Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00366-2

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00366-2

Resumé

I flere artikler om et adoptivbarn fra Etiopien skriver Politiken krænkende om adoptivforældrene uden at give adoptivforældrene mulighed for at svare på kritikken.

Det er imod god presseskik.

Derfor får Politiken kritik.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særligt grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, oplysningerne vedrører jf. punkt A.1 og A.3.

Politiken angiver i artiklen ”[Adoptivdatteren] må nu skrive til mor fire gange årligt”, at [Adoptivdatteren] er 13 år gammel.

Klagerne har anført, at [Adoptivdatteren] er 12 år gammel.

På baggrund af sagens oplysninger, hvor der igennem hele forløbet har været tvivl om [Adoptivdatteren]s rigtige alder, finder nævnet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik.

I samme artikel har parterne afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt Næstved Kommune har blokeret for [Adoptivdatteren]s adgang til at skrive breve til sin biologiske familie.

På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

Nævner udtaler ikke kritik.

Pressenævnet finder, at en del af oplysningerne bragt i de påklagede artikler kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager 1] og [Klager 2], hvorfor de skulle have været efterprøvet i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for klagerne

Sådan som sagen foreligger oplyst, lægger nævnet til grund, at klagerne ikke har fået forelagt oplysningerne bragt i artiklerne inden offentliggørelsen.

Pressenævnet udtaler på denne baggrund kritik af Politiken for ikke at have forelagt klagerne oplysningerne i artiklerne inden offentliggørelse.

Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Andres tillid må ikke misbruges.

Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser.

Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges, jf. punkterne B.1 og B.5.

Pressenævnet finder, at forholdene for adoptivbørn har almen interesse, og at det var berettiget at omtale [Adoptivdatteren]s sag.

Udgangspunktet er, at det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaverne at offentliggøre navne og billeder af børn i følsomme sager, som den foreliggende.

Partnerne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt [Adoptivdatteren] var anbragt uden for hjemmet med eller uden klagernes samtykke i november 2012.

På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

Pressenævnet tager som udgangspunkt ikke stilling til, om forældremyndighedsindehaverne kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen situation.

Det vil imidlertid være udtryk for god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en interessekonflikt med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse.

I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges ret til at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens accept.

Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin offentlige fremtræden.

Pressenævnet finder, at barnets ytringsfrihed i det konkrete tilfælde må veje tungere end kravet om at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaverne.

Pressenævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens særlige omstændigheder, sådan som de foreligger oplyst for nævnet, herunder at barnet er 12-13 år gammelt og at kritikken netop retter sig imod adoptivforældrene og den anbringende kommune.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Politiken for ikke på forhånd at have indhentet tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken og politiken.dk at offentliggøre følgende

[”Rubrik”]

Pressenævnet kritiserer Politiken for ikke at lade adoptivforældrene svare på avisens kritik.

[”Brødtekst” ]

I flere artikler om et adoptivbarn fra Etiopien har Politiken bragt oplysninger som kan være krænkende for adoptivforældrene.

Det drejer sig bl.a. om artiklen ”[Adoptivdatteren] må nu skrive til sin mor fire gange årligt” som blev bragt i Politiken i november 2012.

Oplysningerne som kunne virke krænkende blev ikke forelagt adoptivforældrene inden offentliggørelsen.

Politiken burde have givet adoptivforældrene mulighed for at svare på kritikken.

Da det ikke er sket udtaler Pressenævnet sin kritik af Politiken.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på www.pressenaevnet.dk”

* * *

Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet.

En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.

[Klager 1] og [Klager 2] har klaget til Pressenævnet over artikler bragt i Politiken og på politiken.dk den 17. november 2012, den 18. november 2012 og den 29. november 2012, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Politiken bragte i 2012 en række artikler om pigen [Adoptivdatteren], som er adopteret fra Etiopien af danske forældre.

Forældrene klagede i november 2012 til Pressenævnet over artiklerne, som var bragt i juni, juli og november 2012.

Ved kendelse af 4. januar 2013 afviste Pressenævnet, at realitetsbehandle klagen over artiklerne, som var bragt i juni og juli under henvisning til, at klagefristen var overskredet jf. medieansvarslovens § 43, stk. 3.

Klagen over artiklerne fra november 2012 realitetsbehandles herefter.

