Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1031
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1031
Resumé
Klager – en person – klagede over artiklen ”FAGBLADET 3F FULGTE [PERSON A]S SIDSTE DAGE I DANMARK” i Fagbladet 3F.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.
Pressenævnet bemærker, at nævnet på sit plenarmøde den 28. juni 2007 har vedtaget at præcisere sin praksis vedrørende retlig interesse således, at klagen realitetsbehandles, hvis klager direkte eller indirekte er nævnt eller afbildet, uanset vedkommende ikke måtte kunne identificeres.
Da klagen angår omtale af klagers ægteskab og offentliggørelse af et sløret billede af ham, er klager indirekte nævnt og afbilledet, og har derfor retlig interesse i at få klagen realitetsbehandlet.
Sagen behandles alene i forhold til [Klager], da klagen ikke indgives på vegne af andre familiemedlemmer.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at der er almen interesse i den praksis, der føres i Udlændingeservice – der administrerer udlændingeloven under Udlændingestyrelsen, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af fagbladet for at omtale klagers historie og i den forbindelse nævne [Person A]s navn.
Dette gælder, uanset hendes navn gør det muligt for personer med kendskab til forholdene at identificere klager.
Efter det oplyste fik [Person A] ikke forlænget sin opholdstilladelse i Danmark og blev udvist den 12. april 2010.
Hertil kommer, at hun selv ønskede at fortælle sin historie.
Uanset det må være klart for læserne, at [Person A]s udsagn var farvet af personlig interesse, finder nævnet, at Fagbladet 3F burde have undersøgt hendes oplysninger nærmere eller givet [Klager] mulighed for at komme til orde med sin version.
Ved at undlade dette blev oplysningen om, at København Politi ikke fandt grundlag for at fortsætte efterforskningen af de i fagbladet omtalte forhold, udeladt.
Oplysningen må anses for så væsentlig, at den burde have fremgået af artiklen.
Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Fagbladet 3F for ikke at kontrollere [Person A]s oplysninger tilstrækkeligt.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Fagbladet 3F at offentliggøre et kendelsesresume.
[Klager] har ved advokat Jytte Lindgård klaget til Pressenævnet over en artikel i Fagbladet 3F nr. 7 den 21. maj 2010, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Fagbladet 3F nr. 7 2010 bragte et tema vedrørende herboende udenlandske kvinder, der kunne risikere udvisning af Danmark, selv om skilsmissen var begrundet i vold under ægteskabet.
Flere kvinder udtalte sig i temaet med forsideoverskriften ”VOLDTAGET HVER WEEKEND” og appetitvækkeren
”Voldtaget, mishandlet, banket.
Udenlandske kvinder må finde sig i meget, når de blevet gift med en dansk mand.
For hvis de bliver skilt ringer manden til Udlændingeservice og får dem udvist, fordi de ikke har været i Danmark i syv år.”
I tema sektionen bragte Fagbladet 3F en artikel under overskrifterne ” FAGBLADET 3F FULGTE [PERSON A]S SIDSTE DAGE I DANMARK ” og ” [PERSON A]S SIDSTE DØGN ” og underoverskriften ” [Person A] troede hun havde mødt sit livs kærlighed.
Men i stedet udviklede kærligheden sig til vold og seksuelle overgreb.
Nu er hun udvist ”, hvoraf følgende fremgik
”Historien om [Person A] hører ikke til de sjældne.
Hver dag oplever flere hundrede udenlandske kvinder overgreb, vold og sexmisbrug i Danmark.
[Person A] er en højtuddannet pakistansk kvinde, der troede hun havde mødt sit livs kærlighed, da hun blev gift med en pakistansk mand med dansk statsborgerskab.
Men lige så snart ringen er sat på fingeren, starter et helvede.
Hun bliver slået, sparket og sexmisbrugt af manden.
Og [Person A]s svigermor slår hende også.
Da [Person A] bliver gravid intensiveres volden, og hun mister barnet.
I efteråret 2007 tvinger manden [Person A] hende til Pakistan.
Her tager han hendes pas og efterlader hende først hos hendes mor - og senere hos hans familie.
[Person A] ved, at mandens familie i Pakistan er ekstremt farlige, og hun kontakter den danske ambassade, der skaffer et nyt pas og visum, hvorefter hun rejser tilbage til Danmark.
Da manden finder ud af det, går han amok og mener, at hun har vanæret familien.
For [Person A] er det en dødsdom.
I december 2007 tager hun kontakt til Dannerhusets krisecenter.
Hun forsøger at få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark, men det afvises.
Og efter næsten tre års kamp bliver hun 12. april udvist til et liv i vanære i Pakistan.”
Til artiklen var indsat billeder af [Person A], heraf et delvis sløret bryllupsbillede af [Person A] og klager.
Klager var sløret med en ”måne” over ansigtet.
Af billedteksten fremgik følgende
”KÆRLIGHEDEN VAREDE IKKE LÆNGE.
Alt var lykke, da [Person A] blev gift, men allerede i dagene efter brylluppet begynder volden fra både mand og svigerforældre.”
Yderligere oplysninger
Advokat Jytte Lindgård har fremlagt København Politis brev af 17. marts 2009 til [Klager], hvoraf følgende fremgår
”Jeg [politiadvokaten] har i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, besluttet at indstille efterforskningen i sagen mod Dem i anledning af anmeldelsen for vold og voldtægt begået overfor [Person A] gennem ægteskabet.
Begrundelsen for afgørelsen er, at der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.
…”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Advokat Jytte Lindgård har anført, at bladet klart har nævnt, at [Person A] har været udsat for vold og seksuelle overgreb i ægteskabet med klager.
Københavns Politi indstillede imidlertid efterforskningen af netop disse forhold, som [Person A] havde indgivet politianmeldelse for, og afviste at gå videre med sagen.
Fagbladet 3F har overtrådt de presseetiske regler ved at bringe [Person A]s navn, hvorved eksægtefællen kunne identificeres.
Bryllupsbilledet er ikke særlig godt sløret.
Manden er klart genkendelig.
Det var ikke nødvendigt for artiklens budskab at oplyse [Person A]s navn, og artiklen har haft alvorlige konsekvenser for [Klager] og hans familie.
Fagforeningen 3F har oplyst at have fået aktindsigt hos Udlændingeservice.
Trods det har bladet ikke undersøgt ekshustruens politianmeldelse.
Det er ikke en undskyldning for fagbladet, at det ikke fremgår af Udlændingeservices akter, at politiet afviste at behandle sagen.
En fornuftig journalist ville spørge den person, der interviewes, hvad man har gjort for at standse volden og de seksuelle overgreb, og om hun har henvendt sig til myndighederne.
Hvis man ikke har gjort dette, er der tale om en grov og ikke undskyldelig fejl.
Bladet har heller ikke dokumenteret, at klagers familie er ekstremt farlig.
2.2 Fagbladet 3F’s synspunkter
Advokat Ole Liedke har for Fagbladet 3F påstået klagen afvist under henvisning til Pressenævnets kendelser af 26. marts 2007 i sag nr. 2007-6-0459 og i sag nr. 2007-6-0481.
Såfremt nogen kender [Person A] og har et nært kendskab til hendes personlige forhold, er de også bekendt med, at hun var gift med klager.
I den forbindelse har det afmaskerede billede af klager, på hvilket han i øvrigt ikke er genkendelig, ingen særskilt betydning.
Bladet stillede spørgsmål ved de gældende udlændingeregler.
Kvinder, der flygter fra et voldeligt ægteskab, kan ende med at blive udvist af Danmark.
[Person A]s har selv ønsket at fortælle sin historie og hendes navn fremgår berettiget af artiklen.
Artiklen nævner ikke klagers navn og beskæftiger sig ikke med klagers forhold.
Det er korrekt, at bladet har anmodet om og fået aktindsigt hos Udlændingestyrelsen.
Af de modtagne akter fremgår ikke, at politiet skulle have afvist at behandle en sådan sag.
Artiklen omtaler ikke politianmeldelsen, og resultatet af en sådan anmeldelse fremgår således heller ikke.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.
Pressenævnet bemærker, at nævnet på sit plenarmøde den 28. juni 2007 har vedtaget at præcisere sin praksis vedrørende retlig interesse således, at klagen realitetsbehandles, hvis klager direkte eller indirekte er nævnt eller afbildet, uanset vedkommende ikke måtte kunne identificeres.
Da klagen angår omtale af klagers ægteskab og offentliggørelse af et sløret billede af ham, er klager indirekte nævnt og afbilledet, og har derfor retlig interesse i at få klagen realitetsbehandlet.
Sagen behandles alene i forhold til [Klager], da klagen ikke indgives på vegne af andre familiemedlemmer.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at der er almen interesse i den praksis, der føres i Udlændingeservice – der administrerer udlændingeloven under Udlændingestyrelsen, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af fagbladet for at omtale klagers historie og i den forbindelse nævne [Person A]s navn.
Dette gælder, uanset hendes navn gør det muligt for personer med kendskab til forholdene at identificere klager.
Efter det oplyste fik [Person A] ikke forlænget sin opholdstilladelse i Danmark og blev udvist den 12. april 2010.
Hertil kommer, at hun selv ønskede at fortælle sin historie.
Uanset det må være klart for læserne, at [Person A]s udsagn var farvet af personlig interesse, finder nævnet, at Fagbladet 3F burde have undersøgt hendes oplysninger nærmere eller givet [Klager] mulighed for at komme til orde med sin version.
Ved at undlade dette blev oplysningen om, at København Politi ikke fandt grundlag for at fortsætte efterforskningen af de i fagbladet omtalte forhold, udeladt.
Oplysningen må anses for så væsentlig, at den burde have fremgået af artiklen.
Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Fagbladet 3F for ikke at kontrollere [Person A]s oplysninger tilstrækkeligt.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Fagbladet 3F at offentliggøre følgende
” Pressenævnet kritiserer Fagbladet 3F
Fagbladet 3F nr. 7 bragte maj måned artiklen ”FAGBLADET 3F FULGTE [PERSON A]S SIDSTE DAGE I DANMARK ”, hvor [Person A] fortalte om sit tidligere ægteskab.
Ægteskabet blev beskrevet som voldeligt og med seksuelle overgreb.
Kvinden var blevet skilt og efterfølgende udvist af Danmark.
Af Pressenævnets sag fremgår det, at kvinden havde indgivet politianmeldelse mod eksmanden, men politiet havde i marts 2009 meddelt, at man indstillede efterforskningen, da der ikke var en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold.
Pressenævnet finder, at Fagbladet 3F har tilsidesat god presseskik ved ikke at undersøge kvindens historie.
Ved at undlade dette, fremgik hverken eksmandens version af sagen eller oplysningen om, at der var indgivet politianmeldelse mod manden for de omtalte forhold, og at den politimæssige efterforskning ikke havde ført til nogen indgriben over for eksmanden.
Nævnet har derfor udtalt kritik af Fagbladet 3F for ikke at kontrollere kvindens historie.
Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse.Hele kendelsen kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.”
Afgjort den 11. oktober 2010