Legislator Case Law & Legislation
W20111041425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - ansættelse - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2011 10414 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - ansættelse - medhold

KEN#LOKDOK23 2011 10414 Valid

J.nr. 2500191-10

Det var forskelsbehandling pga.

national oprindelse, at en klager med russisk baggrund, fik afslag på en stilling som underviser og oversætter i russisk og engelsk.

Indklagede oplyste, at de kun ansatte danskere eller englændere til at undervise i engelsk.

Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2011 10414 Valid

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med afslag på en uopfordret ansøgning til et job som underviser og oversætter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sin ansøgning om et job, fordi hun ikke var dansk eller engelsk.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrenter fra den 13. september 2010, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, der er kommet til Danmark fra Rusland, sendte en uopfordret ansøgning til indklagede vedrørende et arbejde som underviser og oversætter i russisk og engelsk.

Indklagede oplyste i sit svar til klager, at de kun brugte danskere og indfødte til engelsk undervisning.

De oplyste videre, at de havde oprettet hende i deres emnebank og ville tage kontakt til hende, når/hvis behovet opstod.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at det er i strid med lovgivningen at diskriminere en person ud fra dennes etniske herkomst.

Hun ønsker på den baggrund en godtgørelse.

Indklagede påstår, at det vil være urimeligt, at kalde dem for diskriminerende vedrørende etnisk oprindelse.

Indklagede beskæftiger omkring 60 freelance undervisere med forskellig nationalitet.

De lever af at undervise i alverdens sprog og ønsker ikke at forskelsbehandle nogen.

De beklager deres sprogbrug i deres svar på klagers uopfordrede ansøgning.

Der var ikke tale om nogen form for diskriminering på grund af etnisk oprindelse, men forkert ordvalg.

Indklagede, der underviser primært erhvervsfolk i fremmesprog, tilbyder modersmåls undervisning, dvs. at underviseren underviser i sit modersmål.

Hvis det ikke er modersmålsundervisning har underviseren ofte en cand.ling.merc i erhvervssprog, og det er i mange tilfælde danskere der har taget denne eksamen.

Det, der menes i besvarelsen på ansøgningen, er, at de ikke vil benytte klager som engelskunderviser, men at de vil benytte hendes kvalifikationer som russiskunderviser, såfremt der måtte opstå et behov for dette.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet etnisk eller national oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en anden etnisk eller national oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte forskelsbehandling på grund af klagers nationale oprindelse, idet indklagede har afvist klagers ansøgning med den begrundelse, at hun hverken er dansk eller engelsk, og at denne begrundelse var egnet til at bibringe klager den opfattelse, at hun blev forskelsbehandlet på grund af sin nationale oprindelse.

Nævnet finder ikke, at indklagede har bevist at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke har bevist, at klager blev afvist ud fra en vurdering af hendes kvalifikationer, og ikke på grund af hendes nationale oprindelse.

Indklagede har derfor handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at klager søgte en stilling hos indklagede uopfordret.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrenter fra den 13. september 2010, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

<2500191-10>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →