Offererstatningslovens § 1, konkret afgørelse om afgrænsningen mellem indirekte og direkte skadelidte, nævnets j.nr. 11-520-19432

Offererstatningslovens § 1, konkret afgørelse om afgrænsningen mellem indirekte og direkte skadelidte, nævnets j.nr. 11-520-19432

Ansøger i sagen var mor til 2 børn, der i 2005 var blevet bortført af deres far til Montenegro.

Sagen havde haft et langvarigt forløb i bl.a. Familiestyrelsen med henblik på udlevering af børnene.

Nævnet modtog i september 2011 en ansøgning om erstatning som følge af bortførelsen.

På dette tidspunkt var sagen formelt stadig under behandling ved politiet, men sat i bero, da udleveringen af børnene på dette tidspunkt så ud til at lykkes.

Nævnet valgte på denne baggrund at behandle sagen, selvom den ikke var afsluttet hos politiet.

Nævnet lagde til grund, at der var sket en overtrædelse af straffelovens § 215, men gav afslag på erstatning, da børnene og ikke ansøger selv måtte anses for at være de direkte skadelidte.

Nævnet lagde i den forbindelse særlig vægt på, at § 215 henviser til straf efter § 261 om frihedsberøvelse.