Strakspåbud om, at der ikke må ryges indendørs. Efterkommelsesfrist/opsættende virkning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Strakspåbud om, at der ikke må ryges indendørs.
Efterkommelsesfrist/opsættende virkning
Arbejdstilsynet afholdt tilsynsbesøg på en bodega, hvor det blev konstateret, at der blev røget.
Arbejdstilsynet opmålte bodegaens serveringsareal til cirka 47 m 2 .
Arbejdstilsynet afgav herefter et strakspåbud om, at der ikke må ryges indendørs på bodegaen.
Arbejdstilsynet tillagde samtidig påbuddet opsættende virkning, hvis der blev klaget rettidigt.
Ejeren af bodegaen angav i klagen, at han selv havde målt bodegaens serveringsareal til at være 36 m 2 .
Nævnet fastholdt påbuddet.
Nævnet lagde vægt på, at ejeren af bodegaen og Arbejdstilsynet efter Arbejdstilsynets egen opmåling af bodegaens serveringsareal, i samarbejde foretog en ny opmåling, hvor serveringsarealet blev angivet til cirka 50 m 2 .
Nævnet udtalte samtidig kritik af, at Arbejdstilsynet i afgørelsens klagevejledning havde oplyst, at en klage over et strakspåbud har opsættende virkning.
Arbejdsmiljøklagenævnet påpegede hertil, at afgørelsen om, at påbuddet skal efterkommes straks, har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er modtaget.
[Adressat udeladt]
[navn udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 18. december 2012 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 4. september 2012, hvor der er afgivet påbud om, at virksomheden skal sikre, at der ikke ryges indendørs.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på mødet desuden behandlet spørgsmålet om, at påbuddet er afgivet som et strakspåbud, herunder at Arbejdstilsynet i afgørelsen har oplyst, at en klage har opsættende virkning.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets strakspåbud om, at [navn udeladt] skal sikre, at der ikke ryges indendørs.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder, at påbuddet skal efterkommes straks.
B E G R U N D E L S E
Påbud om, at der ikke må ryges indendørs
Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget målte serveringsarealet til at være 47 m 2 .
Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet efterfølgende i samarbejde med ejeren af [navn udeladt] har foretaget en ekstra opmåling af serveringsarealet, og det af resultatet fremgår, at [navn udeladt]s serveringsareal er cirka 50 m 2 .
Det fremgår af reglerne i lov om røgfri miljø, at det ikke er tilladt at ryge indendørs i lokaliteter m.v., der er omfattet af loven.
Loven omfatter arbejdspladser og serveringssteder.
Det følger endvidere af reglerne i lov om røgfri miljø, at det kan besluttes, at rygning er tilladt indendørs på små værtshuse og udskænkningssteder, 1) der har alkoholbevilling, 2) hvor der ikke serveres egentlig mad, 3) hvor serveringsarealet er under 40 m 2 , og 4) hvor der er borde og stole på serveringsarealet.
[navn udeladt] har i klagen blandt andet anført, at virksomheden har målt serveringsarealet til at være cirka 36 m 2 .
Hertil skal nævnet bemærke, at [navn udeladt] og Arbejdstilsynet efterfølgende i fællesskab har opmålt bodegaens serveringsareal til at være cirka 50 m 2 .
[navn udeladt] har endvidere anført i klagen, at bodegaens to ansatte begge ryger, og at 80 procent af bodegaens gæster ryger.
Hertil skal nævnet bemærke, at det er uden betydning for afgørelsen af, om der må ryges på bodegaen, at bodegaens ansatte og størstedelen af bodegaens kunder ryger.
Strakspåbud og opsættende virkning
Arbejdstilsynet har afgivet påbud om, at [navn udeladt] skal sikre, at der ikke ryges indendørs, og at påbuddet skal efterkommes straks.
Arbejdsmiljøklagenævnet har konstateret, at Arbejdstilsynet i afgørelsen af 4. september 2012 har oplyst, at rettidig klage har opsættende virkning, og at virksomheden ikke behøver at rette sig efter påbuddet, mens klagen bliver behandlet.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil oplyse, at der i arbejdsmiljøloven ikke er hjemmel til at tillægge en klage over et strakspåbud opsættende virkning.
Lov om røgfri miljøer indeholder ikke klageregler.
Det er nævnt i lovens § 24, at Arbejdstilsynet varetager tilsynet med lovens overholdelse, jf. § 79 a, i lov om arbejdsmiljø.
Ifølge arbejdsmiljølovens § 79a, stk. 1, kan Arbejdstilsynet påbyde, at forhold, der strider mod lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist.
Ifølge arbejdsmiljølovens § 79a, stk. 4, kan klage over afgørelser, der træffes af arbejdstilsynet efter stk. 1, indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet.
§ 81, stk. 1 – 5, finder tilsvarende anvendelse.
Det fremgår af bemærkningerne til den nye § 79 a, i arbejdsmiljøloven, at henvisningen til arbejdsmiljølovens § 81, stk. 1 - 4, indebærer, at arbejdsmiljølovens regler om klagefrist, indgivelse af klagen, klagens opsættende virkning m.v. finder tilsvarende anvendelse for klager over de afgørelser, Arbejdstilsynet træffer om strakspåbud eller påbud med frist.
Ifølge arbejdsmiljølovens § 81, stk. 3, 2. punktum, fastsættes, at afgørelser efter lovens § 77, stk. 1, som skal bringes i orden straks, ikke har opsættende virkning.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal derfor udtrykke kritik af, at Arbejdstilsynet i strid med lov om røgfri miljøer og arbejdsmiljøloven, i afgørelsens klagevejledning har oplyst, at en klage har opsættende virkning.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal endelig for en ordens skyld oplyse, at denne afgørelse om, at påbuddet skal efterkommes straks, har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er modtaget.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser er truffet af et enigt nævn.
R E G L E R
Ved afgørelsen er anvendt følgende regler
Om værtshuse under 40 m²
Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud efter lov om røgfri miljøer
Om opsættende virkning
Reglerne kan læses på de følgende sider
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
[navn udeladt]
Kopi til
[Adressat udeladt]
[Adressat udeladt]
Regler
Indenrigs- og Sundhedsministeriets lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer
…
Kapitel 2
Generelle bestemmelser
…
§ 4.
I lokaliteter m.v., der er omfattet af loven, er det ikke tilladt at ryge indendørs, medmindre andet fremgår af lovens øvrige bestemmelser.
…
Kapitel 3
Arbejdspladser, institutioner, skoler m.v.
…
Indendørs arbejdspladser
…
§ 6.
Det er ikke tilladt at ryge indendørs på arbejdspladser, jf. § 4.
Stk. 2.
Det kan besluttes, at det er tilladt at ryge i arbejdslokaliteter, der alene tjener som arbejdsplads for én person ad gangen.
Stk. 3.
Det kan besluttes at indrette rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan finde sted.
…
Kapitel 5
Serveringssteder
…
§ 21.
Det er ikke tilladt at ryge indendørs på serveringssteder, jf. § 4.
…
Stk. 3.
Det kan besluttes at indrette rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan finde sted.
…
§ 22.
Det kan besluttes, at rygning er tilladt indendørs på små værtshuse og udskænkningssteder,
Stk. 2.
…
§ 24.
Tilsynet med overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i medfør af denne lov, varetages af Arbejdstilsynet, jf. § 79 a i lov om arbejdsmiljø, Søfartsstyrelsen, jf. § 20 a i lov om sikkerhed til søs, og transport- og energiministeren, jf. § 150 f i lov om luftfart og § 66 a i offshoresikkerhedsloven.
…
Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010
…
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 2.
…
§ 79 a.
Arbejdstilsynet fører som led i tilsynsvirksomheden efter denne lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer.
Arbejdstilsynet kan, eventuelt på nærmere angivne vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist.
Stk. 2.
§ 76 og de regler, der er udstedt i medfør heraf, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om udøvelsen af tilsynet.
Stk. 4.
Klage over afgørelser, der træffes af Arbejdstilsynet efter stk. 1, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet.
§ 81, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse.
…
Kapitel 14
Klageadgang
…
§ 81.
Stk. 3.
Rettidig klage har opsættende virkning, indtil Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger, eller nævnet bestemmer andet.
Klager over afgørelser om forhold efter § 77, stk. 1, som skal bringes i orden straks, samt afgørelser efter § 77, stk. 2 og 3, har ikke opsættende virkning.
Stk. 4.
…
–
§ 4, § 6, § 21, stk. 1 og stk. 3, samt § 22, stk. 1, i Indenrigs- og Sundhedsministeriets lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer.
–
§ 79 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
–
§ 81, stk. 3, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
1)
der har alkoholbevilling,
2)
hvor der ikke serveres egentlig mad,
3)
hvor serveringsarealet er under 40 m 2 , og
4)
hvor der er borde og stole på serveringsarealet.