Årsagssammenhæng og påregnelighed, j.nr. 11-520-18924

Årsagssammenhæng og påregnelighed, j.nr. 11-520-18924

Ansøgers ægtefælle døde af en hjerneblødning efter at være blevet skubbet omkuld 2 gange og slået én gang i hovedet.

Ansøger nedlagde i retten og senere overfor nævnet påstand om forsørgertabserstatning, overgangsbeløb og transportudgifter i forbindelse med mandens indlæggelse.

Der blev overfor skadevolderen rejst tiltale efter straffelovens § 245, jf. § 246, for at have forvoldt ansøgers ægtefælles død.

Der skete imidlertid kun domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 244, da retten ikke fandt, at ”den til domfældelse i en straffesag fuldt ud tilstrækkelige sikkerhed for årsagssammenhæng mellem hjerneblødningen og den vold, som skadevolderen havde udøvet” var bevist.

Retten undlod med henvisning til retsplejelovens § 992 at tage stilling til erstatningskravet.

Overfor nævnet gjorde ansøgers advokat gældende, at henvisning til retsplejelovens § 992 indebar, at retten ville have anset skadevolderen erstatningsansvarlig i en sag herom på trods af, at det tilstrækkelige bevis for årsagsforbindelse til domfældelse i en straffesag ikke var bevist.

Nævnet afslog ansøgningen med henvisning til offererstatningslovens § 6 a på grund af manglende årsagssammenhæng.

Nævnet lagde vægt på, at skadevolder ved dommen blev frikendt for at have forvoldt ansøgerens ægtefælles død og i stedet blev dømt for vold efter straffelovens § 244.

Nævnet bemærkede desuden, at det efter offererstatningslovens § 1 er en betingelse for at være berettiget til erstatning, at der er sket en overtrædelse af straffeloven.

Nævnet kunne derfor ikke tilkende erstatning i en sag, hvor den strafferetlige vurdering af årsagsforbindelsen førte til, at skadevolderen blev frifundet for at have forvoldt skaden.