Offererstatningslovens § 7, j.nr. 10-520-15901

Offererstatningslovens § 7, j.nr. 10-520-15901

Ansøger kom til skade i 1998.

Den 12-02-2001 tilkendte nævnet erstatning for erhvervsevnetab (25 pct.) svarende 525.000 kr.

Den 14-01-2004 vurderede Arbejdsskadesstyrelsen erhvervsevnetabet til 60 pct. mod tidligere 25 pct.

Ansøger anlagde herefter sag mod skadevolder med krav på 781.800 kr. for yderligere erstatning og godtgørelse for erhvervsevnetab og varigt mén.

Heri var det af nævnet tilkendte beløb fratrukket.

Byretten tilkendte ansøger det krævede beløb.

Sagen blev anket.

Herefter blev ankesagen forligt, således at skadevolder skulle betale 350.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav vedrørende voldsepisoden i 1998.

Advokaten oplyste overfor nævnet, at ansøger valgte at tiltræde forliget under hensyntagen til procesrisikoen i landsretten samt den omstændighed, at skadevolders betalingsevne ikke rakte til betaling svarende til byrettens dom.

Ansøger søgte herefter Erstatningsnævnet om erstatning svarende til differencen mellem byrettens dom og det indgåede forlig.

Nævnet meddelte afslag på yderligere erstatning/godtgørelse allerede som følge af det indgåede forlig mellem ansøger og skadevolder.

Afgørelsen blev truffet efter offererstatningslovens § 7, stk. 1, idet skadevolder ved forliget måtte antages at have godtgjort ansøger for skaden, og idet ansøger ved at indgå forliget havde afskåret sig fra at få yderligere erstatning, herunder fra Erstatningsnævnet.

Nævnet tog ikke stilling til, om forældelsesreglen i offererstatningslovens § 13 i sig selv måtte medføre, at nævnet ikke kunne behandle ansøgningen om yderligere erstatning.

Nævnet tog heller ikke stilling til, om værdien af forsikringsydelser og sociale ydelser – herunder værdien af ansøgers fleksjobtilskud – ville udelukke yderligere erstatning fra nævnet, jf. herved den dagældende offererstatningslovs § 7, stk. 1, som var gældende på skadestidspunktet i 1998.