Politiken bragte den 17. november 2012 artiklen ”[Adoptivdatteren] må nu skrive til mor fire gange årlig” med underrubrikken ”Den etiopiske pige [Adoptivdatteren] blev bortadopteret til Danmark som næsten tiårig, hvorefter alt gik galt.

Hun har nu fået lov til igen at få kontakt med sin biologiske mor og søster”.

Af artiklen fremgik følgende

”[ADOPTIVDATTEREN]SAGEN

Fire breve om året må nu sendes med post fra en dansk villa i Næstved til en postboks i provinsbyen Assela i Etiopien.

Den sejr har den etiopiske pige [Adoptivdatteren], som i dag er 13 år, vundet efter godt tre år i Danmark.

Brevene bliver hendes livline til den mor og storesøster, hun er vokset op med, men som hun blev adskilt fra, da hun som knap tiårig blev adopteret til Danmark.

»Det er jeg rigtig, rigtig meget glad for« siger [Adoptivdatteren] over sin mobiltelefon til Politiken.

»Fordi de ikke har givet mig lov til at gøre det før.

Jeg ved heller ikke, hvorfor de har ændret det pludseligt, men det er kun godt«, synes hun.

Dermed har Næstved Kommune skiftet kurs i forhold til [Adoptivdatteren], som 26. juni, efter en række artikler i Politiken om sagen, fik lov til at komme tilbage til den plejefamilie, hun foretrækker at være hos.

Jurist i Amnesty International Claus Juul glæder sig over brevfriheden på [Adoptivdatteren]s vegne.

»Man udsletter jo ikke en biologisk familie fra en niårig piges sind ved at sige, at hun ikke må se dem«, siger han.

Breve vil hjælpe [Adoptivdatteren]

Claus Juul mener, der er et hul i lovgivningen om adoption, når myndigheder og adoptivforældre kan afskære børn fra kontakt med deres biologiske familie.

»Man kan ikke forestille sig nogen anden situation, hvor man ville gøre dette.

I Danmark skulle moderen og faderen være narkomaner eller pædofile«, siger han.

Psykolog Lene Kamm, som er faglig leder af den såkaldte PAS-rådgivning under Familiestyrelsen, hvor psykologer rådgiver adoptivforældre efter adoptionen, mener, at tilladelsen til at skrive breve er psykologisk meget vigtigt for [Adoptivdatteren].

»Det vil kunne hjælpe hende med at hele det brud, der er sket, og komme overens med alle omstændighederne, få kontinuiteten tilbage og komme i en sund udvikling igen«, siger hun.

Børne- og kulturdirektør i Næstved Per B.

Christensen afviser, at det er kommunen, der tidligere har modsat sig, at [Adoptivdatteren] har kontakt til sin biologiske familie.

»Som kommune og myndighed har vi ikke nogen selvstændig holdning til spørgsmålet om [Adoptivdatteren]s relation til sin biologiske familie.

Den sag beror på adoptivfamiliens tilladelse.

Men vi synes, det er rigtig positivt«.

Mod kommunens beslutninger

Siden Næstved Kommune tog imod rådgivning fra eksperter udsendt af Socialministeriets specialenhed Viso, har eksperterne omgjort de fleste af Næstved Kommunes beslutninger

[Adoptivdatteren] kom hurtigt hjem til plejefamilien, hvor hun nu har fået lovning på, at hun kan blive, til hun er voksen.

Hun arbejder hårdt på at indhente de store huller i sin skolegang, som de seneste års turbulens og tvangsflytninger har forårsaget.

Og i oktober fik hun langt om længe, efter et helt års adskillelse, lov til at mødes med sin lillesøster, som stadig bor hos adoptivforældrene.

»Det var dejligt!

Jeg troede, hun ville have glemt mig, men næh, nej«, fortæller en glad [Adoptivdatteren].

»Jeg kunne godt mærke, det er længe siden, fordi hun er vokset.

Men jeg fik mange kram«, siger hun.

Samværet foregår i to timer hver 14. dag hjemme hos plejefamilien.

Adoptivforældrene er til stede, og det hele overvåges af medarbejdere fra kommunen.

I starten var [Adoptivdatteren] tilbageholdende, men nu hilser hun høfligt på sine adoptivforældre og fortæller om sin hverdag.

Ingen rejse til Etiopien

[Adoptivdatteren] har dog fortsat ikke udsigt til at få tilladelse til at rejse på besøg hos sin mor og søster i Etiopien, selv om det er et af hendes største ønsker.

I det første udkast til plejekontrakt, som Næstved Kommune kom med, stod der eksplicit, at [Adoptivdatteren] »ikke må tages med til Etiopien«.

Det afviste plejeforældrene [Person A] og [Person B] at skrive under på.

I forvejen skal de som plejeforældre have tilladelse til at tage deres plejebørn med på rejser til udlandet, så de fandt den særlige Etiopienklausul urimelig og overflødig, og den er nu fjernet fra kontrakten.

Men ifølge Per B.

Christensen vil Næstved Kommune fortsat følge adoptivforældrenes ønsker, når det gælder et eventuelt besøg i hjemlandet.

»Vi mener, det er adoptivforældrenes kompetence.

Det ændrer en tvangsfjernelse ikke ved lovgivningsmæssigt.

Men hvis det er [Adoptivdatteren]s tarv at rejse til Etiopien, skal forældrene tilgodese det behov, og det rådgiver vi dem selvfølgelig til«.

Ifølge psykolog Lene Kamm bør kommunen ikke følge adoptivforældrenes ønske om et rejseforbud.

»Det lyder absolut ikke som en rimelig klausul.

Generelt bør der ikke laves den slags restriktioner, tværtimod bør det være barnets ret at opsøge de biologiske forældre, hvis hun har brug for det«.

Juridisk rådgiver i Amnesty International Claus Juul er stærkt kritisk over for forbuddet mod, at [Adoptivdatteren] besøger sin familie i Etiopien.

»Der er vel heller ingen, der siger, at indvandrerbørn ikke må tage på ferie i Tyrkiet og se deres familie«, siger han.

Claus Juul mener, man næsten kan sammenligne den type adoption, hvor man afbryder enhver kontakt til den biologiske familie, med en bortførelse.

»Jeg tror ikke, [Adoptivdatteren] har skrevet under på, at hun aldrig, aldrig skal se sin mor og søster igen«, siger han.

Til artiklen var indsat en faktaboks med rubrikken ”SAGEN KORT” .

Af denne fremgik følgende

”[ADOPTIVDATTEREN]S HISTORIE

[Adoptivdatteren] kom til Danmark i august 2009 sammen med sin lillesøster.

Men for [Adoptivdatteren] blev omplantningen til en dansk familie ikke en lykkelig løsning.Adoptionen endte i et tumultagtigt forløb, hvor [Adoptivdatteren] først blev opgivet af sine adoptivforældre, anbragt i en plejefamilie og derefter flyttet med magt til et opholdssted”.

Til artiklen var tillige indsat et billede af [Adoptivdatteren], hvor hun sidder med ryggen til kameraet.

Under billedet var indsat følgende tekst

BARNETS STEMME.

Adoptivbarnet [Adoptivdatteren] fra Etiopien fortalte i sommer sin historie til Politiken.

Den 18. november 2012 bragte politiken.dk artiklen ”Ny film rejser hård kritik af [Adoptionsbureau]” med underrubrikken ”TV-dokumentar viser, at dansk adoptionsbureau ser passivt til, mens etiopisk børnehjem lokker søskendepar fra forældre”.

Af artiklen fremgik følgende

” […]

Mødet indgår i dokumentarfilmen [Film], som har premiere i dag på dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam.

I filmen følger den danske instruktør [Person C] gennem fire år to etiopiske søskende og deres to forældrepar - de biologiske forældre i Etiopien og adoptivforældrene i Danmark.

Adoptionen udvikler sig til et mareridt for alle parter

»Jeg er vidne til en udvikling, der bliver stadig mere hjerteskærende begge steder, og til svigt på svigt fra dem, der burde hjælpe«, siger [Person C].

Amnesty International mener, at forløbet er i strid med FN's Børnekonvention, der slår fast, at man altid skal tage udgangspunkt i barnets tarv, og man må ikke afskære barnet fra dets familie.

Filmen dokumenterer en række af de samme forhold, som Politiken har beskrevet i artikler om pigen [Adoptivdatteren] og hendes lillesøster, som er blevet bortadopteret fra Etiopien til et ægtepar i Næstved.

Først for en uge siden indvilgede [Adoptionsbureau] efter aftale med Ankestyrelsen i at indstille formidlingen af børn fra [Børnehjem].

[Adoptionsbureau] ønsker ikke at tale med Politiken, men skriver, at »ingen kan se den film uden at blive dybt berørt.

Alle parter efterlades som fortabte og står tilbage i en dybt ulykkelig situation«”.

Den 29. november 2012 bragte Politiken artiklen ”Adoption

To sager med fælles træk” med underrubrikken ” Ved to adoptioner fra Etiopien er løfter til forældrene brudt, og børn er blevet anbragt.

Artiklen blev samme dag bragt på politiken.dk under rubrikken ”Fakta

To adoptionssager med fælles træk” med underrubrikken ” Ved to adoptioner fra Etiopien er løfter til forældrene brudt, og børn er blevet anbragt.” Af artiklerne fremgik følgende

”[Adoptivdatteren]sagen

[Adoptivdatteren] var knap 10 år og ikke 6 år, som der stod i papirerne, da hun i 2009 sammen med sin lillesøster på 2 år blev adopteret af et par i Næstved.

Hendes mor var hiv-smittet og frygtede at dø.

Moderen blev overtalt til at adoptere af direktør [Person D] fra børnehjemmet [Børnehjem], som bl.a. lovede hende at støtte [Adoptivdatteren]s dengang 13-årige storesøsters uddannelse.

l Danmark gik adoptionen galt, blandt andet fordi [Adoptivdatteren] savnede sin mor og søster.

Efter 1,5 år bad [Adoptivdatteren] selv om hjælp og fortalte, at hun blev slået.

Adoptivforældrene gav op og bad kommunen anbringe [Adoptivdatteren].

Da de senere fortrød og ville have [Adoptivdatteren] tilbage, nægtede [Adoptivdatteren] at forlade sin plejefamilie.

Efter en voldsom tvangsflytning af [Adoptivdatteren] og et kort ophold på børnehjem fik hun lov at blive i plejefamilien.

l Etiopien fik [Adoptivdatteren]s mor ikke de opfølgningsrapporter om sine børn, hun havde fået lovning på, og [Adoptionsbureau]s lokale kontor afviste at hjælpe.

Hun fik heller aldrig hjælp til sin ældste datters skolegang.

Først da Politiken kom på besøg, blev kontakten mellem mor og datter genetableret.

Politiken erfarede videre, at børnehjemmets lokale afdeling var blevet lukket af myndighederne.

Reaktionen fra socialminister Karen Hækkerup (S) var at bede Ankestyrelsen undersøge sagen.

Undersøgelsen begyndte i juli og er ikke afsluttet endnu.

[Adoptionsbureau] har netop besøgt Etiopien, hvorfra de tilbageviser Politikens oplysninger.

Formidling af børn fra børnehjemmet [Børnehjem] er midlertidigt indstillet efter aftale med Ankestyrelsen.

[Adoptivdatteren] har det i dag godt hos sin plejefamilie og har fået lov at skrive til sin mor og søster i Etiopien.

[Adoptivdatteren]s lillesøster er fortsat hos adoptivforældrene.

[Pigen B]s sag

[…].”

Til artiklen var tillige indsat et flere år gammelt billede af [Adoptivdatteren], som mindre, og et billede af et andet barn (formodentlig af det andet barn, der omtales i artiklen).

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager 1] og [Klager 2]s synspunkter

[Klager 1] og [Klager 2] har anført, at Politiken har krænket familiens privatliv.

[Adoptivdatteren]s er navn bragt i alle de påklagede artikler uden klagernes tilladelse.

Politiken har tidligere taget et billede af klagernes datter uden deres tilladelse.

Billedet er bragt i artiklen af 17. november 2012.

I artiklen af 29. november 2012 har Politiken endvidere bragt et gammelt billede af [Adoptivdatteren], som er taget, da hun boede på børnehjem i Etiopien.

Billeder af mindreårige må kun bringes med forældremyndighedsindehavernes samtykke.

Dette forhold kan ikke tilsidesættes ved, at det er barnet selv, der udleverer billederne.

Politiken har interviewet [Adoptivdatteren] telefonisk i forbindelse med artiklen den 17. november 2012 uden klagernes samtykke.

Politiken har været ukritisk over for udtalelserne fra et 12-årigt barn, som ikke kan forventes at være klar over virkningerne af sine udtalelser.

[Adoptivdatteren] har vanskeligheder ved at indgå i sociale sammenhænge og Politiken sætter sig på ingen måde ind i disse vanskeligheder.

Det er uforståeligt, at mediet vælger at bringe en så personlig og subjektiv historie – og tillige beskriver sagen ensidigt og unuanceret.

Det er ikke korrekt, når Politiken anfører, at deres fremstilling og [Adoptivdatteren]s udtalelser understøttes af sagens akter og tredjepartsudsagn.

Der er ganske få, der mener som Politiken, men dette har mediet valgt at se bort fra, idet dette ikke harmonerede med den linje, som Politiken har valgt fra starten.

Klagerne har anført, at der er faktuelle fejl i artiklen af 17. november 2012.

[Adoptivdatteren] er rettelig 12 år og ikke 13 år, som Politiken har skrevet.

Politiken skriver i artiklen ”[Adoptivdatteren] må nu skrive til mor fire gange årlig”, at Næstved Kommune har blokeret for dette.

Det er ikke korrekt.

Praksis er normalt, at der ikke er kontakt mellem adoptivbarn og biologisk mor efter adoptionen.

På baggrund af anbefalinger fra en psykolog har Næstved Kommune og klagerne imidlertid besluttet, at [Adoptivdatteren] kan skrive fire gange årligt til sin biologiske mor.

Politiken har ikke været interesseret i klagerens udlægning i sagen.

Da mediet henvendte sig til klagerne, var det tydeligt, at mediet ikke var interesseret i at høre klagernes synspunkter, men allerede havde skrevet historien.

Artiklerne efterlader det indtryk, at det er klagerne, der er problemet i sagen, og Politiken forholder sig ikke til de vanskeligheder, der kan være forbundet med at adoptere så stort et barn både for familien og for barnet.

Politiken har udstillet klagerne og deres families privatliv.

[Klager 1] og [Klager 2] har anført, at de har været magtesløse og ikke har kunnet beskytte deres børn mod Politiken.

Mediet har kun jagtet sensationen med deres subjektive og beskidte journalistik uden at tage hensyn til de menneskelige og familiemæssige omkostninger, klagerne har været udsat for.

I næsten hver eneste artikel, som omhandler adoption, henvises til klagernes sag og deres datters navn.

Politiken bør respektere klagernes privatliv og ikke længere bringe billeder af deres børn og deres navne samt stoppe med at kontakte [Adoptivdatteren].

2.1 Politiken og politiken.dk’s synspunkter

Politiken har anført, at mediet ikke har overtrådt god presseskik i de pågældende artikler.

Selve [Adoptivdatteren]-sagen har en principiel karakter, som nyder stor og berettiget interesse fra offentligheden.

Artiklerne handler dels om [Adoptivdatteren]s adgang til at skrive breve til sin biologiske mor, hvilket Næstved Kommune ikke længere blokerer for og dels nævnes [Adoptivdatteren]s sag i forbindelse med dækningen af en anden adoptionssag fra Etiopien.

Der er tale om en loyal fremstilling af de faktiske omstændigheder.

Fokus i artiklerne har været på Næstved Kommunes rolle i sagen.

Desuden rejses der kritik af [Adoptionsbureau].

Klagerne omtales yderst begrænset og i øvrigt anonymiseret i de tre artikler.

Politiken har ikke fundet det relevant at indhente klagernes kommentarer, da artiklerne kun indirekte rummer en kritik af klagerne.

Der er tale om faktuelle referater af forløbet i [Adoptivdatteren]-sagen.

Politiken har grundigt overvejet beslutningen om at dække sagen og bringe artiklerne i november.

Politiken har været fuldt ud bevidst om, at der skal vises særlige hensyn over for personer, som ikke kan forventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser.

De seneste års sager om børn og unges til tider problematiske opvækstvilkår og de særlige problemer, der knytter sig til adoptioner, har understreget vigtigheden af, at medierne på ansvarlig vis tager emnerne op.

Det må i særlige tilfælde nødvendigvis kunne ske uden at indhente forældrenes eller relevante myndigheders tilladelse, idet børn og unges ytringsfrihed må respekteres.

