Pressenævnets kendelse i sag nr. 10-70/10
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 10-70/10
Resumé
Rederiet H. Folmer & Co. har for anden gang anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sager nr. 2010-6-1039 H. Folmer & Co mod Nordjyske Stiftstidende, 2010-6-1040 H. Folmer & Co. mod DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis og 2010-6-1055 H. Folmer & Co. mod Lolland-Falsters Folketidende.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
Pressenævnet finder, at der ikke er fremkommet nye oplysninger eller begået væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Anmodningen om genoptagelse afslås.
H. Folmer & Co. har for anden gang anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sager nr. 2010-6-1039, 2010-6-1040 og 2010-6-1055, som nævnet traf afgørelse i 24. september 2010.
Afgørelserne vedrørte en klage fra H. Folmer & Co., der klagede over en artikel og rettelser i henholdsvis Nordjyske Stiftstidende, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis og Lolland-Falsters Folketidende.
Kendelserne i de tre sager er i det væsentlige identiske.
I kendelsen vedrørende Lolland-Falsters Folketidende hed det
”Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.
Hertil kommer, at en retsreportage bør være objektiv.
På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, jf. punkterne A.1 og C.3.
Pressenævnet bemærker, at det under retssagen efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler (culpareglen) skal bevises, at sagsøgte (rederierne) har handlet ansvarspådragende, og at denne adfærd er årsag til besætningsmedlemmernes tab.
Københavns Byret frifandt ved dommen af 26. maj 2010 rederierne, herunder klager, for erstatningsansvar.
For klagers vedkommende skete frifindelsen med den begrundelse, at der ikke var begået fejl fra rederiets side, og at rederiet ikke havde medansvar for de fejl, kaptajnen havde begået.
For så vidt angår det andet sagsøgte rederi, der var ansvarlig for kaptajnen, Partsrederiet Invest VI, fandt retten, at besætningsmedlemmerne (sagsøgerne) ikke havde bevist, at kaptajnens uagtsomme forhold havde været årsag til sagsøgernes tab i forbindelse med kapringen af Danica White.
Pressenævnet finder, at Lolland-Falsters Folketidende med udsagnet, at kaptajnen havde handlet ”groft uforsvarligt”, går ud over, hvad der er dækning for i byrettens dom.
Byretten anvendte betegnelsen ”uagtsomt”, og nævnet udtaler sin kritik af Lolland-Falsters Folketidende for ikke at gengive byrettens dom korrekt på dette punkt.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at det fastslås i byrettens dom, at klager ikke er medansvarlig for kaptajnens fejl, da dette forhold ikke blev fremhævet i Lolland-Falsters Folketidendes omtale af sagen.
Da forholdet er blevet berigtiget af Lolland-Falsters Folketidende, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge avisen at offentliggøre kritikken.
Nævnet finder, at den øvrige omtale af retssagen gengiver begge parters synspunkter i sagen.
Det fremgår således af artiklen, at H. Folmer & Co. blev frifundet i byretten.
Nævnet udtaler ikke kritik af den øvrige omtale af dommen.
Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at rederiet havde fået frataget sine internationale sikkerhedscertifikationer, og at skibet Danica White ikke nåede til kontrol og fik udstedt nye certifikationer inden kapringen 1. juni 2007 (Ifølge klager var der den 9. maj 2010 truffet aftale med rederiet Erria og Søfartsstyrelsen om overdragelsen til Erria, der derved havde det sikkerhedsmæssige ansvar).
På denne baggrund finder nævnet, at oplysningen om, at skibet sejlede ”uden gyldige internationale papirer” ikke er forkert.
Efter det oplyste er det ikke muligt at vurdere, hvorvidt inddragelsen af certifikationer blandt andet var begrundet i ”for mange ulykker om bord”.
Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere formuleringen eller Lolland-Falsters Folketidende i øvrigt.
Da Lolland-Falsters Folketidende den 17. august 2010 behørigt berigtigede det kritiserede forhold, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for ikke at have foretaget yderligere berigtigelse eller grundlag for at pålægge offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49.”
Rederiet anmodede om genoptagelse af sagerne afsagt den 24. september 2010.
Kendelserne af 2. november 2010 i genoptagelsesanmodningerne 2010-6-1071, 2010-6-1072 og 2010-6-1073 er i det væsentlige identiske.
I kendelsen vedrørende Lolland-Falsters Folketidende hed det
”Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
I relation til forholdet vedrørende rederiets internationale sikkerhedscertifikationer lægges det til grund, at H. Folmer & Co. ved Ankenævnet for Søfartsforholds afgørelse af 8. maj 2007 fik stadfæstet tilbagekaldelsen af ISM-overensstemmelsesdokumentet.
Efter det oplyste indgik rederiet og Søfartsstyrelsen aftale om, at skibet Danica White skulle synes, når det anløb havnen i Mombasa, med henblik på at få udstedt nye sikkerhedscertifikationer til rederiet Erria, der pr. 9. maj 2007 var sikkerhedsmæssig ansvarlig for skibet.
Sikkerhedskontrollen var planlagt at finde sted 4. juni 2007, men umuliggjort af kapringen den 1. juni 2007.
Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at Pressenævnets afgørelse på dette punkt vil få et andet resultat ved en ny behandling.
Nævnet bemærker, at der i overskrifterne på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk ikke er bragt forkerte oplysninger, og det fremgår klart af resuméet, at H. Folmer & Co. blev frifundet med den begrundelse, at der ikke var begået fejl fra rederiets side, og at rederiet ikke havde et medansvar for de fejl, Partrederiet Invest IVs kaptajn havde begået.
Selvom om H. Folmer & Co. ikke kan bebrejdes kaptajnens fejl, kan fejl begået af Partsrederiet Invest IVs kaptajn have en afsmittende virkning i forhold til klagers omdømme, hvorfor H. Folmer & Co. blev anset for klageberettiget vedrørende omtalen af kaptajnens fejl.
Da H. Folmer & Co. hverken er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl, afslås anmodningen om genoptagelse.”
H. Folmer & Co. har til støtte for denne anmodning om genoptagelse bl.a. anført, at Pressenævnet ikke forholder sig til det spørgsmål, rederiet fremhæver som det væsentligste i forhold til disse sager.
Dét, rederiet først og fremmest ønsker, er, at nævnet forholder sig til formuleringen af mediernes rettelse, da den efter klagers opfattelse ikke korrigerer den forkerte oplysning.
Lolland-Falsters Folketidende og de øvrige medier har aldrig skrevet, at kaptajnen har handlet groft uforsvarligt.
Avisen skriver, at
”Københavns Byret giver søfolkene medhold i, at der blev handlet groft uforsvarligt, men alligevel tilkendes søfolkene ikke erstatning.” (rederiets fremhævning).
Avisen bruger en vag formulering, der kun kan læses som om, det er sagsøgte, dvs. rederiet H. Folmer & Co., der har handlet groft uforsvarligt.
Når oplysningen rettes skriver avisen behændigt kaptajnen ind i rettelsen
”Af en tilhørende faktaboks fremgik det, at byrettens dom gav søfolkene medhold i, at der i forbindelse med en kapring af skibet ”Danica White” tilbage i 2007 var ”handlet groft uforsvarligt” fra kaptajnens side.
Dette er ikke korrekt.
Det rigtige er ”handlet uagtsomt”.”
Lolland-Falsters Folketidende og de øvrige fejlciterer sig selv i rettelsen og får på den måde fejlen til at fremstå som mindre betydelig.
Rederiet er blevet frikendt i byretten (og siden i landsretten) med den begrundelse, at rederiet ikke har begået nogen fejl.
Oplysningen om, at rederiet ikke har handlet groft uforsvarlig, er ikke blevet berigtiget, som det anføres i Pressenævnets kendelse
”Da forholdet er blevet berigtiget”.
Pressenævnet har misforstået væsentlige fakta, som har haft afgørende betydning for sagernes udfald.
H. Folmer & Co. har endvidere anført, at den påklagede faktaboks også rummer faktisk forkerte oplysninger om, at Danica White sejlede med ugyldige papirer, og at rederiet fik inddraget sit Document of Compliance (DOC) på grund af ”for mange arbejdsulykker”.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Thomas Rørdam, Jan Kristensen, Kaare R.
Skou og Marianne Druedahl
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
Pressenævnet finder, at der ikke er fremkommet nye oplysninger eller begået væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Anmodningen om genoptagelse afslås.
Afgjort den 23. november 2010