Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00436
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00436
Resumé
FDM skrev, at EuroPark har bedt politiet og Justitsministeriet om lov til at udskrive bøder, hvis der er to p-skiver i en bil, men faktisk bad EuroPark de to instanser om at tage stilling til problemet.
Ligeledes skrev FDM, at EuroPark sylter flere sager.
Det har FDM ikke dokumenteret.
Da FDM’s version kan skade EuroPark, har selskabet ret til at få bragt sin version af sagen, et genmæle.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet, om EuroPark har udskrevet parkeringsafgifter uden hjemmel hertil, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Dette forhold behandles derfor ikke.
God presseskik - forelæggelse
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den oplysningerne er krænkende for, jf. punkt A.1 og A.3.
Pressenævnet finder, at påstandene om, at EuroPark udskriver ulovlige parkeringsafgifter og bevidst sylter sagerne mod FDM kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for EuroPark, og oplysningerne har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for klager.
Efter det oplyste lægges det til grund, at FDM har forelagt EuroPark spørgsmål om parkeringsafgift ved montering af to parkeringsskiver den 28. januar, den 1. februar og den 4. februar 2013.
[Person A] afviste den 7. februar og 11. februar 2013 at udtale sig før den 20. februar 2013, hvor han skulle have et møde med lederen af FDMs juridiske rådgivning, Per Alkestrup.
Endvidere ønskede [Person A] to spørgsmål stillet til journalisten besvaret, før han ønskede at udtale sig.
Pressenævnet finder, at FDM har givet EuroPark tilstrækkelig mulighed for at udtale sig, inden journalistens deadline for artiklen udløb.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af FDM for ikke at have forelagt EuroPark artiklens krænkende oplysninger tilstrækkeligt.
Under hensyn til tidsforløbet og indholdet af de mails, [Person A] sendte til journalisten, kan det ikke føre til et andet resultat, at journalistens deadline ikke blev oplyst over for EuroPark.
Genmæle
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Efter § 38 skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og indholdet må ikke være retsstridigt.
Genmælet kan af vedkommende medie kræves udformet af den, der anmoder om genmæle.
I artiklen oplyses det, at EuroPark har bedt politiet og Justitsministeriet om at få lov til at pålægge parkeringsafgift for to p-skiver.
Nævnet finder, at der er tale om en oplysning af faktisk karakter, der er egnet til at påføre EuroPark økonomisk eller anden skade af betydning.
Efter det for nævnet oplyste lægges det til grund, at EuroPark har anmodet Politimesteren [Politidirektøren (Pressenævnet)] hos Sydøstjyllands Politi om stillingtagen til, om der var tale om et strafbart forhold i et tilfælde, hvor en bilist havde parkeret med to p-skiver.
Det lægges endvidere til grund, at EuroPark har anmodet Justitsministeriet om en stillingtagen til, hvem der kan pålægge en parkeringsafgift for overtrædelse af parkeringsskivebekendtgørelsen.
Det ses ikke dokumenteret, at disse anmodninger har karakter af at være anmodninger om at kunne pålægge parkeringsafgift, når en bilist anvender to p-skiver.
EuroPark er derfor berettiget til at få bragt et genmæle herom.
Pressenævnet finder endvidere, at den sidste del af underrubrikken ”[…] det udskriver fortsat ulovlige bøder til bilister med to p-skiver” indeholder udsagn om, at det er fastslået, at EuroParks udskrivning af parkeringsafgift ved parkering med to p-skiver på private områder er ulovlig.
Af Justitsministeriets svar til EuroPark fremgår, at det på privatejede områder er den enkelte ejer, der som led i sin almindelige rådighed over ejendommen vil kunne fastsætte vilkår for benyttelse af parkeringspladsen.
Justitsministeriet har ikke i svaret fastslået, at det vil være uberettiget, hvis EuroPark på privatejede områder udskriver parkeringsafgift til bilister, der parkerer med to parkeringsskiver monteret, og da FDM’s udsagn om, at det er ulovligt at parkere med to parkeringsskiver, heller ikke på andet grundlag findes at være utvivlsomt rigtigt, er EuroPark berettiget til et genmæle heroverfor.
I den påklagede artikel oplyses det desuden, at EuroPark sylter sagerne eller frafalder kravet, hver gang FDM beder EuroPark om at stævne.
Efter det for nævnet oplyste havde FDM den 26. februar 2013 i alt 18 uafsluttede sager hos EuroPark.
Det er oplyst, at EuroPark havde bestemt, at kravet om betaling af parkeringsafgift ikke ville blive fastholdt i 4 af disse sager.
Der foreligger ikke for nævnet dokumentation for udsagnet om, at ”hver gang FDM beder EuroPark om at stævne, sylter de sagen eller frafalder kravet”, og EuroPark er derfor berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.
Pressenævnet finder, at rubrikken ”EuroPark udskriver ulovlige bøder” i sammenhæng med den første del af underrubrikken ”EuroPark har svært ved at holde sig på den rigtige side af loven.
Det private P-selskab er dømt til at tilbagebetale ulovligt opkrævede rykkergebyrer […]” og artiklens indhold indeholder udsagn om, at EuroParks ulovligt har opkrævet rykkergebyr ved første henvendelse til en bilist i anledning af manglende betaling af parkeringsafgift opkrævet ved et girokort anbragt under vinduesviskeren på en parkeret bil.
Efter Højesterets dom gengivet i UfR 2010.1534 og Sø- og Handelsrettens dom af 31. januar 2013 er det fastslået, at EuroPark ikke er berettiget til at opkræve sådanne gebyrer.
EuroPark er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.
Europark er herefter berettiget til ved henvendelse til den ansvarshavende redaktør af FDM – Magasinet Motor at få bragt et genmæle i det ovenfor fastslåede omfang.
Genmælet skal udformes af EuroPark og være i overensstemmelse med det ovenfor anførte og med medieansvarslovens § 38.
Genmælet sendes til FDM – Magasinet Motor med henblik på offentliggørelse i overensstemmelse med reglerne i medieansvarslovens § 39.
EuroPark har klaget til Pressenævnet over en artikel i magasinet Motor nummer 3, der udkom den 22. februar 2013, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen omhandler endvidere mediets afslag af genmæle.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen af artiklen rettede FDMs journalist henvendelse til [Person A], administrerende direktør i EuroPark.
Af e-mailkorrespondancen fremgår bl.a., at EuroPark den 28. januar 2013 blev forelagt følgende spørgsmål vedrørende bilister, der har monteret to parkeringsskiver.
”1) Hvorfor fortsætter I med at udskrive bøder til bilister, der parkerer med to p-skiver i bilen, selv om Justitsministeriet har slået fast, at I ikke har lov til det?
2) FDMs jurister vil gerne have sagerne afgjort ved retten for at få klare retningslinjer på området, men de forklarer, at EuroPark ofte frafalder kravet, når FDM kommer på banen.
Hvorfor stævner I ikke FDM og det medlem, der ikke vil betale bøden, i disse sager?
3) Har I tænkt jer at eftergive kravene til de bilister, der endnu ikke har betalt deres bøder for at have to p-skiver i bilen?
4) Vil I betale pengene tilbage til de bilister, I uretmæssigt har givet en bøde for at parkere med to p-skiver i bilen, og som har betalt den?”
Desuden blev EuroPark den 1. februar 2013 også forelagt mere generelle spørgsmål om EuroParks forretningsdrift
”1) Nu har EuroPark i to tilfælde – med rykkergebyr og bøde for to p-skiver – valgt at afkræve penge fra bilister, selvom I godt ved, at I ikke har hjemmel til det.
Hvorfor det?
2) Hvordan kan man som bilist stole på, at jeres parkeringsafgifter følger reglerne?
3) Andre private p-firmaer lader til at stoppe, når der ligger klare regler.
Det gør EuroPark ikke.
Har I en ”går den, så går den”-filosofi hos EuroPark, hvor I bevidst ser stort på reglerne og forsøger at få bilister til at betale for bøder, der ikke er udstedt på korrekt grundlag?
Hvis ikke, hvilken filosofi arbejder I i så fald efter?
4) Hvorfor tror I, at markant flere bilister klager over parkeringsafgifter fra EuroPark ift. andre private parkeringsselskaber?
5) Bekymrer det jer, at mange bilister klager til FDM over EuroPark?
I e-mail af 1. februar 2013 anmodede [Person A] om underbygning af spørgsmålenes påstande.
Denne anmodning blev besvaret af FDMs journalist i e-mail af 4. februar 2013 .
Af e-mailkorrespondancen fremgår endvidere blandt andet følgende af [Person A]s e-mail af den 7. februar 2013 til FDMs journalist
”Jeg har møde med Per Alkestrup den 20/2 vedr. fremtidigt samarbejde mellem FDM og EuroPark.
Jeg ønsker ikke at udtale mig om nedenstående før dette møde er afholdt.
Men jeg har dog følgende supplerende spørgsmål
- Du skriver ”Hvorfor fortsætter I med at udskrive bøder til bilister, der parkerer med to p-skiver i bilen, selvom Justitsministeriet har slået fast, at I ikke har lov til det?” Såfremt du har læst svaret fra Justitsministeren, så vil du også vide, at dette ikke er den rette konklusion på Justitsministeriets svar.
Hvad er baggrunden for din fortolkning af svaret?
- Hvad skulle det praktiske formål være med, at der kan anvendes to p-skiver?
Hvad ligger bag FDM’s ønske om, at få denne mulighed indført – og hvordan skulle det tjene bilisternes interesse?”
Af FDMs svar den 8. februar 2013 fremgår blandt andet følgende
”Jeg noterer, at du ikke vil udtale dig.
De supplerende spørgsmål må du tage med Per Alkestrup på jeres møde, da han er den rette til at svare på dem”.
Hertil svarede [Person A] den 11. februar 2013 blandt andet følgende
”Jeg vil gerne udtale mig.
Men først efter mødet og efter afklaring vedr. de to spørgsmål.
Det første spørgsmål må du kunne svare på, da der i Justitsministeriets brev fra den 7. marts 2012 står det modsatte af din påstand i dit spørgsmål”.
Senere samme dag svarede FDMs journalist
”Min deadline er overskredet, så det er ikke relevant mere i denne omgang.
Du har haft rig mulighed til at svare på mine spørgsmål – eller nogle af dem – men det har du ikke ønsket.
Det er FDMs jurister, der forholder sig til det juridiske, bl.a. svaret i brevet fra Justitsministeriet, så det må/kan jeg ikke svare dig på.
Af samme grund har jeg i formuleringen af mine spørgsmål gjort opmærksom på, at jeg tager udgangspunkt i FDMs juristers vurderinger”.
Den 22. februar 2013 bragte Magasinet Motor artiklen ”EuroPark udskriver ulovlige bøder” med underrubrikken ”EuroPark har svært ved at holde sig på den rigtige side af loven.
Det private P-selskab er dømt til at tilbagebetale ulovligt opkrævede rykkergebyrer, og det udskriver fortsat ulovlige bøder til bilister med to p-skiver.
FDM forsøger hver gang at få sagerne afgjort ved retten”.
Af artiklen fremgik følgende
”Det er ikke sikkert, at bilisten har modtaget sin parkeringsbøde, blot fordi parkeringsvagten har placeret den under bilens vinduesvisker.
Derfor må parkeringsselskaberne ikke lægge et gebyr på 100 kr. på den første rykker.
Det fastslog Højesteret i marts 2012 og gav dermed FDM medhold.Alligevel fortsatte EuroPark med at opkræve rykkergebyret.
Men den gik kun indtil januar i år, da Sø- og Handelsretten underkendte EuroParks praksis med at lægge gebyr allerede på den første rykker.
Derfor skal EuroPark tilbagebetale alle de gebyrer, der er udstedt siden dommen fra Højesteret, medmindre bilejeren har tilkendegivet, at vedkommende har modtaget den oprindelige bøde. - Højesterets dom fra 2010 var ganske klar, og allerede dengang ændrede de øvrige parkeringsselskaber praksis i forhold til rykkergebyrer.
Men EuroPark fortsatte, og derfor er vi glade for, at Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen og har fået medhold i Sø- og Handelsretten, siger leder af FDMs juridiske rådgivning Per Alkestrup.FDM forventer nu, at EuroPark vil efterleve afgørelsen og tilbagebetale de ulovligt opkrævede gebyrer.
Men der er flere sager, hvor EuroPark ikke retter ind efter lovgivningen.
Det private selskab udsteder nemlig bøder til bilister, der parkerer med to P-skiver, selvom det står klart og tydeligt i parkeringsskivebekendtgørelse, at det kun er kommunale parkeringskorps, der må give bøde for to P-skiver.
Truer med politiet
FDM har hjulpet flere medlemmer med klager over bøderne, og en aktindsigt viser, at EuroPark har bedt først politiet og siden Justitsministeriet om at få lov til at pålægge bøder for to P-skiver. - Det er jo ikke rart at have en uretmæssig parkeringsbøde og trussel om inkasso hængende over hovedet, og det bliver ikke bedre af, at EuroPark truer med at de har fået politiet til at se på bøden, siger jurist i FDM Dennis Lange, der har behandlet flere af sagerne for FDMs medlemmer.
Justitsministeriet har dog slået fast i et svar til EuroPark, at selskabet ikke må udskrive bøderne, og at en eventuel tvist skal afgøres ved retten.
Men det stopper ikke det private parkeringsselskab.
FDM ser gerne, at EuroPark forsøger at kræve sin ret ved en domstol, men hver gang en konflikt er på vej op i en spids, trækker parkeringsselskabet sig.
- Det er bekymrende, at EuroPark fortsætter med at give bøder på ulovligt grundlag.
I stedet burde de prøve spørgsmålet ved retten, men hver gang FDM beder EuroPark om at stævne, sylter de sagen eller frafalder kravet – formentlig fordi de er klar over, at de går over stregen, siger Per Alkestrup.
Han er indigneret på bilisternes vegne, for det er de færreste, der har tid og lyst til at tage kampen op for en parkeringsbøde på 650 kr.
- Bare truslen om et rykkergebyr og inkasso er nok til at få en del bilister til at betale en bøde blot for at få fred, selvom de mener, at bøden er uretfærdig.
Det lukrerer parkeringsselskabet på, for det er penge i kassen.
Det er lidt den holdning, at ”går den, så går den”, mener Per Alkestrup.
Selvom EuroParks bøder er ulovlige, fraråder FDM bilisterne til at parkere med to parkeringsskiver, da man så risikerer at få bøder på en kommunal parkeringsplads.
EuroPark har ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Motor, men selskabet har derimod kommenteret dommen fra Sø- og Handelsretten i en pressemeddelelse
”EuroPark har taget dommen til efterretning og vil studere kendelsen nøje, før ledelsen beslutter, hvordan den vil forholde sig til kendelsen.
EuroPark vil desuden snarligt mødes med Forbrugerombudsmanden for at drøfte fortolkningen af dommen.””
EuroPark anmodede ved e-mail af den 6. marts 2013 FDM om at bringe et genmæle.
FDM afslog denne anmodning den 11. marts 2013 .
Yderligere oplysninger
EuroPark forelagde 5. januar 2012 Justitsministeriet et spørgsmål om hvem, der kan pålægge afgift for overtrædelse af parkeringsskivebekendtgørelsen.
Af Justitsministeriet svar af 7. marts 2012 fremgår blandt andet følgende
”Justitsministeriet kan i den anledning oplyse, at politiet i medfør af færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 8, kan pålægge en afgift for overtrædelse af reglerne i parkeringsskivebekendtgørelsen.
Herudover kan kommunalbestyrelsen pålægge en afgift for overtrædelse af parkeringsskivebekendtgørelsen, hvilket følger af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om kommunal parkeringskontrol.
Endvidere kan Justitsministeriet oplyse, at spørgsmålet om private parkeringsfirmaers opkrævning af afgifter for parkering på private områder er et privatretligt anliggende.
Det betyder, at en person, der har etableret en parkeringsplads på sin private ejendom, som led i sin almindelige rådighed over ejendommen vil kunne fastsætte vilkår for benyttelse af parkeringspladsen.
Der vil endvidere kunne fastsættes en afgift for overtrædelse af de pågældende vilkår.
Når en bilist parkerer på privat område, accepterer bilisten som udgangspunkt de rimelige parkeringsrestriktioner og vilkår, der fremgår af skiltningen på det pågældende sted.
Det beror herefter på en aftaleretlig fortolkning af parkeringsvilkårene, om det i et konkret tilfælde vil være berettiget at opkræve en parkeringsafgift”.
EuroPark anmodede endvidere den 13. februar 2012 Politimesteren [Politidirektøren (Pressenævnet)] hos Sydøstjyllands Politi om stillingtagen i en konkret sag, om der var tale om et strafbart forhold i et tilfælde, hvor en bilist parkerede med to p-skiver på en privat parkeringsplads i Horsens.
Af anmodningen fremgik blandt andet følgende
”Sagen har signifikant betydning for EuroPark A/S samt for de øvrige selskaber, der kontrollerer på private parkeringspladser, da det fremadrettet vil få store konsekvenser herunder begrænse eller endog på sigt eliminere branchens muligheder for at opretholde den gode ro og orden, som efterhånden er herskende på de parkeringspladser, der er underlagt kontrol, såfremt parkanterne skulle blive af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt, og at der ingen konsekvens er forbundet med ikke at overholde de privatretlige regler, som der er skiltet med på parkeringspladsen eller p-skivebekendtgørelsen”.
Den 26. februar 2013 anmodede FDM per e-mail EuroPark om at få viden om, hvilke af FDMs 18 uafsluttede sager, der kunne forvente stævning.
EuroPark svarede den 12. marts 2013 blandt andet følgende
”Som svar på din mail skal jeg hermed oplyse, efter at have tjekket med EuroIncasso Aps, at alle de nævnte sager er overgået til EuroIncasso Aps, hvor det afventer, at EuroIncasso udtager stævning i dem.
Dette gælder dog ikke dine
[Løbenummer A], denne er fortsat hos EuroPark og er besvaret og fastholdt af mig ved mail af 27. februar 2013.
[Løbenummer B] og [Løbenummer C], som EuroIncasso Aps har oplyst mig ikke vil blive forfulgt yderligere.[Løbenummer D] her er løbenummer
[Løbenummer E] og [Løbenummer F] frafaldet, der er oplyst over for jer tidligere, men løbenummer [Løbenummer G] er fastholdt”.
2 Parternes synspunkter
2.1 EuroParks synspunkter
EuroPark har anført, at der i artiklen er bragt udokumenterede og faktuelt forkerte påstande.
Rubrikken
Rubrikken og underrubrikken er faktuelt forkerte, idet EuroPark ikke ”udskriver ulovlige bøder” og ej heller har ”svært ved at holde sig på den rigtige side af loven”.
For så vidt angår det forhold, at der pålægges kontrolgebyrer, såfremt en bilist anvender mere end én p-skive på private parkeringspladser, der kontrolleres af EuroPark, og hvor der eksplicit skiltes med, at p-skive er påbudt, er det i strid med denne skiltning at anvende mere end én p-skive.
Såfremt en bilist parkerer med to p-skiver med to forskellige ankomsttidspunkter, mister begge p-skiver deres formål, som er at angive et entydigt starttidspunkt for parkeringen.
Dermed har den pågældende bilist ikke overholdt den opslåede skiltning.
Dette støttes af retspraksis, hvor flere retter har givet EuroPark medhold i, at bilister, der har parkeret med mere end én p-skive skal betale det pålagte kontrolgebyr.
Retterne har videre anført, at EuroParks skiltning ”p-skive påbudt” skal fortolkes i overensstemmelse med parkeringsskivebekendtgørelsen, BEK nr. 327 af 29/04/2003 § 3, jf. færdselslovens § 93.
Der ligger således i formuleringen ”p-skive påbudt” et krav om, at der skal angives et entydigt starttidspunkt for parkeringen, idet parkering er tidsbegrænset og underlagt kontrol.
Hjemmelen og dermed det juridiske grundlag for at pålægge kontrolgebyr for at have mere end én p-skive er således den opslåede skiltning og retspraksis.
Det er derfor faktuelt forkert, når det anføres, at EuroPark udskriver ulovlige bøder.
I den forbindelse har EuroPark henvist til, at når der parkeres på et privat område, er parkering og standsning ikke specifikt reguleret i færdselslovgivningen eller vejlovgivningen.
Etablering af parkeringsrestriktioner og udførelse af parkeringskontrol på en privat parkeringsplads er et rent privat anliggende.
Det redaktionelle stof
Det er ligeledes faktuelt forkert, at EuroPark skulle have anmodet Justitsministeren og siden politiet om at få lov til at pålægge kontrolgebyr for at have mere end én p-skive.
EuroPark forespurgte alene Justitsministeriet om, hvem der var påtaleberettiget i henhold til parkeringsskivebekendtgørelsen.
Hertil svarede Justitsministeriet, at det blandt andet var politiet, og at private parkeringsselskaber kunne pålægge kontrolgebyrer på private områder, da dette er et rent privatretligt anliggende.
Det er faktuelt forkert, at EuroPark ”har svært ved at holde sig til loven”.
Det anførte omkring den tabte afgørelse i Sø- og Handelsretten ændrer ikke herved, idet faktum er, at man ikke kan slå op i loven og læse, at det er ulovligt at pålægge et rykkergebyr på den første rykker.
I rentelovens § 9b, stk. 1 anføres alene ”såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr)”.
Efter lovens ordlyd forfalder rykkergebyret således ved fremsendelsen.
At det skal være modtaget af den pågældende blev først endelig fastlagt ved domstolene.
Det er faktuelt forkert og en udokumenteret påstand, når det anføres, at ”FDM gerne ser, at EuroPark forsøger at kræve sin ret ved en domstol, men hver gang en konflikt er på vej op i en spids, trækker parkeringsselskabet sig” og at ”… EuroPark frafalder kravet”.EuroPark forfølger sine sager i retten.
At der findes FDM sager, som endnu ikke har været i retten, er ikke et udtryk for, at man har frafaldet kravet, idet kravene er fastholdt over for FDM, og sagerne afventer således blot udtagelse af stævning hos selskabets advokat.
Endelig er det faktuelt forkert, at EuroPark ikke har ønsket at besvare FDMs spørgsmål.
EuroPark har blot anmodet om dokumentation for nogle af de fremsatte påstande, førend fremsendte spørgsmål ville blive besvaret.
