Offererstatningslovens § 13

Offererstatningslovens § 13 – 2 årsfristen, nævnets j.nr. 12-520-23950

Ansøger blev i 1999 smittet med HIV-virus.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede i 2004, at ansøgers varige mén og erhvervsevnetab udgjorde henholdsvis 25 pct. og 35 pct. Nævnet udbetalte alene godtgørelse for varigt mén, idet erhvervsevnetabet blev dækket fra anden side.

Det fremgik af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, at det var Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at tilstanden kunne forværres, og at der kunne være grund til at forelægge sagen igen, såfremt der konstateredes AIDS i udbrud.

Ansøgers advokat anmodede i september 2012 om, at sagen igen skulle forelægges Arbejdsskadestyrelsen, idet ansøger nu havde fået konstateret AIDS i udbrud.

Advokaten medsendte en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at ansøger allerede tilbage i 2008 fik konstateret AIDS i udbrud.

Nævnet gjorde advokaten opmærksom på offererstatningslovens § 13.

Advokaten gjorde i den forbindelse gældende, at ansøger først senere opdagede, at hun havde fået diagnosen, og at hun – på grund af psykisk fortrængning og ingen væsentlig forværring af tilstanden – ikke troede på, at hun havde AIDS.

Nævnet afslog ansøgningen i medfør af offererstatningslovens § 13, stk. 3, og lagde vægt på, at ansøger allerede i 2008 fik diagnosen AIDS, og at det måtte lægges til grund, at ansøger i umiddelbar forlængelse heraf var blevet oplyst om dette.

Nævnet fandt ikke, at ansøgers eventuelle psykiske fortrængning, og det at hun ikke troede på, at hun havde AIDS, kunne føre til et andet resultat.