Legislator Case Law & Legislation
W20101046425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2010 10464 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

KEN#LOKDOK23 2010 10464 Valid

J.

nr. 2500163-09

Det var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at en klager blev afskediget som pilot.

Indklagede havde ved opsigelsen fulgt et senioritetsprincip baseret på en senioritetsliste.

Klager blev tilkendt en godtgørelse på 625.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2010 10464 Valid

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse ved håndtering af en overtallighedssituation.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at klager blev afskediget som pilot.

Indklagede skal betale en godtgørelse på kr. 625.000 kr. til klager, svarende til 9 måneders løn.

Beløbet skal betales inden 14 dage med procesrenter fra den 1. juli 2009, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat som pilot hos indklagede i 1989.

Klagers medarbejdergruppe er omfattet af kollektive overenskomster.

Af piloternes overenskomst følger, at der i alle situationer i relation til piloters ønsker om flyvninger og forfremmelser, følges et senioritetsprincip, baseret på en fælles senoritetsliste, der gælder for alle de ansatte piloter.

Hovedprincippet er, at man i en lang række dispositioner følger denne senoritetsliste, hvilket også er aftalt med klagers forbund.

Det gælder også ved opsigelser.

Af forhandlingsprotokol om overtallighed fra forhandlingerne af 26. juni og 3. juli 2008 mellem indklagede og de nordiske pilotforeninger fremgår det, at der var enighed om at opsige pensionsberettigede piloter forud for de øvrige piloter, der var ansat hos indklagede.

Den endelige aftale er fremlagt i form af "överenskommelse" af 28. august 2008.

I brev dateret den 18. juni 2009 blev klager opsagt med et varsel på 11 måneder.

Det fremgår af opsigelsen, at klager blev opsagt på grund af arbejdsmangel.

Sagen har været forelagt klagers forbund, der ikke havde bemærkninger til det fremsendte materiale.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet afskediget i strid med loven på grund af sin alder, og at det er udtryk for direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Han ønsker derfor godtgørelse for uretmæssig afskedigelse svarende til ikke mindre end 9 måneders løn.

Klager henviser til nævnets tidligere behandling af seks tilsvarende sager, hvor piloter var blevet afskediget.

Klager blev opsagt den 18. juni 2009 med begrundelsen, at han er "forsorjningsmassigt sakrede genom pension fran XX".

Dette faldt sammen med, at han fyldte 60 år.

Han har endelig fratrædelse den 31. maj 2010.

Klager henviser til, at indklagede i opsigelsesbrevet den 18. juni 2009 begrunder opsigelsen med arbejdsmangel.

Ifølge kollektivaftalen med indklagede og pilotforeningerne skal senioritetslisten lægges til grund ved opsigelse.

Klager bestrider ikke, at kollektivaftalen er gældende.

Klager henviser til protokollen, hvoraf det fremgår, at piloter for hvilke indklagede har foretaget fuld indbetaling af pension, skal opsiges før andre piloter med samme anciennitet.

Klager finder, at det er det samme som at skrive 60 år, og han finder derfor, at forhandlingsprotokollen er ugyldig, da SIFU har været gældende og praktiseret hidtil i henhold til kollektivaftalen.

Det fremgår, at de omfattende piloter vil være forsørgningsmæssigt forsikrede gennem pension fra indklagede.

Klager gør gældende, at "forsorjningsmassigt sakrede" er en udefinerbar størrelse.

Han henviser videre til, at hans pension - som ansat i RC sekmentet - er væsentlig lavere end for piloter ansat i mainsekmentet.

Herudover udgør klagers pension alene 68 procent af dette lavere beløb, hvorfor han ikke er lige så forsørgningsmæssigt sikret som andre af hans kolleger.

Klager gør gældende, at yngre piloter har en bedre pension, og han finder, at indklagede med deres fokus på pensionsbeløbet i stedet skulle have opsagt yngre kolleger.

Indklagedes pensionssystem er opbygget, således at piloterne har optjent 100 % pension efter 30 års ansættelse.

Ved de nuværende aftaler stopper indklagede pensionsindbetalingerne, når den enkelte pilot fylder 60 år, også selvom piloten ikke har været ansat i 30 år.

Klager finder, at hans pensionsopsparing i øvrigt er sagen uvedkommende, men at den af indklagede frembragte pensionsberegning ikke er korrekt.

Klager henviser til, at der, vedrørende det af indklagede oplyste fiktive beløb, skal fratrækkes omkostninger, gebyrer mv., og at der således ikke er udtryk for et beløb, han har til rådighed.

Klager gør gældende, at han bliver opsagt udelukkende på grund af alder, og han henviser til, at han er omfattet af fratrædelsesalder for piloter i indklagede selskab på 65 år.

Han henviser til, at det af hans ansættelseskontrakt af 27. marts 2008 fremgår, at han kan vælge at gå på pension efter det fyldte 60 år, hvor hans pensionsordning er fuldt udbygget.

Efter klagers indbringelse af sin afskedigelse for Ligebehandlingsnævnet har indklagede foretaget endnu en afskedigelsesrunde.

Denne gang sker afskedigelserne med hjemmel i kollektivaftalen, og det er således ikke de "pensionsberettigede piloter", der afskediges, idet indklagede henviser til "juridiske komplikationer".

For klager indikerer dette en erkendelse af, at praksis ved de to forudgående fyringsrunder ikke er holdbar.

Indklagede har indledningsvis henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelser af 26. juni 2009 i seks tilsvarende sager.

Indklagede er fortsat ikke enig i konklusionen i de nævnte afgørelser og henviser til det anførte i disse sager, der i det hele fastholdes.

Indklagede gør gældende, at sagen skal afvises af Ligebehandlingsnævnet, idet sagen forudsætter bevisførelse.

