Hjemvisning af afslag på anmodning om dispensation fra fritagelse for kravet om en særlig arbejdspladsvurdering (ATEX APV) ved arbejde i eksplosiv atmosfære (atexapv)
Statutory Text (5 Articles)
Hjemvisning af afslag på anmodning om dispensation fra fritagelse for kravet om en særlig arbejdspladsvurdering (ATEX APV) ved arbejde i eksplosiv atmosfære
Resumé
En virksomhed havde fået et påbud om at udarbejde en ATEX APV, da virksomheden udførte arbejde omfattet af reglerne om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære.
Virksomheden anmodede herefter om fritagelse for efterkommelse af påbuddet.
Arbejdstilsynet gav herefter virksomheden afslag på anmodningen og fastsatte en frist for efterkommelse af påbuddet.
Ifølge reglerne om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære kan der gives dispensation fra ATEX reglerne, hvis særlige forhold gør sig gældende, og det skønnes rimeligt og forsvarligt.
Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviste sagen til ny behandling i Arbejdstilsynet både for så vidt angår spørgsmålet om dispensation og eventuel ny frist for efterkommelse.
Klagenævnet fandt, at Arbejdstilsynet ikke havde taget stilling til, om der kunne gives dispensation efter reglerne, herunder om der var særlige forhold, hvor dispensation skønnes rimelig og forsvarlig.
Nævnet fandt, at Arbejdstilsynet havde givet afslag på anmodning om fritagelse for efterkommelse af påbuddet med en generel begrundelse om, at der ikke kan gives fritagelse af hensyn til økonomiske forhold.
Nævnet fandt desuden, at der først kunne tages stilling til fristen for efterkommelse, når der er taget stilling til, hvorvidt der kan gives dispensation.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 14. december 2010 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 12. oktober 2009.
Arbejdstilsynet gav virksomheden afslag på anmodning om fritagelse for efterkommelse af et påbud om udarbejdelse af ATEX APV.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse af 12. oktober 2009 til ny behandling i Arbejdstilsynet både for så vidt angår spørgsmålet om dispensation og eventuel ny frist for efterkommelse.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at Arbejdstilsynet i afgørelse af 12. oktober 2009 ikke har taget stilling til, om virksomheden kan gives dispensation i henhold til § 13, i bekendtgørelse om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære.
Klagenævnet finder, at Arbejdstilsynet har givet afslag på anmodning om fritagelse for efterkommelse af påbuddet om udarbejdelse af ATEX APV med en generel begrundelse om, at der ikke kan gives fritagelse af hensyn til økonomiske forhold.
Arbejdstilsynet har efter nævnets opfattelse ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt betingelserne for dispensation i henhold til § 13 er opfyldt, herunder om det skønnes rimeligt og forsvarligt at give virksomheden dispensation.
For så vidt angår en eventuel ny frist for efterkommelse finder nævnet, at en vurdering heraf først kan finde sted, når der er taget stilling til, hvorvidt der kan gives dispensation efter § 13.
På dette grundlag hjemvises sagen både for så vidt angår dispensation og efterkommelsesfrist.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler
Om udarbejdelse af ATEX-APV og dispensation
Om Arbejdstilsynet hjemmel til at give påbud
Reglerne fremgår af de følgende sider.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
{navn udeladt]
fuldmægtig
Kopi til
[Adressat udeladt]
Arbejdstilsynet
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008
…
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
.....
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
.....
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 478 af 10. juni 2003 om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære
.....
Kapitel 2
Planlægning og tilrettelæggelse
§ 4.
En arbejdsgiver, der lader udføre arbejde omfattet af denne bekendtgørelse, skal sørge for, at der udarbejdes skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen, jf. § 4, § 6 og §§ 6 a-c, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
Områder, som gennem åbninger er eller kan komme i forbindelse med andre områder, hvor eksplosive atmosfærer kan forekomme, skal også inddrages i vurderingen.
Stk. 2.
Arbejdspladsvurderingen skal indeholde en kortlægning og vurdering af de risici, der hidrører fra eksplosiv atmosfære med særlig hensyntagen til følgende
Sandsynligheden for, at eksplosiv atmosfære kan forekomme samt varigheden heraf.
Sandsynligheden for, at antændelseskilder, herunder elektrostatiske udladninger, vil være til stede og vil kunne blive aktive og fungere som tændkilde.
Anlæggene, de anvendte stoffer, processerne og deres mulige vekselvirkning.
De forventede konsekvensers omfang.
Stk. 3.
Endvidere skal det fremgå af vurderingen, hvilke foranstaltninger, der er truffet eller skal iagttages til imødegåelse af særlige risici fra eksplosiv atmosfære.
Vurderingen skal desuden indeholde angivelse af hvilke områder, der er klassificeret i zoner, jf. Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler om klassifikation af eksplosionsfarlige områder, og angivelse af på hvilke områder minimumskravene i bilag 1 finder anvendelse.
Stk. 4.
Vurderingen skal forefindes på arbejdsstedet tilgængelig for alle, der er beskæftiget på stedet.
Stk. 5.
Vurderingen skal ajourføres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v., som har betydning for virksomhedens arbejdsmiljø, og efter ulykker eller væsentlige uheld på arbejdsstedet, dog senest hvert tredje år.
.....
Kapitel 6
Dispensation og klage
.....
§ 13.
Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og forsvarligt, og i det omfang det er foreneligt med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF af 16. december 1999 om minimumsforskrifter vedrørende forbedring af sikkerhed og sundhedsbeskyttelse for arbejdstagere, der kan blive udsat for fare hidrørende fra eksplosiv atmosfære.
.....
-
§ 38, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
-
§ 4 og § 13, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 478 af 10. juni 2003 om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære.
-
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008.