Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kompetence - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kompetence - ej medhold
J.
nr. 2500224-09
Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en arbejdsløshedskasse i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven udmeldte et medlem, da han nåede folkepensionsalderen.
Nævnet fandt, at lov om forskelsbehandling ikke omfatter udbetalinger fra arbejdsløshedskasser.
Nævnet tiltrådte således sekretariatets afvisning af klagen.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en arbejdsløshedskasse i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven udmeldte et medlem, da han nåede folkepensionsalderen.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Sekretariatets afvisning af klagen tiltrædes.
Sagsfremstilling
Der er klaget over, at en mand blev udmeldt af sin arbejdsløshedskasse, da han fyldte 65 år, og dermed nåede folkepensionsalderen.
Det betød, at han ikke havde ret til arbejdsløshedsdagpenge, da han efterfølgende meldte sig ledig.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at klageren ikke havde ret til at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge med virkning fra den 2. april 2009.
Arbejdsløshedskassen henviste til, at klageren var udmeldt med virkning fra den 1. april 2008, og at han derfor ikke havde ret til dagpenge fra denne dato.
Arbejdsløshedskassen begrundede afgørelsen med, at medlemskabet ophører senest ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.
Arbejdsløshedskassens afgørelse kunne indbringes for Arbejdsdirektoratet.
Det var oplyst, at muligheden for at klage til Arbejdsdirektoratet ikke var udnyttet.
Ligebehandlingsnævnets sekretariat afviste ved afgørelse af 22. december 2009 klagen under henvisning til, at de administrative klagemuligheder ikke var udnyttet.
Klager påstår, at a-kassens udmeldelse ved det fyldte 65 år er aldersdiskriminerende og en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling.
Klager har anført, at bestemmelsen i arbejdsløshedskassens vedtægt om, at medlemskabet ophører ved udgangen af den måned, hvor medlemmet fylder 65 år, dog 67 år for medlemmer født før den 1. juli 1939, er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.
Vedtægtsbestemmelsen er derfor ugyldig, og en udmeldelse baseret her på, må anses for at være en nullitet og dermed uden virkning for klageren.
Klageren ønsker godtgørelse svarende til 12 måneders arbejdsløshedsdagpenge, da hans rettigheder er blevet krænkede ved arbejdsløshedskassens overtrædelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.
Klagen vedrører reelt spørgsmålet om, hvorvidt vedtægtsbestemmelsen om ophør af medlemskab af arbejdsløshedskassen, når et medlem fylder 65 eller 67 år, er i strid med lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Lov om forskelsbehandling omfatter ikke udbetalinger fra arbejdsløshedskasser.
Dette er i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivets artikel 3, stk. 3, hvorefter udbetalinger af enhver art fra offentlige ordninger for social sikring og social beskyttelse eller lignede ordninger, ikke er omfattet af direktivet.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Med denne begrundelse tiltræder nævnet sekretariatets afvisning af klagen.