Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00221
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00221
Resumé
Klager – en person – klagede over, at kronikkerne ”Sådan opstod folkekirken” og ”Lad kongehuset være i fred” ikke blev bragt i Villabyerne.
Pressenævnets formand udtaler
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Avisen er ikke forpligtet til at bringe klagers kronikker.
Klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1.
[Klager] har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at Villabyerne har tilsidesat god presseskik ved ikke at bringe hans kronikker, ”Sådan opstod folkekirken” og ”Lad kongehuset være i fred” .
[Klager] har til støtte for klagen bl.a. anført, at kronikkerne er indsendt på opfordring af andre borgere som kommentarer til Villabyernes faste klumme ”Præstetanker” .
Villabyernes lokalredaktør meddelte klager telefonisk den 6. marts 2012, at kronikkerne ikke var bragt, da indholdet ikke var tilstrækkeligt lokalt.
Klager er uforstående over for afvisningen.
[Klager] har videre oplyst, at kronikkerne ”Sådan opstod folkekirken” og ”Lad kongehuset være i fred” tidligere er bragt i Frederiksborg Amts Avis henholdsvis den 21. april 1999 og den 31. maj 2001.
Pressenævnets formand udtaler
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Avisen er ikke forpligtet til at bringe klagers kronikker.
Klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1.
Afgjort den 15. marts 2012