I den konkrete sag, står det klart at [Adoptivdatteren] er en klog og velformuleret pige, der udtrykker sig klart, afbalanceret og sammenhængende.

Hun fremstår stringent og rimelig i sine argumenter.

Videre har Politikens fremstilling bygget på adgang til de centrale akter i sagen og tredjepartsvidner, der understøtter [Adoptivdatteren]s udtalelser.

Endeligt gælder det særlige forhold, at [Adoptivdatteren] er anbragt uden for hjemmet uden klagernes samtykke.

Det må derfor formodes at være Næstved Kommune, der skal give tilladelse til, at Politiken kontakter [Adoptivdatteren].

Eftersom [Adoptivdatteren] er i konflikt med klagerne, ville det være forkert at give dem mulighed for at forhindre [Adoptivdatteren] i at ytre sig.

[Adoptivdatteren] har selv udleveret det pågældende billede og givet tilladelse til at bringe det.

Det er omkring tre år gammelt og derfor næppe muligt at genkende personerne.

Efter anmodning fra klagerne er billedet dog fjernet fra politiken.dk.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særligt grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, oplysningerne vedrører jf. punkt A.1 og A.3.

Politiken angiver i artiklen ”[Adoptivdatteren] må nu skrive til mor fire gange årligt”, at [Adoptivdatteren] er 13 år gammel.

Klagerne har anført, at [Adoptivdatteren] er 12 år gammel.

På baggrund af sagens oplysninger, hvor der igennem hele forløbet har været tvivl om [Adoptivdatteren]s rigtige alder, finder nævnet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik.

I samme artikel har parterne afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt Næstved Kommune har blokeret for [Adoptivdatteren]s adgang til at skrive breve til sin biologiske familie.

På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

Nævner udtaler ikke kritik.

Pressenævnet finder, at en del af oplysningerne bragt i de påklagede artikler kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager 1] og [Klager 2], hvorfor de skulle have været efterprøvet i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for klagerne

Sådan som sagen foreligger oplyst, lægger nævnet til grund, at klagerne ikke har fået forelagt oplysningerne bragt i artiklerne inden offentliggørelsen.

Pressenævnet udtaler på denne baggrund kritik af Politiken for ikke at have forelagt klagerne oplysningerne i artiklerne inden offentliggørelse.

Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Andres tillid må ikke misbruges.

Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser.

Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges, jf. punkterne B.1 og B.5.

Pressenævnet finder, at forholdene for adoptivbørn har almen interesse, og at det var berettiget at omtale [Adoptivdatteren]s sag.

Udgangspunktet er, at det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaverne at offentliggøre navne og billeder af børn i følsomme sager, som den foreliggende.

Partnerne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt [Adoptivdatteren] var anbragt uden for hjemmet med eller uden klagernes samtykke i november 2012.

På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

Pressenævnet tager som udgangspunkt ikke stilling til, om forældremyndighedsindehaverne kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen situation.

Det vil imidlertid være udtryk for god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en interessekonflikt med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse.

I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges ret til at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens accept.

Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin offentlige fremtræden.

Pressenævnet finder, at barnets ytringsfrihed i det konkrete tilfælde må veje tungere end kravet om at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaverne.

Pressenævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens særlige omstændigheder, sådan som de foreligger oplyst for nævnet, herunder at barnet er 12-13 år gammelt og at kritikken netop retter sig imod adoptivforældrene og den anbringende kommune.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Politiken for ikke på forhånd at have indhentet tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken og politiken.dk at offentliggøre følgende

[”Rubrik”]

Pressenævnet kritiserer Politiken for ikke at lade adoptivforældrene svare på avisens kritik.

[”Brødtekst”]

I flere artikler om et adoptivbarn fra Etiopien har Politiken bragt oplysninger som kan være krænkende for adoptivforældrene.

Det drejer sig bl.a. om artiklen ”[Adoptivdatteren] må nu skrive til sin mor fire gange årligt” som blev bragt i Politiken i november 2012.

Oplysningerne som kunne virke krænkende blev ikke forelagt adoptivforældrene inden offentliggørelsen.

Politiken burde have givet adoptivforældrene mulighed for at svare på kritikken.

Da det ikke er sket udtaler Pressenævnet sin kritik af Politiken.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på www.pressenaevnet.dk”

* * *

Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet.

En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.

Afgjort den 16. april 2013