Afgørelse af klage - Tilbagekaldelse af tilladelse til transport af ikke fuldt nedkølede slagteprodukter
Table of Provisions (17)
Statutory Text (17 Articles)
Afgørelse af klage – Tilbagekaldelse af tilladelse til transport af ikke fuldt nedkølede slagteprodukter
Resumé
Fødevareregion Vest tilbagekaldte en tilladelse til at transportere ikke fuldt nedkølede slagteprodukter til indfrysning i frysehus.
Fødevareregionen begrundede afgørelsen med, at transport til indfrysning ikke var omfattet af dispensationsreglerne, idet der ikke var tale om transport til »fremstilling af særlige produkter«.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fandt, at tilbagekaldelsen var berettiget, på trods af at virksomheden havde en forventning om, at tilladelsen var givet lovligt.
Forventningen var dog ikke berettiget, da der ikke var lovlig hjemmel til at give tilladelsen.
Ligeledes fandt sekretariatet, at tilbagekaldelsen ikke var så indgribende over for virksomheden, at det kunne begrunde en opretholdelse af den fejlagtigt udstedte tilladelse.
NN slagteri
Den 21. april 2010
Sagsnr.: 2362/660
Ref.: KBAN
Tlf.: 33 95 14 06
Tilbagekaldelse af tilladelse til transport af ikke fuldt nedkølede slagteprodukter fastholdes
I har i brev af 28. oktober 2009 klaget over Fødevareregion Syds (nu
Vest) tilbagekaldelse af 8. april 2009 af tilladelse til transport af ikke fuldt nedkølede slagteprodukter.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og fastholder afgørelsen.
I skal derfor følge fødevareregionens afgørelse.
Tilbagekaldelsen får virkning fra den 21. maj 2010 .
I skal derfor være stoppet med transporten af ikke fuldt nedkølede slagteprodukter senest denne dato.
Sammendrag
Transport af ikke fuldt nedkølede slagteprodukter til indfrysning er ikke omfattet af bestemmelserne om transport til fremstilling af særlige produkter.
Det var derfor berettiget, at fødevareregionen tilbagekaldte jeres tilladelse.
Fødevareregionen burde have taget stilling til, om I skulle have opsættende virkning, i stedet for at udsætte fristen for virkningen af tilbagekaldelsen.
I havde en forventning om, at tilladelsen var berettiget, men jeres forventning var ikke berettiget, idet jeres forhold ikke er omfattet af bestemmelserne, og derfor ikke kan nyde retsbeskyttelse.
I kan læse mere om afgørelsen nedenfor.
Oplysninger i sagen
I ansøgte om og fik tilladelse samt senere forlængelser
I breve af 26. marts og 8. april 2008 ansøgte I om tilladelse til overflytning af hhv. hoveder og slagteaffald/plucksdele, der ikke var fuldt nedkølet til + 3 ºC, til frysehuse.
I oplyste, at hovederne og slagteaffaldet/plucksdelene ville blive afskåret i forbindelse med opskæringsprocessen.
I oplyste også, at I påtænkte at pakke produkterne varmt, hvis der blev givet tilladelse til overflytningen.
Jeres ansøgning havde til formål at optimere nedkølingsprocessen og overflytte produkterne med henblik på umiddelbar indfrysning.
I oplyste, at indfrysningen blev påbegyndt max. 60 min. efter, at produkterne blev afsendt fra virksomheden, og at der max. ville gå 6 timer, fra produktionen påbegyndtes, til produkterne bringes til indfrysning.
I vedlagde et flowdiagram over håndteringen af produkterne samt et egenkontrolprogram vedrørende kontrol af overflytningen.
Den 10. april 2008 gav fødevareregionen jer tilladelse til overflytningen af hhv. hoveder og plucksdele.
Fødevareregionen henviste til hygiejneforordningen for animalske fødevarer
, art. 3, stk. 1, med henvisning til bilag III, afsnit I, kap.
VII, punkt 3, hvorefter der kan ses bort fra kravene i punkt 1, under visse betingelser.
Fødevareregionen gav følgende betingelser for tilladelsen
Den 16. oktober 2008 ansøgte I om forlængelse af tilladelsen vedrørende plucksdele.
Den 20. oktober 2008 imødekom fødevareregionen jeres ansøgning.
Fødevareregionen opstillede samme vilkår som i tilladelsen af 10. april 2008.
Tilladelsen var tidsbegrænset til den 20. april 2009.
Herudover stillede fødevareregionen nogle yderligere betingelser
Den 19. november 2008 tilbagekaldte fødevareregionen de tidligere tilladelser, idet det havde vist sig, at det var uhensigtsmæssigt at slå tilladelserne sammen, pga. forskellige produktionsvilkår.
I stedet gav fødevareregionen tilladelse til overflytning af ikke færdigkølet slagteaffald (hoveder, forben, bagben, haler og ører) hhv. plucksdele.
Begge tilladelser henviste til hygiejneforordningen for animalske fødevarer som ovenfor.
Tilladelserne var tidsbegrænsede indtil den 20. maj 2009, og indeholdt herudover de samme vilkår som tilladelsen af 20. oktober 2008.
Den 17. marts 2009 ansøgte I om tilladelse til overflytning af spiselige slagtebiprodukter, der ikke var fuldt nedkølet til + 3 ºC, samt opskåret kød, som ikke var fuldt nedkølet til + 7 ºC.
I oplyste, at formålet var at optimere nedkølingsprocessen, og at transporttiden ikke ville overstige 2 timer.
I vedlagde et opdateret egenkontrolprogram.
Den 25. marts 2009 gav fødevareregionen jer tilladelse under henvisning til hygiejneforordningen for animalske fødevarer.
Følgende betingelser blev opstillet
Med denne tilladelse tilbagekaldte fødevareregionen tilladelserne af 19. november 2008.
Fødevareregionen tilbagekaldte tilladelsen
Den 8. april 2009 tilbagekaldte fødevareregionen tilladelsen af 25. marts 2009, med virkning fra den 20. april 2009.
Fødevareregionen begrundede tilbagekaldelsen med, at hygiejneforordningen for animalske fødevarer alene gav mulighed for at fravige punkt 1, i tilfælde hvor myndighederne godkendte transport for at give mulighed for fremstilling af særlige produkter.
Fødevareregionen fandt, at det ikke var tilfældet i jeres situation, hvorfor punkt 1 skulle overholdes.
Efter hygiejneforordningen for animalske fødevarer bilag III, afsnit I, kap.
VII, punkt 1, skal kød og spiselige slagtebiprodukter umiddelbart efter kødkontrollen nedkøles til en temperatur overalt i kødet på + 3 ºC, for spiselige slagtebiprodukter, og + 7 º for andet kød.
Tilbagekaldelsen var ikke forsynet med klagevejledning.
I anmodede om og fik udsættelse af virkningen af tilbagekaldelsen
Den 16. april 2009 anmodede I om, at virkningen af tilbagekaldelsen blev udsat til den 20. juli 2009, så I havde mulighed for at afklare eventuelle problemstillinger vedrørende produktionen.
Den 20. april 2009 imødekom fødevareregionen jeres anmodning.
I kunne derfor fortsat overføre til frysehus indtil den 20. juli 2009, under forudsætning af at betingelserne i tilladelsen af 25. marts 2009 blev overholdt.
Den 8. juli 2009 anmodede I om en yderligere udsættelse til den 1. oktober 2009, så I havde mulighed for at indsamle data med henblik på behandling af sagen i Fødevarestyrelsen.
Den 13. juli 2009 imødekom fødevareregionen jeres anmodning.
I fik en indskærpelse
Under tilsyn den 12. oktober 2009 konstaterede fødevareregionen, at kølede, spiselige biprodukter, umiddelbart før pakning og forsendelse til frysehus, ikke overholdt temperaturkravene på + 3 ºC.
Fødevareregionen indskærpede derfor, at virksomheden skal sikre, at temperaturkravene overholdes.
Fødevareregionen bemærkede i kontrolrapporten, at virksomheden hidtil havde oppebåret en dispensation fra kravet, men at denne udløb den 1. oktober 2009.
I sendte bemærkninger
Den 13. oktober 2009 sendte I jeres bemærkninger i forbindelse med tilsynet den 12. oktober 2009.
I september måned havde en af virksomhedens medarbejdere drøftet tilbagekaldelsen med chefembedsdyrlægen.
Medarbejderen havde fået den opfattelse, at udløbet den 1. oktober 2009 ikke var altafgørende, da der var forståelse for problemets vitale betydning for virksomheden.
Virksomheden havde ønsket at udføre nogle forsøg til indsamling af data i forbindelse med sagens behandling.
Det havde ikke været muligt at fuldføre forsøgene inden den 1. oktober 2009.
I havde gennemført en række målinger af temperaturer i forskellige produkter, der hhv. nedkøles i virksomheden og sendes direkte til indfrysning.
I den forbindelse havde I konstateret, at
I anførte, at fremgangsmåden ikke medfører risiko for fødevaresikkerheden, snarere tværtimod.
I klagede over tilbagetrækningen
Den 28. oktober 2009 klagede I over tilbagekaldelsen af tilladelsen.
I henviste til Fødevarestyrelsens nyfortolkning af »særlige produkter«, hvorefter indfrysning ikke skal forstås som fremstilling af særlige produkter.
I anførte, at I siden 2004 har haft tilladelse, og I mente, at der ikke var sket en ændring i lovgrundlaget, der gav anledning til en ændret fortolkning.
I hygiejnevejledningen
er »særlige produkter« præciseret med brede betegnelser som opskåret kød, hakket kød, kødprodukt og modning af kød.
Dette betyder, at frosset kød også kan defineres som særlige produkter.
I Kommissionens vejledning i gennemførelsen af visse bestemmelser i hygiejneforordningen for animalske fødevarer
fremgår, at adgangen til transport af kød ved temperaturer, der skal give mulighed for fremstilling af særlige produkter, er udvidet i forhold til ferskkødsdirektivet
.
Yderligere fremgår det af Kommissionens vejledning, at der ved »særlige produkter« skal forstås » ethvert produkt, som den kompetente myndighed giver autorisation til og fastsætter betingelser for« .
Fødevarestyrelsen giver autorisation til f.eks. indfrysning.
I var uforstående over for Fødevarestyrelsens ændrede fortolkning af forordningen.
I anførte, at det var fødevaresikkerhedsmæssigt fordelagtigt at inkludere indfrysning i fremstilling af særlige produkter, da indfrysning kan ske ca. 1 døgn tidligere end ved konventionel nedkøling før transport.
I mente, at jeres hidtidige praksis opfyldte forordningens formål.
I anførte også, at I ville blive pålagt ekstra omkostninger som følge af nyfortolkningen, idet den hidtidige praksis havde betydet mindre håndtering og kortere kølelagring.
Ligeledes var der miljømæssige besparelser forbundet med den hidtidige praksis, idet der kunne produceres uden brug af store mængder tøris.
I anmodede om, at jeres klage blev tillagt opsættende virkning.
I anførte, at de mange år, hvor I havde haft tilladelsen, havde skabt en forventning hos jer, om at den bagvedliggende fortolkning af forordningen var rigtig.
I anså det derfor for rimeligt, at I ikke skulle ændre produktionen.
Fødevareregionen har forespurgt Fødevarestyrelsen, Mørkhøj
Den 12. oktober 2009 har fødevareregionen, i en e-mail til Fødevarestyrelsen, Mørkhøj, Kontor for mikrobiologisk fødevaresikkerhed, hygiejne og zoonosebekæmpelse (herefter 4. kontor), forespurgt, om det ville være muligt at udsætte virkningen af tilbagekaldelsen, hvis der fastsættes nogle specifikke krav til transporten.
Fødevareregionen henviste til Kommissionens vejledning og hygiejneforordningen for animalske fødevarer.
Den 13. oktober 2009 svarede 4. kontor på fødevareregionens forespørgsel.
Heri oplyste 4. kontor, at hvis overførsel sker med henblik på indfrysning, er det ikke i overensstemmelse med »nyfortolkningen« af »særlige produkter«.
Indfrysning skal ikke forstås som fremstilling af særlige produkter.
Svaret på fødevareregionens spørgsmål, om muligheden for at udsætte virkningen, var derfor negativt.
Fødevareregionens bemærkninger til sagen og udsættelse af virkningen af tilbagekaldelsen
Den 6. november 2009 fremkom fødevareregionen med bemærkninger til sagen.
Fødevareregionen var blevet opmærksom på, at de tilladelser, som I havde fået siden 2004, til at overføre ikke fuldt nedkølede produkter til frysehus, var givet på et forkert grundlag.
Tilladelserne var derfor blevet tilbagekaldt.
Virksomheden havde dokumenteret, at der kan foretages en væsentlig hurtigere nedkøling ved overførsel til frysehus.
Fødevareregionen vurderede, at der ikke var en øget risiko for vækst af patogener i ikke fuldt nedkølede produkter, hvis de straks blev overført til indfrysning.
Efter hygiejneforordningen for animalske fødevarer, bilag III, kap.
VII, stk. 4, skal kød til frysning bringes til indfrysning straks.
Virksomheden rådede ikke selv over indfrysningsfaciliteter.
Fødevareregionen henviste til hygiejnebekendtgørelsen
§ 22, stk. 3, hvorefter man i særlige tilfælde kan dispensere fra temperaturkravet, samt § 21, hvorefter fødevarer skal opbevares og transporteres ved temperaturer, således at fødevarerne ved anvendelse på sædvanlig måde ikke er sundhedsskadelige eller af anden grund uegnede til menneskeføde.
Virksomheden havde tilkendegivet, at den ville foretage en gennemgang af procedurerne i forbindelse med pakning, således at processen ville blive optimeret mht. tid og temperaturer.
Samme dag skrev fødevareregionen til jer, at virkningen af tilbagekaldelsen blev udsat indtil Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen.
I kunne derfor fortsat overføre til frysehus.
Udsættelsen blev givet i overensstemmelse med betingelserne opstillet i tilladelsen af 25. marts 2009.
Fødevareregionen sendte klagen til os
Den 12. november 2009 sendte fødevareregionen jeres klage til os.
Fødevareregionen begrundede afgørelsen med, at overførelse af særlige produkter, der ikke er fuldt nedkølede, ikke omfatter produkter, der overføres til frysehus.
Fødevareregionen henviste til hygiejneforordningen for animalske fødevarer, bilag III, afsnit I, kap.
VII, punkt 3.
Fødevareregionen fandt, at afgørelsen burde overvejes ændret, idet virksomheden havde dokumenteret, at nedkøling af produkterne sker meget hurtigere ved overførsel til frysehus end ved nedkøling i kølerum.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers begrundelse for afgørelsen
Tilbagekaldelsen af tilladelsen var berettiget
Vi finder, at det var berettiget, at fødevareregionen tilbagekaldte jeres tilladelse til at transportere ikke fuldt nedkølede slagteprodukter til frysehus.
Hygiejnevejledningen for animalske fødevarer giver kun mulighed for transport uden fuld nedkøling til fremstilling af særlige fødevarer.
Formålet med transporten er det afgørende
Efter hygiejneforordningen for animalske fødevarer art. 3, stk. 1, skal lederen af en fødevarevirksomhed overholde de relevante bestemmelser i bilag II og III.
Efter bilag III, afsnit I, kap.
VII, punkt 1, bogstav a, skal kød nedkøles til + 7 ºC umiddelbart efter kødkontrollen, og spiselige slagtebiprodukter nedkøles til + 3 ºC.
Efter punkt 3 skal kød opnå den i punkt 1 fastsatte temperatur og bevare denne under transport.
Punkt 1 kan fraviges ved transport, når myndighederne godkender det, for at give mulighed for fremstilling af særlige produkter.
Herudover kræves, at transporten foretages i overensstemmelse med de krav, som myndigheden fastsætter, og at transporten ikke varer over to timer.
I klagede over, at Fødevarestyrelsens nu fortolkede betegnelsen »særlige produkter« anderledes end tidligere, hvorefter indfrysning nu ikke kan forstås som fremstilling af særlige produkter.
I anførte, at særlige produkter skal forstås bredt, og dermed omfatter bl.a. opskåret kød, hakket kød, kødprodukter og modning af kød.
Ligeledes skal særlige produkter forstås som »ethvert produkt, som den kompetente myndighed giver autorisation til og fastsætter betingelser for«.
I mente derfor, at frosset kød/kød til indfrysning var omfattet af »særlige produkter«.
Fødevarestyrelsens 4. kontor har til fødevareregionen udtalt, at overførsel med henblik på indfrysning ikke skal forstås som »fremstilling af særlige produkter«.
Det afgørende er derfor, hvad formålet med overførslen er.
Hvis formålet med overførslen er at kunne fremstille et særligt produkt, er der mulighed for at overføre uden fuld nedkøling.