Denne dokumentation modtog man aldrig, ligesom der ikke blev givet en svarfrist.
De uddybende spørgsmål blev først forelagt et par dage før den deadline, som EuroPark ikke blev præsenteret for.
Det er derfor ikke korrekt, at EuroPark skulle have haft rig mulighed for at udtale sig.
2.2 FDM – Magasinet Motors synspunkter
FDM har anført, at artiklen ikke indeholder faktuelt forkerte, udokumenterede oplysninger.
Spørgsmålet om, hvorvidt de af EuroPark udstedte parkeringsafgifter er ulovlige falder uden for Pressenævnets kompetence og bør afgøres ved domstolene.
Da spørgsmålene om afgifternes lovlighed i realiteten er af juridisk karakter, tager artiklens konklusion udgangspunkt i FDMs juristers udtalelser og vurderinger, hvilket også klart fremgår af artiklen.
EuroParks udlægning af gældende ret er efter FDMs opfattelse ikke korrekt.
Det fremgår af færdselsloven, at det kun er politiet og kommunerne, der er påtaleberettigede overfor forseelser i forhold til færdselsloven og i forhold til bekendtgørelser udstedt i medfør af færdselsloven, herunder parkeringsskivebekendtgørelsen.
Dette fremgår også af Justitsministeriets brev af 7. marts 2013.
Der er således ikke hjemmel til, at EuroPark opkræver parkeringsafgifter med henvisning til parkeringsskivebekendtgørelsen.
Da den opsatte skiltning på de respektive parkeringspladser ikke nævner, at man ikke må anvende mere end én p-skive, kan hjemlen heller ikke findes her.
Den retspraksis, EuroPark henviser til er, så vidt FDM er bekendt, alene byretsafgørelser, hvor spørgsmålet kun har været ensidigt belyst ved EuroParks påstande og anbringender, og ikke er blevet modargumenteret fra bilistens side.
De respektive dommere har således ikke taget stilling til spørgsmålet på et fuldt oplyst grundlag.
Som led i det generelle samarbejde mellem FDM og EuroPark fremsendte en af FDMs jurister den 26. februar 2013 en liste over de i alt 18 sager, der afventer, at EuroPark indbringer dem for retten. 13 af disse sager omhandler netop spørgsmålet omkring to p-skiver.
Den ældste af disse sager er fra 2010.
EuroPark meddelte ved mail af 12. marts 2013, at to af disse sager ikke ville blive forfulgt yderligere fra EuroParks og EuroIncassos side.
Disse to sager omhandler spørgsmålet omkring to p-skiver.
Der er ingen sager om spørgsmålet omkring to p-skiver, som EuroPark trods opfordring fra FDMs side har indbragt for retten.
Det er således i fuld overensstemmelse med fakta, når det i artiklen er anført, at EuroPark sylter sagen eller frafalder kravet, når FDM opfordrer til, at sagen indbringes for retten.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt EuroPark har anmodet Justitsministeriet og siden politiet om at få lov til at pålægge kontrolgebyrer for at have mere end en p-skive, har FDM forud for artiklen modtaget aktindsigt i EuroParks henvendelser til politiet og Justitsministeriet.
EuroPark har i en række tilfælde bedt diverse politikredse tage stilling til, om der var tale om et strafbart forhold, når en bilist parkerede med mere end én p-skive på en af EuroPark kontrolleret p-plads.
Det fremgår af EuroParks breve, at baggrunden for denne ønskede stillingtagen er, at EuroPark ønsker at kunne ’[…] opretholde den gode ro og orden, som efterhånden er herskende på de parkeringspladser, der er underlagt kontrol […] ’.
Indholdet af denne række breve til politikredsene er i det væsentligste identiske, og adskiller sig kun i detaljerne omkring den konkrete parkering.
Af Justitsministeriets svar til EuroPark af 7. marts 2012 fremgår, at EuroPark 5. januar 2012 bad Transportministeriet oplyse, hvem der kan pålægge en parkeringsafgift for overtrædelse af p-skivebekendtgørelsen.
Transportministeriet videresendte forespørgslen til Justitsministeriet.
Det synes ikke urimeligt at antage, at baggrunden for denne forespørgsel var, at EuroPark ønskede bekræftet, at de havde den fornødne hjemmel til at pålægge sådanne parkeringsafgifter.
Ligeledes synes det ikke fejlagtigt at beskrive ovenstående forhold, som at EuroPark har anmodet Justitsministeriet og politiet om at få lov til at pålægge parkeringsafgifter af denne type.
For så vidt angår spørgsmålet, om det var lovligt for EuroPark at pålægge rykkergebyr på første udsendte rykker, afgjorde Højesteret allerede i 2010, at EuroPark ikke lovligt uden videre kan pålægge rykkergebyr på første udsendte rykker.
Da EuroPark ikke rettede sig efter Højesterets dom, indbragte Forbrugerombudsmanden EuroPark for Sø- og Handelsretten.
Sø- og Handelsretten fastslog, at det var i strid med markedsføringsloven, at EuroPark ikke allerede fra 2010 efterlevede Højesterets dom.
Det er således fastslået ved såvel Højesteret som Sø- og Handelsretten, at EuroPark i denne sammenhæng ikke har holdt sig til loven.
EuroPark har anført, at artiklen har medført risiko for skade på EuroParks renomme.
Denne påstand må FDM Motor klart afvise.
Det er velkendt, at EuroPark i offentligheden har et blakket ry.
Det bekræftes da også i EuroParks henvendelse til Pressenævnet, da man efter det oplyste har igangsat en indsats for at forbedre sit omdømme.
Var EuroParks ry uplettet, var der naturligvis ikke behov for en sådan indsats.
En del af baggrunden for EuroParks renomme kan efter FDMs opfattelse findes i, at EuroPark som – så vidt vides – det eneste private parkeringsselskab undlod at følge retspraksis fastsat ved Højesterets dom fra 2010.
Ligeledes bidrager EuroParks indbringelse af bilisters parkering for politiet til EuroParks renomme, idet man i stedet for at anvende det sædvanlige retssystem og derved anlægge sag ved domstolene, vælger at indblande politiet i sagen.
EuroParks renomme skyldes således EuroParks handlinger, og artiklen i FDM Motor har blot beskrevet disse handlinger.
FDM Motor er et medlemsblad for bilister og dermed FDMs medlemmer.
FDM Motor har som medlemsblad en journalistisk frihed, og er dermed ikke underlagt EuroParks ønsker om, hvilke af EuroParks budskaber der skal bringes i Motor.
Det er ikke op til EuroPark at diktere, hvad der bringes i Motor.
FDMs journalist kontaktede forud for artiklen EuroParks direktør, [Person A], med henblik på at få hans svar på nogle konkrete spørgsmål til brug for artiklen.
Af den fremlagte mailkorrespondance fremgår, at [Person A] ved mail af 7. februar 2013 meddelte, at han ikke ønskede at udtale sig.
Det er derfor i overensstemmelse med faktum, når det i artiklen fremgår, at EuroPark ikke har ønsket at svare på spørgsmål fra Motor.
FDM har i denne forbindelse fremhævet, at EuroPark har fremsendt utilstrækkelig mailkorrespondance, idet [Person A]s afslag på at udtale sig for eksempel ikke fremgår.
EuroPark har ikke krav på at få udleveret dokumentation for baggrunden for journalistens spørgsmål.
Det stod EuroPark frit for at svare, at man ikke var enig i forudsætningerne i spørgsmålene, at man havde en anden opfattelse af tingene eller lignende.
I stedet valgte EuroPark ved direktør [Person A] at afvise at udtale sig.
EuroPark har ej heller krav på at få oplyst, inden for hvilken tidsfrist der ønskedes svar.
Det er velkendt at journalister er underlagt deadlines, og at svar derfor bør besvares inden rimelig tid.
I dette konkrete tilfælde havde EuroPark ved direktør [Person A] 8 dage til at svare, inden journalistens deadline den 8. februar 2013.
Det må antages at være rimelig tid.
FDM har i den forbindelse påpeget, at [Person A] allerede ved e-mail af 7. februar 2013 afviste at udtale sig.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet, om EuroPark har udskrevet parkeringsafgifter uden hjemmel hertil, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Dette forhold behandles derfor ikke.
God presseskik - forelæggelse
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den oplysningerne er krænkende for, jf. punkt A.1 og A.3.
Pressenævnet finder, at påstandene om, at EuroPark udskriver ulovlige parkeringsafgifter og bevidst sylter sagerne mod FDM kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for EuroPark, og oplysningerne har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for klager.
Efter det oplyste lægges det til grund, at FDM har forelagt EuroPark spørgsmål om parkeringsafgift ved montering af to parkeringsskiver den 28. januar, den 1. februar og den 4. februar 2013.
[Person A] afviste den 7. februar og 11. februar 2013 at udtale sig før den 20. februar 2013, hvor han skulle have et møde med lederen af FDMs juridiske rådgivning, Per Alkestrup.
Endvidere ønskede [Person A] to spørgsmål stillet til journalisten besvaret, før han ønskede at udtale sig.
