Landsskatteretsafgørelse vedr. fritagelse for betaling af renter og rykkergebyr
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
Landsskatteretsafgørelse vedr. fritagelse for betaling af renter og rykkergebyr
Resumé
Der kunne ikke ske fritagelse for betaling af renter pålagt som følge af for sent angivet og indbetalt A-skat og AM-bidrag.
At selskabet ikke var opmærksom på, at de normale betalingsfrister gradvist blev indfaset var ikke en pludselig opstået hændelse, som selskabet ikke havde indflydelse på og ikke kunne forudse.
Da der ej heller var tale om førstegangstilfælde eller undskyldelige forhold, kunne der ikke ske fritagelse.
Klagen skyldes, at BetalingsCentret har afslået selskabets ansøgning om fritagelse for betaling af renter samt rykkergebyr.
Landsskatterettens afgørelse
BetalingsCentrets afgørelse stadfæstes.
Sagens oplysninger
Selskabets angivelses- og indbetalingsfrist for A-skat og AM-bidrag for august 2009 var den 24. september 2009.
SKAT modtog selskabets angivelse og betaling henholdsvis den 28. og 29. september 2009, og pålagde derfor virksomheden et rentebeløb på 21.062 kr. i medfør af opkrævningslovens § 7, stk. 1.
Selskabet blev endvidere pålagt et rykkergebyr.
SKAT har i en efterfølgende udtalelse oplyst, at rykkergebyret vil blive slettet.
Selskabet har anmodet om fritagelse for betaling af de renter, der er en følge af overskridelsen af angivelses- og betalingsfristen, idet selskabet har henvist til, at selskabet ikke var bekendt med, at den udsatte betalingsfrist blev ændret løbende frem til december 2009.
BetalingsCentrets afgørelse
BetalingsCentret har ikke imødekommet selskabets ansøgning om fritagelse for betaling af renter.
Fritagelsesbestemmelserne, som er nævnt i 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1521 af 14. december 2006, skal administreres restriktivt.
I henhold til praksis på området kan en forsinkelse som beskrevet ikke fritage selskabet for betaling af renter.
Selskabet har tidligere overskredet betalingsfristen for A-skat og AM-bidrag for marts 2009.
Selskabet er endvidere blev fritaget for pålagte renter på 4.150 kr. vedrørende for sen betaling af A-skat og AM-bidrag for november 2008.
Selskabets påstand og argumenter
Selskabet har fremsat påstand om, at anmodningen om fritagelse for betaling af renter imødekommes.
Der er tale om en overskridelse af fristen på få dage.
Selskabets bogholder var ikke opmærksom på, at de forlængede tidsfrister blev udfaset i løbet af efteråret 2009.
Tværtimod var det opfattelsen, at udskydelsen af betalingsfristerne var uforandret resten af året.
Selskabets bogholder har forsøgt at tilmelde sig e-mail service vedrørende SKATs betalingsfrister, men denne service er tilsyneladende bortfaldet i forbindelse med indførelsen af e-indkomst.
Det er korrekt, at der i marts 2009 blev indbetalt for sent på grund af en fejl i selskabets IT-system.
Det var imidlertid kun et beløb på 182.132 kr. ud af et samlet beløb på 2.015.059 kr., der blev betalt for sent.
I november 2008 blev et beløb på 229.023 kr. ud af et samlet beløb på 2.428.460 kr. betalt for sent.
Dette skyldtes en misforståelse.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, skal der, hvis et beløb ikke betales rettidigt, betales en månedlig rente, som fastsat efter stk. 2, for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales.
Betalingen skulle være modtaget den 24. september 2009 og er først modtaget den 29. september 2009.
Det er derfor med rette, at selskabet er pålagt renter for september 2009.
Efter opkrævningslovens § 8, stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen meddele fritagelse for betaling af renter pålagt efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt.
I § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1521 af 14. december 2006 om opkrævning af skatter og afgifter m.v., er der fastsat nærmere regler om anvendelsen af opkrævningslovens § 8.
Bestemmelsen lyder således
»Told- og skatteforvaltningen kan fritage en virksomhed for betaling af afgift for foreløbige fastsættelser, gebyrer og renter, som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt
1) overskridelse af angivelses- indberetnings- og/eller betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indgiver angivelse, foretager indberetning og/eller indbetaler tilsvaret, eller
2) overskridelse af angivelses- indberetnings- og/eller betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde og/eller der foreligger undskyldelige forhold«
Den 4. juni 2009 udsendte SKAT følgende pressemeddelelse
»Fristerne for angivelse og betaling af moms, A-skat og AM-bidrag blev udsat i det første halvår af 2009.
Nu er det besluttet, at udsættelsen af fristerne fortsætter året ud, men med en model for »indfasning«, hvormed man nærmer sig de normale frister måned for måned.
For A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er det alene betalingsfristen, der er forlænget.
Angivelsesfristen er således uændret.
(...)
Læs mere om loven på www.skm.dk.«
Det forhold, at selskabet ikke har været opmærksom på, at de normale betalingsfrister gradvis blev indfaset, er ikke en pludseligt opstået hændelse, som selskabet ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse.
Det er selskabets ansvar at holde sig ajour, således at betalingsfristerne overholdes.
Der kan derfor ikke ske fritagelse efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1.
Selv om overskridelsen af betalingsfristen er på få dage, er der hverken tale om et førstegangstilfælde eller undskyldelige forhold.
Der kan derfor heller ikke ske fritagelse efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2.
Det er derfor med rette, at anmodningen om fritagelse for betaling af renter ikke er imødekommet.
BetalingsCentrets afgørelse stadfæstes derfor.
Type/periode
Nuværende frist
Ny frist
A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, store virksomheder
Juli 2009
31. august 2009
31. august 2009
August 2009
31. august 2009
24. september 2009
September 2009
30. september 2009
19. oktober 2009
Oktober 2009
30. oktober 2009
12. november 2009
November 2009
30. november 2009
7. december 2009
December 2009
30. december 2009
30. december 2009
A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, små og mellemstore virksomheder.
Juli 2009
10. september 2009
10. september 2009
August 2009
10. september 2009
5. oktober 2009
September 2009
12. oktober 2009
28. oktober 2009
Oktober 2009
10. november 2009
23. november 2009
November 2009
10. december 2009
16. december 2009
December 2009
18. januar 2010
18. januar 2010
Moms, store virksomheder (månedlig afregning)
Juni 2009
25. august 2009
25. august 2009
Juli 2009
25. august 2009
21. september 2009
August 2009
25. september 2009
13. oktober 2009
September 2009
26. oktober 2009
9. november 2009
Oktober 2009
25. november 2009
1. december 2009
November 2009
28. december 2009
28. december 2009
Moms, mellemstore virksomheder (kvartalsvis afregning)
3. kvartal 2009
10. november 2009
1. december 2009