Et væsentligt element i baggrunden for det forhold, der klages over er, at der er indgået en kollektiv aftale mellem klagers fagforbund og indklagede om en rækkefølge i forbindelse med gennemførelse af afskedigelser, ligesom der er indgået en kollektiv overenskomst mellem samme parter om et meget fint forgrenet socialt sikkerhedsnet såvel for erhvervsaktive piloter som for piloter, der enten mister deres arbejdsevne eller går på pension.

Reelt klages der også over en tredje part.

De hensyn der ligger til grund for de indgåede aftaler kan kun belyses ved vidneforklaring.

Subsidiært gør indklagede gældende, at der skal ske frifindelse.

Der er tale om indirekte forskelsbehandling, som i det konkrete tilfælde er lovligt begrundet i et socialt hensyn.

Overtallighedsaftalen er begrundet i, at de ansatte, som har opnået pensionsalder, gennem deres krav på en relativt gunstig pension, er økonomisk sikrede, og at opsigelser for disse ansatte dermed ikke er ligeså tyngende, som for de medarbejdere med lavere senioritet, som efter overenskomsten alternativt skulle opsiges.

Dette hensyn må være en tilladelig objektiv begrundelse, et sagligt formål i forskelsbehandlingslovens forstand og virkemidlerne for at opnå målet må betegnes som både hensigtsmæssige og nødvendige.

Indklagede har i en årrække været tabsgivende.

Der er flere gange gennemført forhandlinger med alle berørte faggrupper om gennemførelsen af besparelser.

Da man i sommeren 2008 besluttede at nedlægge et antal flyruter, blev det nødvendigt at reducere antallet af piloter med cirka 200 frem til slutningen af 2009.

Det historiske udgangspunkt for indklagede har været, at alle piloter gik på pension, når de fyldte 60 år.

Ifølge luftfartslovgivningen var det ikke muligt at opretholde et gyldigt certifikat som pilot i civil trafik, når man var fyldt 60 år.

I 2005 kom forskelsbehandlingsloven til at omfatte alder, og den i den forbindelse besluttede indklagede at tillade, at piloterne kunne fortsætte med at flyve efter det fyldte 60. år.

Ser man på medarbejdernes situation, må det forudsættes, at de opsagte piloter har indrettet deres liv på at gå på pension, når de fylder 60 år, og at de først på et meget sent tidspunkt i deres karriere har fået mulighed for at fortsætte efter det fyldte 60 år.

Disse medarbejdere forudsættes derfor at have indrettet sig privatøkonomisk på at kunne klare sig med den pensionsudbetaling, de vil få udbetalt, når de fylder 60 år.

Uanset om det var tilfældet eller ej, må opsigelsen alt andet lige have været mindre tyngende for denne gruppe end for de øvrige ansatte.

Idet indklagede havde behov for at foretage afskedigelse, må forskelsbehandlingen betragtes som nødvendig og forholdsmæssig.

Der må i den forbindelse også tages hensyn til indklagedes behov for medarbejdere, når selskabet igen kommer i en mere gunstig økonomisk situation.

Indklagede har henvist til en dom fra Norge, der har statueret, at der ikke var tale om en overtrædelse af reglerne om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

Indklagede har opfordret klager til at oplyse nævnet om sin pensionsopsparing.

Indklagede oplyser med henvisning til de af klager fremskaffede lavere pensionstal, at forskellen på tallene kan skyldes flere forhold.

Det har oplyst, at pensionsordningen indeholder en kapitalopsparing benævnt DGK, hvorpå der er mulighed for at indbetale.

Indklagede har videre oplyst, at den enkelte selv kan spekulere med depotet i DGK-ordningen.

Indklagede fører derfor et teoretisk regnskab, hvilket de finder, er det mest retvisende.

Videre har indklagede oplyst, at der kan være tale om en omlæggelse til ratepension med udbetaling over en længere periode end den teoretiske restlevetid, hvilket også har betydning for den månedlige udbetaling.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Indklagede har påstået afvisning med henvisning til, at sagen forudsætter bevisførelse henset til sagens omfang og karakter.

Nævnet bemærker i denne forbindelse, at afvisningspåstanden kan afgøres af nævnets sekretariat med rekursadgang til nævnet, såfremt det er åbenbart, at klager ikke kan gives medhold i klagen.

Således som sagen foreligger oplyst og er argumenteret fra parterne findes sagen egnet til behandling i nævnet.

Indklagedes afvisningspåstand tages herefter ikke til følge.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det fremgår af indklagede arbejdsgivers overenskomstaftale, at piloterne er berettigede til pension, når de fylder 60 år.

Det er ubestridt, at indklagede i forbindelse med den forestående personalereduktion indgik aftale om, at alle pensionsberettigede piloter, herunder klager, skulle afskediges før øvrige piloter.

Klager er således blevet afskediget fra sit arbejde, alene fordi han havde opnået den overenskomstaftalte pensionsberettigende alder.

Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager herved er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Da klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet indirekte forskelsbehandling, skal indklagede arbejdsgiver godtgøre, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af alder.

Indklagede arbejdsgiver har ikke under nævnets behandling af sagen sandsynliggjort, at aftalen med indklagede fagforbund var objektivt og rimeligt begrundet i et sagligt formål, eller at aftalen var nødvendig til at opfylde et eventuelt sådan formål.

På denne baggrund finder nævnet, at indklagede arbejdsgiver ved indgåelsen af aftalen har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse svarende til 9 måneders bruttoløn.

Der er taget udgangspunkt i ansættelsens varighed.

Bruttolønnen udgjorde ca. 70.000 kr. om måneden.

Indklagede skal herefter betale 625.000 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage med procesrenter fra den 9. juli 2009, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →