Ophævelse af påbud om at undgå løft af varer
Statutory Text (5 Articles)
Ophævelse af påbud om at undgå løft af varer
Resumé
Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede påbud om at undgå løft af varer , da løft af ca. 11 kasser på hver ca. 10 kg en gang hver anden måned ikke i sig selv udgør en belastning, da der var tale om en begrænset vægtbelastning, som forekom relativt sjældent.
Ved et tilsynsbesøg i et rengøringsfirma konstaterede Arbejdstilsynet, at et rengøringsfirma opbevarede rengøringsartikler på et lager nede af en trappe.
Virksomheden oplyste, at en ansat hver anden måned bærer ca. 11 kasser med rengøringsartikler ned ad trappen, som har 19 trin og de ca. 5 meter hen til lageret.
Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om, at virksomheden skulle undgå løft af varer til lageret.
Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede påbuddet, idet nævnet ikke fandt grundlag for at give virksomheden påbud, idet løft af ca. 11 kasser på hver ca. 10 kg en gang hver anden måned ikke i sig selv udgør en belastning, som medfører, at arbejdet ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en begrænset vægtbelastning, som forekom relativt sjældent.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 31. august 2010 behandlet [navn udeladt] klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 27. februar 2009.
Arbejdstilsynet gav påbud om, at virksomheden skulle undgå løft af varer.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er ikke enig med Arbejdstilsynet i, at virksomheden skal have påbud om at undgå løft af varer på virksomhedens arbejdssted [navn udeladt] i [navn udeladt].
Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver således Arbejdstilsynets afgørelse af 27. februar 2009.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for at give virksomheden påbud om at undgå løft af varer på virksomhedens arbejdssted i [navn udeladt].
Nævnet finder, at løft af cirka 11 kasser á cirka 10 kilo én gang hver anden måned ikke i sig selv udgør en belastning, der bevirker, at arbejdet ikke kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om en begrænset vægtbelastning, som forekommer relativt sjældent.
R E G L E R
Ved afgørelsen har Arbejdsmiljøklagenævnet anvendt disse regler
Om manuel håndtering
Om Arbejdstilsynets hjemmel til at give påbud
Afgørelsens retlige grundlag kan læses på de følgende sider.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, samt breve fra [navn udeladt] af 23. december 2009 og 5. januar 2010, erklæring af 29. april 2010 fra virksomheden, og brev af 4. juni 2010 fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
[navn udeladt]
Kopi til
[Adressat udeladt]
[Adressat udeladt]
Arbejdstilsynet
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008
...
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
…
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
…
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 2 .
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse om manuel håndtering, bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992
...
Kapitel 2
Arbejdets udførelse
§ 3.
Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2 .
Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler.
Stk. 3.
Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen.
§ 4.
Ved vurderingen af den sikkerheds- og sundhedsmæssige risiko ved et arbejde med manuel håndtering skal navnlig byrdens beskaffenhed tages i betragtning og desuden den nødvendige fysiske anstrengelse, arbejdsstedets beskaffenhed og arbejdsforholdene i øvrigt, jf. de i bilaget opregnede faktorer.
Stk. 2.
Ved arbejde med løft m.v. af personer skal vurderingen ske i overensstemmelse med stk. 1 og desuden med særlig hensyntagen til risikoen for pludselige belastninger.
Stk. 3.
Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet og iværksættelse af foranstaltninger skal ske med hensyntagen til de i stk. 1 og 2 nævnte faktorer og i overensstemmelse med §§ 5 - 11.
–
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
–
§ 3, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering.
–
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008.