Pressenævnet finder, at FDM har givet EuroPark tilstrækkelig mulighed for at udtale sig, inden journalistens deadline for artiklen udløb.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af FDM for ikke at have forelagt EuroPark artiklens krænkende oplysninger tilstrækkeligt.
Under hensyn til tidsforløbet og indholdet af de mails, [Person A] sendte til journalisten, kan det ikke føre til et andet resultat, at journalistens deadline ikke blev oplyst over for EuroPark.
Genmæle
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Efter § 38 skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og indholdet må ikke være retsstridigt.
Genmælet kan af vedkommende medie kræves udformet af den, der anmoder om genmæle.
I artiklen oplyses det, at EuroPark har bedt politiet og Justitsministeriet om at få lov til at pålægge parkeringsafgift for to p-skiver.
Nævnet finder, at der er tale om en oplysning af faktisk karakter, der er egnet til at påføre EuroPark økonomisk eller anden skade af betydning.
Efter det for nævnet oplyste lægges det til grund, at EuroPark har anmodet Politimesteren [Politidirektøren (Pressenævnet)] hos Sydøstjyllands Politi om stillingtagen til, om der var tale om et strafbart forhold i et tilfælde, hvor en bilist havde parkeret med to p-skiver.
Det lægges endvidere til grund, at EuroPark har anmodet Justitsministeriet om en stillingtagen til, hvem der kan pålægge en parkeringsafgift for overtrædelse af parkeringsskivebekendtgørelsen.
Det ses ikke dokumenteret, at disse anmodninger har karakter af at være anmodninger om at kunne pålægge parkeringsafgift, når en bilist anvender to p-skiver.
EuroPark er derfor berettiget til at få bragt et genmæle herom.
Pressenævnet finder endvidere, at den sidste del af underrubrikken ”[…] det udskriver fortsat ulovlige bøder til bilister med to p-skiver” indeholder udsagn om, at det er fastslået, at EuroParks udskrivning af parkeringsafgift ved parkering med to p-skiver på private områder er ulovlig.
Af Justitsministeriets svar til EuroPark fremgår, at det på privatejede områder er den enkelte ejer, der som led i sin almindelige rådighed over ejendommen vil kunne fastsætte vilkår for benyttelse af parkeringspladsen.
Justitsministeriet har ikke i svaret fastslået, at det vil være uberettiget, hvis EuroPark på privatejede områder udskriver parkeringsafgift til bilister, der parkerer med to parkeringsskiver monteret, og da FDM’s udsagn om, at det er ulovligt at parkere med to parkeringsskiver, heller ikke på andet grundlag findes at være utvivlsomt rigtigt, er EuroPark berettiget til et genmæle heroverfor.
I den påklagede artikel oplyses det desuden, at EuroPark sylter sagerne eller frafalder kravet, hver gang FDM beder EuroPark om at stævne.
Efter det for nævnet oplyste havde FDM den 26. februar 2013 i alt 18 uafsluttede sager hos EuroPark.
Det er oplyst, at EuroPark havde bestemt, at kravet om betaling af parkeringsafgift ikke ville blive fastholdt i 4 af disse sager.
Der foreligger ikke for nævnet dokumentation for udsagnet om, at ”hver gang FDM beder EuroPark om at stævne, sylter de sagen eller frafalder kravet”, og EuroPark er derfor berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.
Pressenævnet finder, at rubrikken ”EuroPark udskriver ulovlige bøder” i sammenhæng med den første del af underrubrikken ”EuroPark har svært ved at holde sig på den rigtige side af loven.
Det private P-selskab er dømt til at tilbagebetale ulovligt opkrævede rykkergebyrer […]” og artiklens indhold indeholder udsagn om, at EuroParks ulovligt har opkrævet rykkergebyr ved første henvendelse til en bilist i anledning af manglende betaling af parkeringsafgift opkrævet ved et girokort anbragt under vinduesviskeren på en parkeret bil.
Efter Højesterets dom gengivet i UfR 2010.1534 og Sø- og Handelsrettens dom af 31. januar 2013 er det fastslået, at EuroPark ikke er berettiget til at opkræve sådanne gebyrer.
EuroPark er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.
Europark er herefter berettiget til ved henvendelse til den ansvarshavende redaktør af FDM – Magasinet Motor at få bragt et genmæle i det ovenfor fastslåede omfang.
Genmælet skal udformes af EuroPark og være i overensstemmelse med det ovenfor anførte og med medieansvarslovens § 38.
Genmælet sendes til FDM – Magasinet Motor med henblik på offentliggørelse i overensstemmelse med reglerne i medieansvarslovens § 39.
Afgjort den 21. maj 2013