Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1022
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1022
Resumé
Klager – en person – klagede over artiklen ”[KLAGER] TILTALT FOR SVINDEL” i B.T.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse af den, oplysningerne er krænkende overfor, jf. punkt A.1 og punkt A.3.
Pressenævnet finder, at B.T. – som erkendt – har bragt forkert information om klagers afsoningssted.
Nævnet finder imidlertid, at forholdet ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at udtale kritik.
Nævnet bemærker herved, at B.T. den 3. juli 2010 berigtigede forholdet.
Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at klager i 2009 er blevet tiltalt for forhold (vedrørende 110.000 kroner) begået i perioden 2002-2005, og at der er indgivet politianmeldelse for forhold (vedrørende 350.000 kroner) på et senere tidspunkt.
Comedy Kuren blev første gang vist på tv i 2007-08.
Pressenævnet finder, at udsagnet ”sagen om de sidste kr. 350.000 er anlagt i 2009” ikke angiver tidspunktet for de påstående forhold, men må forstås som en oplysning om, at der var indgivet politianmeldelse, og at dette havde ført til tiltalerejsning i 2009.
Dette er ikke korrekt, da klager i 2009 hverken var sigtet eller tiltalt for disse forhold.
Det fremgår imidlertid tillige af artiklen – ”så har Midt- og Vestjyllands Politi indledt en efterforskning i en tilsvarende bedragerisag” –, at der alene pågik en politimæssig efterforskning af anmeldelserne, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af omtalen af forholdet eller af B.T. i øvrigt.
[Klager] har ved advokat Jens Glavind klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 20. juni 2010, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagen er behandlet sammen med sag nr. 2010-6-1032, [Klager] mod B.T., der vedrører lignende omtale.
1 Sagsfremstilling
B.T. bragte en artikel den 20. juni 2010 under overskriften ” [KLAGER] TILTALT FOR SVINDEL ” og ” BEDRAGERI
Komiker risikerer fængsel i ny skandalesag ”, hvoraf følgende fremgik
”Stand-up komiker og skuespiller [Klager] er endnu engang ramt af en skandalesag.
Han står tiltalt for svindel ved Retten i Viborg for et samlet beløb på cirka 110.000 kroner.
Udover det, så har Midt- og Vestjyllands Politi indledt en efterforskning i en tilsvarende bedragerisag, hvor den kendte stand-upper angiveligt har svindlet for 350.000 kr.
I alt løber sagerne så op i 460.000 kr.
Desuden står han anklaget for at have oplyst en for lav indkomst til Skat og dermed have snydt samfundet for en større del af sin indkomst.
”Jeg kan bekræfte, at der er rejst tiltale mod [Klager].
Han er tiltalt for bedrageri, og vi efterforsker en anden sag også,” siger politiadvokat Per Kiel Lauritsen fra Midt- og vestjyllands Politi.
…
Kriminel løbebane
Men [Klager] har også haft en kriminel løbebane med adskillige lyssky forretningsmetoder bag sig.
Han har blandt andet siddet fængslet i Tyskland for bedrageri.
Derudover har TV2s program Operation X afsløret [Klager] i forretninger, der tilsyneladende havde det ene formål at narre penge fra folk.
Nu er han så igen i problemer.
Sagen om de sidste 350.000 kr. er anlagt i 2009.
Altså året efter programmet Comedy Kuren, hvor [Klager] lovede aldrig at bevæge sig væk fra dydens smalle sti.
B.T. har navne på i alt otte personer, der har anmeldt [Klager] for bedrageri.
”Udover de otte, så er der også løbet anmeldelser ind fra yderligere nogle stykker,” siger Per Kiel Lauritsen.
”Sagerne drejer sig om nogle selskaber, hvor de forurettede er blevet opfordret til at skyde nogle penge ind, og de penge er så gået tabt,” siger Per Kiel Lauritsen.
Flove over at blive snydt
B.T. har talt med flere af de personer, som har anlagt sagen.
De ønsker dog ikke at medvirke med navn, da de er flove over at være havnet i komikerens klør.
Deres historier varierer en del.
Nogle forklarer at være blevet taget ved næsen med selskabet forbrugerpenge.dk og selskabet Easy Dollar Bills, som [Klager] tidligere har haft.
Her blev der lokket med kostbare anparter i selskabet, som viste sig at være penge ud i luften.
Andre er blevet snydt med at betale for at få nogle tricks til at lave internetannoncer, som angiveligt skulle skaffe gratis formuer.
Det virker bare ikke.
Sagerne er så alvorlige, at den kendte komiker står til fængselsstraf for sine formodede kriminelle aktiviteter.
”Vi går efter en fængselsstraf i sagen,” siger Per Kiel Lauritsen.
Sagen skulle have været for retten i maj måned, men da [Klager] skiftede advokat midt i det hele, blev sagen udsat.
Der er ikke fastsat en dato for den endnu.”
Til artiklen var blandt andet indsat et billede af brevhovedet på et anklageskrift af 30. oktober 2009.
Yderligere omtale
B.T. bragte tillige samme dag den 20. juni 2010 en artikel under overskriften ” Klar med nye fupnumre ” og underoverskriften ” FORTSÆTTER
Tvivlsomme hjemmesider parat ”.
Af artiklen fremgik følgende
”[Klager] står tiltalt for storsvindel med tvivlsomme internetprodukter, som er solgt online.
Men det har ikke forhindret ham i at starte nye hjemmesider, som minder mistænkeligt om tidligere koncepter, som har gjort [Klager] berygtet for sine metoder.
[Klager] oprettede domænet tjenpengeonlinesomindkomst.dk den 10. marts 2009.
Her lover han en fast og sikker indtægt, hvis man følger hans råd om, hvordan man kan oprette blogs og skrive artikler og så sætte nogle internet annoncer på hjemmesiden.
Så ruller pengene ind, efterhånden som de besøgende klikker ind på siden, lyder konceptet.
»Mulighederne for at tjene penge online er nu større end nogensinde.
For mange starter det som en ekstra indkomst og ender med at blive en fuldtidsbeskæftigelse,« lokker [Klager] på hjemmesiden.
De første lektioner er gratis.
Når kunden så har fået blod på tanden, skal man betale 2.500 kr. for at få adgang til flere af [Klager]s godbidder, der kan sikre den solide stabile indkomst.
Kæden hopper af
Men her hopper kæden af, siger Jan Damsgaard, professor på CBS og ekspert i handel på internettet.
»Det er ikke et godt koncept.
Man kan ikke tjene penge på den måde.
Det vil give
bedre at samle flasker,« siger han.
Han kalder [Klager]s forretning for uetisk.
»Han udnytter godtroende folk.
Han burde vide bedre og handle mere etisk,« siger professor Jan Damsgaard.
[Klager]s koncept går ud på, at de besøg, ens hjemmeside får, generer penge tilbage til en selv.
Men det er ikke nemt at få trafik på siden.
»Mit råd er
Hold dig væk.
Tænk dig om.
Hvis det er for godt til at være sandt, så er det det sikkert også,« siger Jan Damsgaard.
Også Forbrugerrådet advarer mod [Klager]s produkter.
»Det er svært at gennemskue, hvordan man skal tjene penge på det produkt.
Generelt er vores bedste råd, at man skal tænke sig om og være helt sikker på, hvad man betaler for,« siger afdelingschef Mette Boye fra Forbrugerrådet.
På samme side i avisen fremgik følgende artikel under overskriften ”»Jeg vil bare hjælpe folk«” og underoverskriften ”Selv om eksperter kalder hans forretningsmetoder uetiske og grove, og folk står i kø i retten for at anmelde [Klager] for svindel, så fastholder han, at han bare ville hjælpe folk .”
”Jeg er i chok over, man kan angribe de metoder.
Jeg har netop lagt det ud sådan, at du ikke betaler for Modul 2 (anden lektion, red.), men for Modul 1.
Når du så har betalt for Modul 1, så får du Modul 2 på prøve.
Det er gratis for at hjælpe folk,” siger han.
Men du får kun adgang til Modul 2, hvis du betaler 2.500 kr.
Så er det vel lige meget, om du siger, man betaler for Modul 1 eller Modul 2?
Så siger [Klager] pludselig, at man slet ikke kan betale for at gå videre i systemet og modtage yderligere lektioner.
”Faktisk er der ikke noget Modul 2.
Jeg lavede et væddemål med nogle bekendte om det var en gangbar forretningsmetode.
De i alt tre personer, der har forsøgt at betale har fået afvist deres betaling og har således ikke tabt penge,” siger han.
Må jeg tale med nogle af dem, som du har væddet med?
”Nej,” siger han.
Masser af videoklip
Hjemmesiden bærer ellers præg af, at [Klager] har lagt meget arbejde i den.
Der ligger mere end 22 videoklip på siden med udførlige instrukser i at lave hjemmesider med blogs og reklamer.
[Klager] er i øvrigt overrasket over, at der verserer en ny bedragerisag mod ham fra 2009.
”Det kan jeg ikke udtale mig om.
Den sag har jeg aldrig hørt om,” siger han.
”Hvad angår det andet så glæder jeg mig til at få sat punktum i de sager.
Jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ville have utilfredse kunder efter Comedy Kuren, og det har jeg ikke haft,” siger han.”
B.T. bragte den 3. juli 2010 følgende rettelse
”Afsonede i Danmark
B.T. skrev 20. juni, at [Klager] var dømt for bedrageri og afsonede en fængselsdom i Tyskland.
Afsoningen foregik i Danmark.
B.T. beklager fejlen.”
Af hjemmesiden comedy-kuren.dk fremgår bl.a. følgende under ” Alt om Comedy Kuren ”
”Comedy Kuren starter med "Det tykke show" som bliver afholdt den 23. juni 2007 på Kafkaféen i København.
I dette show bruger [Klager] alle sine vittigheder om sin fedme for sidste gang i sit liv og starter derefter på hele den psykiske og fysiske forandring.
Denne proces tager et helt år og dette bliver skildret igennem 12 afsnit af 45 minutters varighed hver.
I de 12 afsnit af Comedy Kuren ser man [Klager]s kamp imod sig selv og de mange kilo.
…
Comedy Kuren slutter den 2. oktober 2008, hvor [Klager] står på scenen i Falkonérsalen foran 2.000 mennesker og laver "Det tynde show"…
De to shows og hele tv-serien blev vist på Kanal 5 i løbet af efteråret 2008.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Advokat Jens Glavind har anført, at B.T. ikke har udøvet den fornødne kildekritik og bragt forkert og skadelig information om [Klager]s forhold.
Avisen har haft alle muligheder for at få sagen belyst inden offentliggørelsen, bl.a. via anklageskriftet.
Advokaten har henvist til udsagnene
”Men [Klager] har også haft en kriminel løbebane med adskillige lyssky forretningsmetoder bag sig.
Han har blandt andet siddet fængslet i Tyskland for bedrageri.”
Det fremgår tillige i overskriften, at klager har afsonet i Tyskland.
Klager har hverken siddet fængslet eller været tiltalt for noget strafbart i Tyskland.
Klager har heller aldrig udtalt sig til B.T. som gengivet i artiklen den 11. september 2008.
”Sagen om de sidste 350.000 kr. er anlagt i 2009.
Altså året efter programmet Comedy Kuren, hvor [Klager] lovede aldrig at bevæge sig væk fra dydens smalle sti.”
Formuleringen er et bevidst forsøg på at misinformere bladets læsere, idet man som læser får den forståelse, at de pågældende forhold vedrører kriminalitet udøvet efter Comedy Kuren.
Klager er tiltalt for bedrageri vedrørende forhold i 2002-2004 samt overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven vedrørende forhold i 2002 samt 2004/2005.
Klager er hverken sigtet eller tiltalt for forhold, der tidsmæssigt ligger efter 2006.
2.2 B.T.’s synspunkter
B.T. har anført, at [Klager] i oktober måned 2006 fortalte til mandemagasinet M!, at han i Tyskland begik et svindelnummer, der kaldes ”cash flow”.
Han blev herefter dømt for bedrageri og fik tre måneders fængsel og et års samfundstjeneste.
Han afsonede i 1999.
Ud over artiklen i M! har [Klager] mundtligt fortalt B.T. om forholdet i forbindelse med researchen til artiklen ”[Klager]
Jeg var escort-chauffør” af 11. september 2008.
B.T. har beklaget at have skrevet, at afsoningen fandt sted i Tyskland, og berigtiget forholdet den 3. juli 2007.
Avisen har afvist, at udsagnet ”Sagen om de sidste 350.000 kr. er anlagt i 2009.
Altså året efter programmet Comedy Kuren, hvor [Klager] lovede aldrig at bevæge sig væk fra dydens smalle sti", er vildledende.
Mindst otte personer har i begyndelsen af 2009 politianmeldt [Klager] for bedrageri for 350.000 kroner.
Comedy Kuren blev vist i tv året før.
Dertil kommer, at politiadvokat Per Kiel Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi har oplyst, at de anmeldte forhold er begået i 2006 og frem til anden halvdel af 2008 – mens Comedy Kuren blev vist i tv.
Klager er tiltalt for svindel for 110.000 kr., men efterforskes altså for et samlet beløb på 460.000 kr.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse af den, oplysningerne er krænkende overfor, jf. punkt A.1 og punkt A.3.
Pressenævnet finder, at B.T. – som erkendt – har bragt forkert information om klagers afsoningssted.
Nævnet finder imidlertid, at forholdet ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at udtale kritik.
Nævnet bemærker herved, at B.T. den 3. juli 2010 berigtigede forholdet.
Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at klager i 2009 er blevet tiltalt for forhold (vedrørende 110.000 kroner) begået i perioden 2002-2005, og at der er indgivet politianmeldelse for forhold (vedrørende 350.000 kroner) på et senere tidspunkt.
Comedy Kuren blev første gang vist på tv i 2007-08.
Pressenævnet finder, at udsagnet ”sagen om de sidste kr. 350.000 er anlagt i 2009” ikke angiver tidspunktet for de påstående forhold, men må forstås som en oplysning om, at der var indgivet politianmeldelse, og at dette havde ført til tiltalerejsning i 2009.
Dette er ikke korrekt, da klager i 2009 hverken var sigtet eller tiltalt for disse forhold.
Det fremgår imidlertid tillige af artiklen – ”så har Midt- og Vestjyllands Politi indledt en efterforskning i en tilsvarende bedragerisag” –, at der alene pågik en politimæssig efterforskning af anmeldelserne, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af omtalen af forholdet eller af B.T. i øvrigt.
Afgjort den 11. oktober 2010