har vedtaget en strategi, som bl.a. omfatter, at »de mest talentfulde og motiverede studerende skal tilbydes ekstra studieaktiviteter i særlige talentudviklingsprogrammer funderet i stærke forskningsmiljøer.« Tiltaget præsenteres og forsvares bl.a. af dekan [Person B], som, hvis ikke hukommelsen svigter helt, var meget lidt positivt stemt over for [Person A]s kritik.

Med lanceringen af talentudviklingsprogrammet må man formode, at Aarhus Universitet flytter fokus en smule fra optag af en masse studerende til uddannelsernes indhold og kvalitet.

Man skal dog ikke forledes til at tro, at universitetet hælder til noget så gammeldags som et elitært uddannelsesniveau, som gode universiteter tidligere var kendt for at stræbe efter.

Førnævnte dekan siger således

»Vi taler ikke om elite, men om talentudvikling.

I Danmark opfattes elitebegrebet ofte sådan lidt mensaagtigt, hvor det udelukkende forbindes med højere karakterer, men vi taler om et bredere talentbegreb.

«Jamen, der skulle da også nødigt være noget mensaagtigt på et universitet, og eftersom ordet elite tilsyneladende er meget politisk ukorrekt på Aarhus Universitet, kaldes tiltaget for de fremmeste studerende for talentudviklingsprogram.

Man kan dog fromt håbe på, at programmet medfører, at de studerende ender med at tage uddannelser på elitært niveau.

De studerende tager ret så forskelligt imod talentprogramstrategien.

Konservative Studenter er positive over for mulighederne »for en akademisk specialisering«, som formanden, [Person C], udtrykker det.

Modsat mener formanden for Studenterrådet, [Person D], at universitetet i stedet burde bruge de ekstra penge, som talentudviklingsprogrammet finansieres med, til at højne kvaliteten generelt.

Studenterrådsformanden siger

»Vi har mange uddannelser med dårlig kvalitet, og hvis universitetet har ekstra penge, burde de i stedet bruges på at hæve bundniveauet på alle uddannelser frem for at tilgodese nogle få studerende.« Studenterrådets hang til lighedsmageri på bekostning af respekt for forskellighed kan næppe overraske, men udtalelsen om »dårlig kvalitet« er interessant.

Er trolden sluppet ud af æsken - er uddannelseskvaliteten alligevel ikke så høj som hidtil hævdet?

Kunne man lige så godt have kaldt talentudviklingsprogrammet for lex [Person A]?”

2 Parternes synspunkter

2.1 Aarhus Universitets synspunkter

Aarhus Universitet har anført, at lederskribenten med tekstens indledende ord uden videre etablerer det som et faktum at professor [Person A] blev presset, mobbet og chikaneret bort fra universitetet, og det i en nyhedshistorie, der i sin essens handler om noget helt andet.

Derved fortsætter Jyllands-Posten den kurs, som et andet medie har beskrevet, hvor påstande gentages så ofte, at de langsomt forvandles til fakta.

Lederartiklens påstande er ikke alene skadelige og krænkende for Aarhus Universitet som helhed, men også personligt krænkende over for de medarbejdere, som [Person A] ved forskellige lejligheder og i forskellige medier har anklaget for at mobbe hende.

Med den entydige formulering, der er valgt i lederens indledning, underkender man fuldstændig disse medarbejderes oplevelse af forløbet.

Samtidig er anklagen, selvom der er tale om en artikel på en lederplads, ikke underbygget hverken sagligt og objektivt før end den fremsættes som et faktum i artiklen.

Derved er god presseskik tilsidesat.

2.2.

Jyllands-Postens synspunkter

Jyllands-Posten har fulgt striden mellem Aarhus Universitet og [Person A] tæt og har gennem en række journalistiske artikler hørt og loyalt refereret alle sagens relevante parter.

Der er således sket en tæt journalistisk dækning af striden, i daglig tale kaldet [Person A]sagen.

Sideløbende med den journalistiske dækning, har Jyllands-Posten forholdt sig til sagen i fire ledende artikler.

Den ledende artikels funktion er at tage stilling, gerne skarpt og polemisk, og generere debat om de emner, som avisen vælger at forholde sig til.

Avisen vil gerne siges imod og optager gerne læserindlæg, som går i rette med bladets synspunkter.

Jyllands-Posten har således igennem hele forløbet optaget læserindlæg, hvor forskellige holdninger for og imod de implicerede har været bragt.

Jyllands-Posten har imidlertid ikke fra klager modtaget anmodning om optagelse af et læserindlæg, der imødegår den formulering, som der nu klages over.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket jf. punkterne A.1 og A.3.

Det fremgår endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.

Klagen vedrører en lederartikel, hvor der i lighed med andre debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager.

Endvidere fremstår udsagnet, ”at professor [Person A] blev presset, mobbet, chikaneret - eller hvilke ord man nu vil bruge - bort fra sin stilling på Aarhus Universitet”, som Jyllands-Postens vurdering af et forløb, der har givet anledning til en del medieomtale.

Efter det anførte finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Posten.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten.

Afgjort den 21. maj 2013