Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1024
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1024
Resumé
Klager – en institution – klagede over et indslag på TV 2 Fyn vedrørende institutionen [Den klagende institution].
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Indslaget indeholder beskyldninger om, at der er foregået ting i [Den klagende institution], der ikke bør foregå, og at børnenes tarv bliver tilsidesat af hensyn til økonomien.
De nævnte beskyldninger kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Den klagende institution], og oplysningerne har derfor i særlig grad skullet efterprøves inden offentliggørelsen, først og fremmest ved forelæggelse for klager, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A.3.
Pressenævnet lægger til grund, at [Person A] og hans advokat blev kontaktet af TV 2 Fyn forud for offentliggørelsen af indslagene med henblik på kommentering, men at de ikke reagerede på TV 2 Fyns henvendelser herom.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik over for TV 2 Fyn for ikke at have overholdt de vejledende reglers pkt.
A.3.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kildekritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A. 2.
Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at kritisere, at de tidligere medarbejdere i [Den klagende institution] [Person C] og [Person D] blev interviewet i indslagene for at fortælle om de oplevelser, de har haft, og om den opfattelse, de har af forholdene på [Den klagende institution].
[Person A] har – som anført – haft mulighed for at komme til orde i udsendelserne, men har ikke gjort brug af denne mulighed.
Nævnet finder, at TV 2 Fyn heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
[Den klagende institution] har ved leder [Person A] klaget til Pressenævnet over et indslag på TV 2 Fyn den 29. april 2010, idet [Den klagende institution] mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagen er behandlet sammen med sag 2010-6-1035
[Den klagende institution] mod DR P4 Fyn.
1 Sagsfremstilling
TV 2 Fyn sendte den 29. april 2010 to indslag kl. 14.20 og 18.50.
Af det første indslag fremgik følgende
” [Person C]
[Den klagende institution] det er en pengemaskine, og børnene er et nødvendigt onde.
Speak
Udtalelsen her fik lederparret fra [Den klagende institution], [Person A] og [Person B], til at stævne [Person C] for injurier.
Nu opfordrer hendes advokat til, at lederparret fremlægger de seneste fem års regnskaber for at kaste lys over udsagnet.
Klaus Ewald, advokat, Odense
Denne sag er et udtryk for, at det er nogle mimoser, vi har med at gøre.
Hvis de ikke kan tåle en faglig kritik, og så imødegå den på andet end at anlægge en injuriesag, så er vi altså langt ude.
Jeg synes, at de skulle komme ind i kampen.
Speak
Klaus Ewald mener, at sagen bør afvises, fordi de ansatte ikke udtalte sig om [Person A] og [Person B] personligt, men om institutionen [Den klagende institution].
Klaus Ewald
[Den klagende institution] er mig bekendt en selvejende institution, det er en fond, og det vi har at gøre med, det er et personligt søgsmål, som de anlægger imod min klient og to andre.
Speak
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra [Person A] i dag, og hans advokat vil ikke kommentere sagen.”
Det påklagede indslag.
Af indslaget på TV 2 Fyn kl. 18.50 fremgik følgende
”De tidligere ansatte ankommer til deres foretræde for Socialudvalget.
[Person D], tidligere ansat, [Den klagende institution]
Vi vil gerne fortælle, hvad vi tror, der kan gøres for at sådanne nogen ting, der er foregået på vores tidligere arbejdsplads, ikke kan blive ved med at foregå, og at der ikke kan opstå nye steder, der fungerer på samme måde.
Speak
De skal fortælle om deres oplevelser på [Den klagende institution], der er et bosted for omsorgssvigtede børn.
[Person D]
Personalet skifter hele tiden, og det gør de blandt andet, fordi man ikke bliver behandlet ordentligt, og der ikke nogen overenskomst, der er slet ikke nogen ordnede forhold, så hele tiden kommer der nye ansatte, så børnene bliver svigtet på den måde.
Speak
Efterfølgende er socialministeren i samråd.
Socialdemokraterne vil have hende til at nedsætte et udvalg, der kan undersøge, hvordan man ændrer systemet så kommunerne i mindre grad vælger efter pris, og f.eks. foretrækker institutioner med overenskomst.
Julie Skovsby, medlem, Socialudvalget.
Soc.dem
Vi bliver nødt til at se på, hvordan de økonomiske incitamenter de spiller ind på det her område, om de nogen gange gør det, som vi har hørt en mistanke om fra Fyn, at barnets tarv bliver sat i baggrunden af hensynet til økonomi.
Benedikte Kjær, socialminister, Kons.
Argumentationen med at økonomien der har indflydelse i forhold til nogen af de problemstillinger, vi har set gennem den seneste tid, det køber jeg simpelthen ikke, fordi vi kan se gennem de seneste år, så er udgifterne eksploderet indenfor det her område af udsatte børn og unge.
Speak
Er du så fortrøstningsfuld med hensyn til, at der bliver ændret noget på området?
[Person D], tidligere ansat, [Den klagende institution]
Jeg synes måske nok, at ministerens svar til specielt socialdemokraterne var sådan lidt afventende og lidt, ja, lidt negativt.
Yderligere oplysninger
På en Facebook-profil med navnet ” Støttegruppe for alle som kender til [Den klagende institution]s rystende pædagogik ” fremgik følgende
” Grundlæggende oplysninger
Navn
Støttegruppe for alle som kender til [Den klagende institution]s rystende pædagogik
Kategori
Organisationer - Interesseorganisationer
Beskrivelse
Dette er en gruppe for tidligere ansatte på det private opholdsted [Den klagende institution], som ligger i Korup, Odense.
Stedet kører Tvindlignende ledelsesmetoder, og ødelægger ikke bare en masse børn, som i forvejen er i knæ, men har også ødelagt mange ansatte.”
For at kunne læse indholdet af Facebookprofilen skal man anmode om medlemskab.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Den klagende institution]s synspunkter
[Person A] har til grund for sin klage anført, at TV 2 Fyn har misbrugt [Den klagende institution]s navn i egen økonomisk interesse.
[Person E] (journalist på TV 2 Fyn) har været involveret i et ensidigt og uetisk samarbejde med en gruppe tidligere medarbejdere med henblik på at skade [Den klagende institution] og de anbragte børn.
I 2009 opstod en medarbejderkonflikt på grund af en opsigelse af en mellemleder i [Den klagende institution].
Vedkommende magtede ikke kravet om de høje pædagogiske krav.
En gruppe medarbejdere, der heller ikke magtede de pædagogiske krav, satte sig for at skade virksomheden, herunder [Person D], der ønsker opholdstedet lukket.
De tidligere medarbejdere har startet en åben hadegruppe på Facebook.
Klager har anført, at TV 2 Fyn ikke har forholdt sig kritisk overfor [Person D]s udtalelse eller journalist [Person E] samarbejde med TV 2 Fyn.
Herudover er det ikke korrekt, at der er forgået ting som ikke må foregå, eller ”at barnets tarv bliver sat i baggrunden af hensynet til økonomi”.
TV 2 Fyn har fået aktindsigt i tilsynsmyndighedernes rapportbeskrivelser.
I rapporterne, som Center for Opholdssteder, Odense Skolevæsen og Odense Kommune udarbejdede i januar, februar og marts 2010, fremgår det, at [Den klagende institution] blev frifundet af myndighederne for de mange beskyldninger.
Odense Kommune har sendt en samlet redegørelse til Socialministeren, som beskriver opholdsstedet som en velfungerende organisation, og at der ikke er hold i de tidligere medarbejderes anklager.
Klager har videre anført, at klager kun har fået ganske lidt taletid i mediedækningen af sagen.
I forbindelse med indslaget på TV 2 Fyn er [Den klagende institution] ikke blevet tilbudt at kommentere udtalelserne.
[Den klagende institution] arbejder med sårbare børn og deres familier, og den skæve mediedækning har haft fatale konsekvenser for de anbragte børn, deres familier, medarbejdere og ledelse.
Børnene er blevet hjemtaget fra opholdsstedet.
Virksomheden har haft økonomiske tab i millionklassen, og stedet har fået foretaget en gennemgribende undersøgelse på grund af de tidligere medarbejderes beskyldninger om lederparret [Person B] og [Person A].
2.2 TV 2 Fyns synspunkter
TV 2 Fyn har anført, at indslaget ikke handler om [Den klagende institution] specifikt.
I indslaget opfordres politikerne til at lave nye regler på området.
De tidligere ansatte fra [Den klagende institution] har fået foretræde for Folketingets Socialudvalg, netop med henblik på at få politikerne til at lave nye regler på området.
TV 2 Fyn har afvist, at [Person E] har økonomiske interesser i sagen.
Han har heller ikke været involveret i noget samarbejde med tidligere medarbejdere med henblik på at skade [Den klagende institution].
Den pågældende dag lavede stationen to indslag, der havde relation til [Den klagende institution], og i forbindelse med indslagene forsøgte [Person E] at kontakte [Den klagende institution] for at få en kommentar til indslagene.
Han lagde en besked på klagers telefonsvarer, som klager ikke responderede på.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Thomas Rørdam, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl.
Indslaget indeholder beskyldninger om, at der er foregået ting i [Den klagende institution], der ikke bør foregå, og at børnenes tarv bliver tilsidesat af hensyn til økonomien.
De nævnte beskyldninger kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Den klagende institution], og oplysningerne har derfor i særlig grad skullet efterprøves inden offentliggørelsen, først og fremmest ved forelæggelse for klager, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A.3.
Pressenævnet lægger til grund, at [Person A] og hans advokat blev kontaktet af TV 2 Fyn forud for offentliggørelsen af indslagene med henblik på kommentering, men at de ikke reagerede på TV 2 Fyns henvendelser herom.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik over for TV 2 Fyn for ikke at have overholdt de vejledende reglers pkt.
A.3.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kildekritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A. 2.
Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at kritisere, at de tidligere medarbejdere i [Den klagende institution] [Person C] og [Person D] blev interviewet i indslagene for at fortælle om de oplevelser, de har haft, og om den opfattelse, de har af forholdene på [Den klagende institution].
[Person A] har – som anført – haft mulighed for at komme til orde i udsendelserne, men har ikke gjort brug af denne mulighed.
Nævnet finder, at TV 2 Fyn heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 21. september 2010