Jeres formål med at overføre slagteprodukterne er at indfryse dem, og dermed spare tid og ressourcer.
Indfrysning kan, efter Fødevarestyrelsens vurdering, ikke forstås som fremstilling af særlige produkter.
Transport til indfrysning er derfor ikke omfattet af bestemmelserne i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.
Vi finder derfor, at tilbagekaldelsen af tilladelsen var berettiget.
Vi har hermed ikke taget stilling til, om I kan få tilladelse til at overføre til frysehuse efter andre regler, f.eks. hygiejnebekendtgørelsen, idet vi i et sådant tilfælde ville træffe en 1. instans-afgørelse.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager træffer kun afgørelse i klagesager (bekendtgørelsen om Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager
, § 2, stk. 1).
Fødevareregionen burde have taget stilling til opsættende virkning
Den 6. november 2009 oplyste fødevareregionen jer om, at de udsatte virkningen af tilbagekaldelsen, idet de forlængede fristen indtil Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager havde behandlet klagen.
Dette skete, efter at Fødevarestyrelsen havde meddelt fødevareregionen, at der ikke var mulighed for at forlænge fristen, da transport til indfrysning ikke var omfattet af bestemmelserne.
Fødevareregionen burde derfor ikke have forlænget fristen.
Da I, i jeres klage, havde bedt om opsættende virkning, skulle fødevareregionen i stedet have taget stilling til, om der var mulighed for dette.
Vi er dog opmærksomme på, at konsekvensen ville have været den samme, hvis fødevareregionen havde givet jer opsættende virkning.
Vi har hermed ikke taget stilling til, om I skulle have haft opsættende virkning i sagen.
I havde ikke en berettiget forventning
I anførte, at I havde en forventning om, at tilladelsen var berettiget, idet I havde haft tilladelsen i mange år.
Det er en subjektiv vurdering, om der er tale om en forventning hos virksomheden, mens det er en objektiv vurdering, om forventningen er berettiget.
I må anses for at have haft en forventning om, at tilladelsen var berettiget, idet I har haft den siden 2004.
Med hensyn til om denne forventning var berettiget, skal der foretages en vurdering af, om forventningen skal nyde retsbeskyttelse
.
Da der i dette tilfælde er tale om, at jeres forhold ikke er omfattet af forordningens regler, og at der dermed ikke er en lovlig hjemmel til at give tilladelsen, kan jeres forventning ikke anses for at skulle nyde retsbeskyttelse.
Hertil kommer dog, at tilbagekaldelse af tilladelser kan være meget indgribende over for virksomheden.
Der skal derfor tages visse hensyn, når det skal vurderes, om tilladelsen kan tilbagekaldes.
Disse hensyn er bl.a., om den oprindelige afgørelse var lovlig/gyldig, hvor indgribende en tilbagekaldelse vil være over for virksomheden, og den tid der er forløbet siden afgørelsen, og dermed den tid, som virksomheden har haft til at indrette sig efter afgørelsen.
Der skal også tages hensyn til, om tilbagekaldelsesgrunden har været til stede, før afgørelsen blev truffet.
Hvis dette er tilfældet, kan det i visse tilfælde lægges myndigheden til last, at de ikke var opmærksomme på dette forhold, da de traf afgørelsen
.
Vi finder, at tilbagekaldelsen i dette tilfælde var berettiget, idet tilladelsen i sin tid har været forkert.
Jeres forhold har aldrig været omfattet af bestemmelserne.
Vi er opmærksomme på, at en tilbagekaldelse vil betyde en del yderligere omkostninger for jer, men finder ikke dette så indgribende, at det kan begrunde en ændring af tilbagekaldelsen.
Ligeledes finder vi heller ikke, at den tid der er forløbet, siden tilladelsen blev givet, hvor I har indrettet jer efter tilladelsen, kan begrunde, at I skal have tilladelse til at fortsætte et ikke-hjemlet forhold.
Med hensyn til at det i visse tilfælde skal lægges myndigheden til last, at tilbagekaldelsesgrunden også var til stede, da afgørelsen blev truffet, skal vi bemærke, at der i dette tilfælde er tale om forståelse af reglerne, og ikke om at en del af faktum ikke er blevet oplyst.
En fejlfortolkning af reglerne kan ikke begrunde, at et uhjemlet forhold kan fortsætte, selvom reglerne var de samme, da afgørelsen blev truffet.
Tilbagekaldelsen var en afgørelse, der skulle være forsynet med klagevejledning
Tilbagekaldelse af en begunstigende afgørelse er en selvstændig, bebyrdende afgørelse, som efter forvaltningslovens
§ 25 skal forsynes med klagevejledning.
Fødevareregionen har ikke, i afgørelsen af 8. april 2009, givet jer en klagevejledning.
Konsekvensen af dette er, at virksomheden ikke har nogen klagefrist.
Vi kan derfor ikke afvise at behandle klagen fra oktober, selvom afgørelsen er fra april.
***
I kan ikke klage over sekretariatets afgørelse til anden administrativ myndighed.
Venlig hilsen
Kristine Bech Andersen
Fuldmægtig, cand.jur.
1)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer
1)
Produktionstid, transporttid og produkttemperatur minimeres mest muligt.
2)
Tidsrammerne på 60 min. og 6 timer samt produkttemperatur dokumenteres i egenkontrolprogrammet.
3)
Egenkontrolprogrammet valideres og verificeres løbende.
4)
For så vidt angik plucksdele var tilladelsen tidsbegrænset i 6 måneder, indtil den 10. oktober 2008, hvorefter virksomheden kunne ansøge om forlængelse, såfremt evaluering af overflytningen var tilfredsstillende.
1)
Tilladelse gjaldt kun for produkter, der stammede fra samme dags slagtninger, idet det forudsattes, at produkter fra foregående slagtedag kunne nå at blive nedkølet tilstrækkeligt inden transport.
2)
Såfremt pakning ikke indledtes straks efter slagtning, afskæring og transport gennem frysetunnel, nedkøles produkterne mest muligt i kølerum ved samtidig nødvendig tilførsel af is.
1)
Tilladelsen var tidsbegrænset indtil den 25. september 2009, hvorefter der var mulighed for forlængelse.
2)
Transporttiden skulle dokumenteres for den enkelte transport i relation til begyndt slagtetidspunkt.
3)
Produktionstid, transporttid og produkttemperatur minimeredes mest muligt.
4)
Såfremt pakning ikke blev indledt straks efter slagtning, afskæring og transport gennem frysetunnel, nedkøles varerne mest muligt i kølerum ved samtidig nødvendig tilførsel af is.
5)
Tidsrammerne for transport og produktionstid fra slagtning på hhv. 2 timer (transport), 18 timer for plucksdele og 30 timer for øvrige omfattede produkter samt produkttemperaturer skulle dokumenteres i egenkontrolprogrammet.
6)
Egenkontrolprogrammet skulle valideres og verificeres løbende.
–
for de slagtebiprodukter, der havde været skalfrosne, registreredes, at temperaturen straks var under + 3 ºC, hvad enten de stod i eget kølerum, eller blev transporteret til frysehus.
Erfaringsmæssigt vidste I dog, at der var behov for en vis udligningstid, før produkterne var + 3 ºC i centrum,
–
for de produkter, der havde været skalfrosne som en del af slagtekroppen (med temperaturkrav på + 7 ºC), men som henregnes til slagtebiprodukter (med temperaturkrav på + 3 ºC) når de afskæres, tog det dobbelt så lang tid at nedkøle overfladen til under + 3 ºC i eget kølerum, end hvis produkterne blev transporteret til frysehus,
–
for de slagtebiprodukter, der afskæres varme, tilsættes tøris og pakkes direkte, viste forsøgene en endnu mere udtalt forskel i nedkølingstiden.
2)
Vejledning nr. 9440 af 25. juli 2008 om fødevarehygiejne (som ændret ved vejledning nr. 9882 af 19. december 2008)
3)
Dateret 16. februar 2009, tilgængelig på www.fvst.dk
4)
Rådets direktiv af 26. juni 1964 om sundhedsmæssige problemer vedrørende handelen med fersk kød inden for Fællesskabet
5)
Bekendtgørelse nr. 788 af 24. juli 2008 om fødevarehygiejne
6)
Bekendtgørelse nr. 58 af 6. februar 2008
7)
Der henvises i det hele til Søren H. Mørup, Berettigede forventninger i forvaltningsretten, 1. udgave, 2005, kapitel 6
8)
Der henvises til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, s. 949f
9)
Lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007 (med senere ændringer)