Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kommuner - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kommuner - medhold

J.nr. 2500104-10

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en 62-årig klager blev opsagt fra sit arbejde i en kommune.

Indklagede havde lagt vægt på klagerens uddannelse mv. og ikke hans alder.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev afskediget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sit job som omsorgsmedhjælper.

Sagsfremstilling

Der er klaget over afskedigelse på grund af alder.

Klager, der arbejdede som omsorgsmedarbejder i en kommune, blev i september 2009 indstillet til afskedigelse sammen med tre andre ansatte på et støttecenter i X by og to andre ansatte i Y by.

Klager var på afskedigelsestidspunktet 62 år, og den yngste, der var indstillet til afskedigelse, var født i 1976.

Senere i forløbet trak indklagede besparelserne tilbage, og i X by var det alene afskedigelsen af klager, der blev effektueret ultimo september.

I Y by blev en medarbejder afskediget, mens den anden medarbejder selv opsagde sin stilling.

Klager fik på et møde med tillidsrepræsentanten og lederen oplyst grundene til, at klager var blevet indstillet til afskedigelse.

Indklagede begrundede afskedigelsen med klagers arbejdstider, at en del af klagers arbejdsopgaver ville falde bort, at klager var den eneste uuddannede, samt at klager ikke var den medarbejder, der havde mest overskud i hverdagen.

Den 23. oktober 2009 forhandlede klagers fagforening med indklagede om muligheden for at omplacere klager.

Ved denne lejlighed blev klager tilbudt en samtale i forhold til en nattevagtstilling på klagers arbejdsområde.

Klager afslog tilbuddet.

Derudover afviste indklagede af økonomiske hensyn muligheden for at indgå en seniorordning med klager.

I opsigelsesperioden søgte klager arbejde, og han fik ansættelse inden for psykiatrien et andet sted i indklagede kommune.

Han tiltrådte den 5. januar 2010.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at han er blevet afskediget på grund af alder.

Klager henviser til, at han var den eneste, der blev afskediget, og at han på afskedigelsestidspunktet var 62 år.

Klager har nedlagt krav om godtgørelse.

Klager henviser til, at han var den ældste på arbejdspladsen

Videre oplyser klager, at klagers arbejdssted i august 2009 ansatte to medarbejdere til at arbejde i caféen.

Klager finder, at kommunen allerede på tidspunktet for planlægningen af nyansættelserne i caféen burde være bekendt med den økonomiske situation, og at de skulle have tilbudt klager en af stillingerne.

Stillingerne blev besat af en sygeplejerske og en social- og sundhedsassistent.

Klager oplyser, at han tidligere har haft en lignende jobfunktion.

Klager finder, at indklagedes tilbud om en nattevagtstilling i samme hus ikke var udtryk for en reel omplacering, men et tilbud som kommunen vidste, at klager ikke ville have interesse i.

Klager oplyser, at nattevagtstillingen ikke var mindre krævende, end den han blev afskediget fra.

Videre oplyser klager, at kommunen efter afskedigelse af klager ansatte endnu en social- og sundhedshjælperassistent.

En stilling som klager ikke fik tilbudt, men som han, efter hans egen opfattelse, godt kunne have varetaget.

Indklagede påstår, at klager ikke var afskediget på grund af alder.

Indklagede henviser til, at kommunens økonomiske situation efter 2009 medførte en reducering af personaleressourcer.

På den baggrund blev 6 medarbejdere i kommunens støttecentre indstillet til afskedigelse.

Indstillingerne var begrundet ud fra en samlet vurdering af fastsatte kriterier.

Aldersfordelingen blandt de indstillede medarbejdere var årgang 1947 til 1976.

Desuden havde de forskellige stillingskategorier.

Der var en ergoterapeut, to socialpædagoger, en kontorassistent, en social- og sundhedsassistent samt klager, der var omsorgsmedarbejder.

De indstillede medarbejdere var ansat på forskellige støttecentre i kommunen, men kommunens støttecentre blev vurderet som ét samlet område.

På baggrund af en politisk beslutning om at tilføre flere midler til kommunerne til forbedring af vilkårene for psykisk syge, indstillede ledelsen at 3 af de 6 påtænkte opsigelser blev trukket tilbage.

Den ene medarbejder opsagde selv sin stilling med virkning fra den 30. september 2009, hvorfor der ikke blev sendt en endelig opsigelse til denne medarbejder.

Indklager afviser derfor, at klager var den eneste, der blev opsagt.

Indklagede forsøgte at omplacere klager i forbindelse med afskedigelsesrunden, men klager takkede nej til den tilbudte stilling som nattevagt på samme arbejdsplads.

Indklagede oplyser, at dette var den eneste ledige stilling på det pågældende tidspunkt.

Klager søgte en stilling i opsigelsesperioden, og han er nu ansat i en stilling i psykiatrien i indklagede kommune.

Indklagede oplyser, at caféstillingerne på klagers arbejdsplads blev opslået i juni 2009 med tiltrædelse den 1. august 2009.

Kommunen var ikke på det tidspunkt bekendt med den økonomiske situation, som senere på året udløste personalereduktioner.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt alder behandles ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede på grund af den økonomiske situation var nødsaget til at reducere antallet af medarbejdere.

Nævnet har videre lagt vægt på oplysningerne om, at kommunen måtte afskedige 6 ansatte, og at aldersspændet i gruppen var fra årgang 1946 til 1976.

Den omstændighed, at indklagede efterfølgende fik tilført ressourcer, at indklagede endte med alene at afskedige klager i X by, og at klager med sine 62 år var den ældste på arbejdspladsen, ændrer ikke ved nævnets vurdering, idet indklagede herved lagde vægt på uddannelse med videre og ikke alder.

Indklagede har derfor ikke handlet i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet