Ankestyrelsens principafgørelse 94-12 om arbejdsskade - erhvervsevnetabserstatning - deltid - årsløn - ligebehandling

Ankestyrelsens principafgørelse 94-12 om arbejdsskade - erhvervsevnetabserstatning - deltid - årsløn - ligebehandling

Resume

Østre Landsret fastslogi en sag om erstatning for tab af erhvervsevne ogårslønsfastsættelse til en kvinde, der var udsat for en arbejdsulykke, og som på ulykkestidspunktet var ansat på nedsat tid,at det ikke var godtgjort, at ansættelsen på nedsat tid alene var af midlertidig karakter som følge af hendes familiemæssige situation.

Derfor gav indtjeningen i de seneste 12 måneder før skaden et retvisende billede af hendes arbejdskraft på skadestidspunktet.

Østre landsret lagde vægt på, atkvinden på intet tidspunkt i sin karriere havde arbejdet på fuldtid og at børnene på skadestidspunktet var 13 og 16 år.

Østre Landsret bemærkede ligeledes, at denne fastsættelse af årslønnen ikke stred mod EØF-forordningen artikel 4 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring.

Love

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 17 og § 24

Afgørelse

Landsrettens dom

Ifølge påstand 1 skulle Ankestyrelsen anerkende, at A med virkning fra 1. november 2000 havde et erhvervsevnetab på 35 procent.

Ifølge påstand 2 skulle Ankestyrelsen anerkende, at A´s årsløn skulle fastsættes til indtægten ved fuldtidsarbejde som sygehjælper.

Ankestyrelsen har taget bekræftende til genmæle over for påstand 1 og skal i

overensstemmelse hermed anerkende, at A med virkning fra den 1.

november 2000 har et erhvervsevnetab på 35 %.

Parterne er for landsretten enige om, at A på intet tidspunkt fra hun kom på arbejdsmarkedet i 1968 til arbejdsskaden indtraf i 1994, har arbejdet fuld tid.

På tidspunktet for skadens indtræden I 1994 var børnene 13 og 16 år, og A arbejdede 17 ½ time om ugen i aftenvagter, hvilket siden 1984-1985 havde kunnet lade sig gøre ved, at hendes svigermor eller en ung pige passede børnene om aftenen i

de perioder, hvor hendes mand var bortrejst.

Under disse omstændigheder anser landsretten det ikke for godtgjort, at A ansættelse på nedsat tid alene var af midlertidig karakter som følge af hendes familiemæssige situation.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at A har forklaret, at hun i 1993 ansøgte om fuldtidsstillinger på det plejehjem, hvor hun i forvejen var ansat.

Herefter anses afgørelsen om årslønnens fastsættelse ikke for stridende mod artikel 4 i direktiv 79/7 EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring.

A´s indtjening i de seneste 12 måneder før skaden giver derfor et retvisende billede af hendes arbejdskraft på skadestidspunktet, og årslønnen er derfor med rette opgjort efter den da gældende arbejdsskadesikringslovs § 41, stk. 1, 1. pkt.

Ankestyrelsen frifindes herefter for påstand 2 om at fastsætte A´s årsløn til indtægten ved fuldtidsarbejde som sygehjælper.