Afgørelse af klage - Erstatning for aflivede mink

Afgørelse af klage – Erstatning for aflivede mink

Resumé

En minkavler søgte erstatning for mink, der var aflivede på grund af sygdom i besætningen.

Fødevarestyrelsen afslog at erstatte dyr, der ikke var testet positive for sygdom og bad om nærmere oplysninger om aflivede dyr, der var testet positive med henblik på, at Fødevarestyrelsen kunne fastsætte erstatningens størrelse for disse.

Fødevarestyrelsen begrundede afslaget med, at de kun yder erstatning ved aflivning af dyr, der er testet positive.

Med hensyn til beregning af erstatningens størrelse, er der fastsat procedurer for beregningen.

Fødevarestyrelsen bad derfor om yderligere specificeret dokumentation for de aflivede dyr.

En advokat klagede på vegne af minkavleren og begrundede klagen med, at der var erstatningskrav for alle aflivede dyr uanset, om de var testet positive eller ej.

Advokaten ville derfor ikke indsende yderligere specificeret dokumentation.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager stadfæstede afslaget på at erstatte dyr, der ikke var testet positive for sygdom, da der ikke er krav om aflivning af andre dyr end de, som er testet positive.

Staten yder kun erstatning ved aflivning efter påbud eller efter regler herom.

Sekretariatet afviste at behandle klagen over den yderligere specificerede dokumentation, som Fødevarestyrelsen bad om.

Sekretariatet behandler kun klager over forvaltningsretlige afgørelser.

Fødevarestyrelsen traf ikke nogen forvaltningsretlig afgørelse, men indhentede alene informationer til brug for en fremtidig afgørelse (oplysningsskridt/processuel beslutning).

Advokatfirmaet Hjulmand & Kaptain

Att.: Advokat Casper Nørgaard

Badehusvej 16,

P.O. Box 1440

9100 Aalborg

Den 16. april 2010

Sagsnr.: 4130/761

Ref.: SFV /KFAL

Tlf.: 33951411

Afslag på ansøgning om erstatning for aflivede mink fastholdes

De har i brev af 28. september 2009, på vegne af NN, klaget over afgørelse af 4. september 2009 fra Fødevarestyrelsen om afslag på ansøgning om erstatning i forbindelse med aflivning af mink på grund af plasmacytose.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og

Sammendrag

Der er ikke hjemmel til at give erstatning ved aflivning af mink, der ikke er påvist smittede med plasmacytose.

Fødevarestyrelsens afslag på erstatning er derfor korrekt.

Fødevarestyrelsen har endnu ikke truffet en afgørelse vedrørende beregning af erstatning for dyr, der var aflivet efter påvist smitte med plasmacytose.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager kan derfor ikke behandle denne del af klagen.

De kan læse mere om afgørelsen nedenfor.

Oplysninger i sagen

NNs minkbesætning sættes under offentligt tilsyn

Fødevareregion Nord (nu

Vest) satte ved brev af 31. oktober 2007 NNs minkbesætning under offentligt tilsyn.

Fødevareregionen begrundede dette med, at besætningen var fundet smittet med plasmacytose, og at en ny bekendtgørelse

var trådt i kraft.

Brevet afløste således et tidligere udsendt brev om offentligt tilsyn.

Det fremgår af brevet, at alle dyr skal aflives senest den 15. december samme år.

Dette gælder dog ikke, hvis samtlige reagenter (dyr, der er testet positive for plasmacytose) aflives straks.

De søgte om erstatning

De søgte i brev af 29. juni 2009 til Fødevarestyrelsen erstatning for aflivede mink, som følge af påbud af 31. oktober 2007.

De skrev bl.a.

De får afslag

Fødevarestyrelsen forholdt sig i brev af 4. september 2009 til

Forslag om at sende nærmere oplysninger til Fødevarestyrelsen om aflivede reagenter med henblik på, at Fødevarestyrelsen kan fastsætte erstatningens størrelse for disse.

Ad 1

Fødevarestyrelsen skrev bl.a. følgende

»Af Deres brev fremgår det, at pelsdyrholdet havde 64 reagenter.

Det er således disse 64 dyr, Deres klient kan få erstattet efter plasmacytosebekendtgørelsens § 7, stk. 2.

Af Deres brev fremgår det imidlertid, at Deres klient aflivede hele besætningen på i alt 874, inklusiv de 64 reagenter.

En sådan sanering af besætningen er det offentlige uvedkommende.

Fødevarestyrelsen kan oplyse, at efter lov om hold af dyr § 56, stk. 1, yder staten ved påbud om aflivning af dyr efter regler fastsat i medfør af § 30 ejeren erstatning, der svarer til dyrenes eller produkternes værdi, samt en erstatning til hel eller delvis dækning af det herved opståede driftstab.«

Ad 2

Med hensyn til beregning af erstatningens størrelse for reagenterne henviste Fødevarestyrelsen til erstatningsbekendtgørelsen

.

Fødevarestyrelsen gennemgik procedurer for beregningen og konkluderede, at Fødevarestyrelsen manglede oplysninger for at kunne beregne (taksere) erstatningen.

Fødevarestyrelsen foreslog Dem derfor at indsende yderligere specificeret dokumentation.

De klager over afslag på erstatning

De klagede over afslaget i brev af 28. september 2009.

De anførte bl.a. følgende i klagen

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager modtager Deres klage

Ved brev den 12. februar 2010 modtog vi klagesagen fra Fødevarestyrelsen.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers begrundelse for afgørelsen

A.

Erstatning for dyr, der ikke er reagenter

Der er ikke erstatning for dyr, der ikke er reagenter

Sekretariatet er enig i afslaget på erstatning for dyr, der ikke er reagenter.

Det følger af § 56 i lov om hold af dyr, at staten yder erstatning ved bl.a. aflivning efter påbud eller efter regler fastsat i medfør af §§ 26, 29 eller 30.

Plasmacytosebekendtgørelsen er fastsat i medfør af bl.a. §§ 29-30 og kravet om aflivning af reagenter i bekendtgørelsens § 7 giver derfor krav på erstatning efter § 56 i lov om hold af dyr.

Bekendtgørelsen indeholder ikke krav om aflivning af andre dyr end reagenter.

Sekretariatet finder, at muligheden for at vente med aflivning til en samlet aflivning af hele besætningen, ikke kan forstås således, at andre dyr end reagenter skal aflives.

Det er således frivilligt, om muligheden for samlet aflivning anvendes, og det betyder alene, at ejeren kan udsætte aflivning af reagenter.

Der er derfor ikke krav på eller hjemmel til erstatning ved aflivning af andre dyr end reagenter.

Fødevareregionen påbød ikke aflivning ved pålæggelse af offentligt tilsyn

Fødevareregionen oplyste i brevet af 31. oktober 2007, at alle dyr skal aflives senest den 15. december samme år, men at dette ikke gælder, hvis samtlige reagenter aflives straks.

Oplysningen skal forstås i lyset af reglerne i bekendtgørelsen og er en gengivelse af reglerne i § 7, stk. 2 og 3, i plasmacytosebekendtgørelsen.

Fødevareregionen påbød derfor ikke aflivning i brevet.

Det er derfor kun reagenterne, som skal aflives.

Det bemærkes, at reglerne i § 7, stk. 2 og 3, i plasmacytosebekendtgørelsen gælder uafhængigt af, om besætningen er underlagt offentligt tilsyn.

Ikke-smittede dyr erstattes kun ved påbud om aflivning

De henviser til, at det fremgår af forarbejderne til § 56 i lov om hold af dyr, at der også ydes erstatning, selvom det efterfølgende konstateres, at besætningen udelukkende har bestået af ikke-smittede dyr.

Forarbejderne til § 56 vedrører på dette punkt aflivning som led i offentlig bekæmpelse af sygdomme, dvs. dyr, der ifølge det offentlige, skal slås ned.

Der er således ikke hjemmel i forarbejderne til at erstatte frivillig aflivning af ikke-smittede dyr.

Da Fødevarestyrelsen alene har krævet aflivning af reagenter, kan det, De anfører om parringsforbud og, at avleren reelt er nødt til at aflive hele pelsdyrholdet, ikke føre til andet resultat.

Der er således ikke hjemmel til at lade disse hensyn begrunde en erstatning.

Der er således kun hjemmel til at give erstatning for aflivede reagenter (§ 7, stk. 2, i plasmacytosebekendtgørelsen).

Fødevarestyrelsen har ikke ændret praksis

Med hensyn til det, De anfører om, at erstatningen er opgjort efter de retningslinjer Fødevarestyrelsen har fastlagt i brev af 25. november 2008, er sekretariatet ikke enig.

Det fremgår af det pågældende brev fra Fødevarestyrelsen, at staten yder erstatning ved påbud om aflivning af dyr efter regler fastsat i medfør af § 30 i lov om hold af dyr.

Det fremgår endvidere, at en fuldstændig sanering af besætningen (aflivning af både reagenter og øvrige dyr) er det offentlige uvedkommende.

Fødevarestyrelsens afslag følger derfor de retningslinjer, der fremgik af brevet af 25. november 2008.

B.

Beregning af erstatning for aflivede reagenter

Sekretariatet afviser at behandle klagen vedrørende beregning af erstatning for aflivede reagenter

Vi afviser at behandle denne del af klagen, da Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager kun behandler klager over forvaltningsretlige afgørelser truffet af Fødevarestyrelsen.

En afgørelse i forvaltningsretlig forstand er en retsakt, dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde

.

Fødevarestyrelsen traf ikke nogen forvaltningsretlig afgørelse, men foreslog Dem alene at indsende informationer til brug for en fremtidig afgørelse vedrørende beregning af erstatning for aflivning af reagenter.

Dette er et oplysningsskridt (processuel beslutning), der tages som led i sagens behandling, før afgørelsen træffes

.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager kan alene behandle klager over forvaltningsretlige afgørelser, jf. delegationsbekendtgørelsens § 2, stk. 1

for Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager.

Vi har derfor ikke mulighed for at behandle denne del af klagen.

***

De kan ikke klage over sekretariatets afgørelse til anden administrativ myndighed.

Venlig hilsen

Kirsten Falkum

Fuldmægtig, cand.jur.

Fødevarestyrelsen modtager kopi af denne afgørelse.

–

afviser at behandle klagen om beregning af erstatning for reagenter, og

–

fastholder afgørelsen om afslag på erstatning for øvrige dyr.

1)

Bekendtgørelse nr. 593 af 1. juni 2007 om plasmacytose hos pelsdyr med senere ændringer.

Bekendtgørelsen er ophævet.

Reglerne findes nu i bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2009 om plasmacytose hos pelsdyr.

–

Deres klient havde aflivet 874 avlstæver- og hanner, heraf 64 reagenter.

–

De opgjorde erstatningskravet til 239.416,00 kr.

–

Erstatning er opgjort efter de retningslinjer, Fødevarestyrelsen har fastlagt i brev af 25. november 2008 i en anden sag.

–

De henviste til, at både smittede og ikke-smittede dyr kan kræves aflivet efter § 30 i lov om hold af dyr

.

–

Brevet af 31. oktober 2007 er et påbud om at aflive alle dyr og ikke blot reagenterne.

–

De henviste til, at avleren kan vælge at aflive alle reagenter straks eller aflive hele pelsdyrholdet senest 15. december samme år.

De henviste til § 7, stk. 2 og 3, i plasmacytosebekendtgørelsen.

–

Da adgangen til at aflive hele pelsdyrholdet senest 15. december udtrykkeligt er anført i § 7, stk. 3, i plasmacytosebekendtgørelsen som et alternativ til straks at aflive alle reagenter, finder reglerne om erstatning også anvendelse på aflivning eller nedslagning af hele pelsdyrholdet.

–

De henviste til, at § 56 i lov om hold af dyr giver ret til erstatning svarende til dyrenes værdi samt erstatning for driftstab.

Det fremgår af forarbejderne

til paragraffen, at der også ydes erstatning, selvom det efterfølgende konstateres, at besætningen udelukkende har bestået af ikke-smittede dyr.

–

Reglerne for at opnå plasmacytosefri status kombineret med kravet om parringsforbuddet, som er meddelt Deres klient, medfører reelt, at avlerne er nødt til at aflive hele pelsdyrholdet.

–

Der går mere end 12 måneder fra konstateringen af smitten, til pelsdyrholdet kan opnå smittefri status.

Parringsforbuddet betyder reelt, at der ikke kan produceres mink i mindst 1 avlssæson.

–

Af § 7, stk. 1, i plasmacytosebekendtgørelsen kan udledes, at når der er mere end 3 reagenter, anses hele besætningen for at være smittet.

Resten af dyreholdet skal ikke testes, idet de ikke-testede dyr pr. definition anses for at være postive.

2)

Lov nr. 432 af 9. juni 2004 om hold af dyr, med senere ændringer.

3)

Forslag L 100 til Lov om hold af dyr (Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, spalte 3366 ff).

1)

Afslag på erstatning for dyr, der ikke er reagenter.

2)

Forslag om at sende nærmere oplysninger til Fødevarestyrelsen om aflivede reagenter med henblik på at Fødevarestyrelsen kan fastsætte erstatningens størrelse for disse.

4)

Bekendtgørelse nr. 239 af 12. april 1991 om udgifter og erstatning ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme.

–

De henviste til begrundelsen og opgørelse af erstatningskrav i ansøgningen af 29. juni 2009.

–

Med hensyn til aflivede reagenter ønskede De dels yderligere oplysninger, dels afviste De at fremsende dokumentation for visse forhold.

5)

Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.

Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, p. 33.

6)

Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.

Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, side 48ff, særligt side 51.

7)

Bekendtgørelse nr. 58 af 6. februar 2008 om Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager.