Legislator Case Law & Legislation
W20111009625 DK

Ankestyrelsens principafgørelse 58-11 om kontanthjælp - udmåling - beregning - indtægt - formue - efterbetalt sygedagpenge

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2011 10096 Historic

Ankestyrelsens principafgørelse 58-11 om kontanthjælp - udmåling - beregning - indtægt - formue - efterbetalt sygedagpenge

KEN#LOKDOK23 2011 10096 Historic

Resume

Efterbetaling af sygedagpenge skal anses for indtægt ved udmålingen af kontanthjælp.

Det betyder, at efterbetalingen af sygedagpenge skal fradrages i kontanthjælpen som indtægt og ikke som formue.

KEN#LOKDOK23 2011 10096 Historic

Love

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 30, stk. 1

Note

Denne afgørelse afløser PrincipafgørelserneA-37-03 og A-23-07, som kasseres.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt efterbetaling af sygedagpenge skal anses for formue eller indtægt ved beregningen af kontanthjælp.

Resultatet er

• Efterbetaling af sygedagpenge skal anses for indtægt ved udmålingen af kontanthjælp

Det betyder, at efterbetalingen af sygedagpenge skal fradrages i kontanthjælpen som indtægt og ikke som formue.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Ændringen betyder ikke, at NN skal tilbagebetale eventuel kontanthjælp, som er udbetalt som følge af nævnets afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Vi har lagt vægt på, at efterbetalingen af sygedagpenge udgør et kontant pengebeløb, som kan tjene som forsørgelsesgrundlag for NN.

Vi har endvidere lagt vægt på, at der er tale om udbetaling af et pengebeløb, som NN ikke har bidraget til gennem opsparing.

Vi har desuden lagt vægt på, at sygedagpenge skattemæssigt anses for indtægt.

Vi har yderligere lagt vægt på, at efterbetalingen af sygedagpenge skattemæssigt må anses for at være en indtægt på det tidspunkt, hvor den kom til udbetaling i juni 2009.

Endelig har vi ved vurderingen af sagen lagt vægt på Ankestyrelsens praksis, herunder Principafgørelse A-35-01, hvoraf det fremgår, at efterbetaling af løn skal anses for indtægt på det tidspunkt, hvor den kommer til udbetaling.

Det forhold, at efterbetalingen er opstået på baggrund af en tidligere fejl i kommunen, bevirker ikke, at der kan ses bort fra indtægten ved beregning af kontanthjælp.

Indtægter skal trækkes fra i hjælpen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 17. juni 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 7. juli 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf den 14. august 2008 afgørelse om, at NN ikke havde ret til sygedagpenge i perioden fra den 9. maj 2008 til den 19. juni 2008.

NN overgik til kontanthjælp den 6. april 2009.

Den 14. maj 2009 traf Beskæftigelsesankenævnet afgørelse om, at NN var berettiget til sygedagpenge i perioden fra den 9. maj 2008 til den 19. juni 2008.

Kommunen traf herefter afgørelse om efterbetaling af sygedagpenge herunder afgørelse om, at efterbetalingen af sygedagpenge var en indtægt, der skulle modregnes i NNs kontanthjælp.

Beskæftigelsesankenævnet traf den 17. juni 2010 afgørelse om, at efterbetalingen af sygedagpenge skulle anses for at være formue ved beregning af kontanthjælp.

Nævnet lagde vægt på, at sygedagpengene ikke var udbetalt i forbindelse med optjeningsperioden.

Nævnet henviste desuden til Principafgørelse A-37-03.

Nævnet pålagde kommunen at træffe afgørelse om, hvorvidt det havde konsekvenser for beregningen af NNs kontanthjælp, at hun modtog en formue på 8.166 kr.

Kommunen klagede.

Kommunen fandt, at efterbetalingen af sygedagpenge skulle anses for at være en indtægt.

Beskæftigelsesankenævnet fastholdt afgørelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →