Legislator Case Law & Legislation
W20100949825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1036

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2010 9498 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1036

KEN#LOKDOK23 2010 9498 Valid

Resumé

Klager – en politiker – klagede over artiklen ”REJSEKONGEN” i B.T.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel.

Hertil kommer, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.6. og A.3.

Klagers presserådgiver sendte den 17. juni 2010 en e-mail, hvoraf det blandt andet fremgik, at [Klager] kunne citeres for følgende

”Også selv om jeg på rejsens tidspunkt ikke længere havde teknik og miljø som mit borgmesterområde.

Jeg fik at vide, at det var der ikke”.

Klagers kommentarer var loyalt gengivet i artiklen, og nævnet udtaler herefter ikke kritik af B.T. for ikke at have forelagt vinklen yderligere.

Avisen kunne have gjort opmærksom på, at udtalelsen var en måned gammel, men nævnet finder, at forholdet i sammenhængen ikke kan medføre, at god presseskik er tilsidesat.

Nævnet udtaler ikke sin kritik af B.T.

KEN#LOKDOK23 2010 9498 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 13. juli 2010, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

B.T. bragte den 13. juli 2010 en artikel under overskriften ”REJSEKONGEN” og underoverskriften ”VERDENSMAND

Den radikale københavnske borgmester [Klager] rejser stadig jorden rundt som borgmester for område, han har forladt”.

Af artiklen fremgik følgende

”Den kendte radikale borgmester og skuespiller [Klager] har store problemer med at droppe rollen som teknik- og miljøborgmester.

Selv om han har forladt borgmesterposten for over et halvt år siden [siden kommunalvalget den 17. november 2009 integrations- og beskæftigelsesborgmester] , er han hele fem gange i arbejdstiden fløjet til udlandet for at deltage i møder på sit tidligere område.

B.T. kan i dag efter aktindsigt hos kommunen afsløre, at regningen for flyrejser og ophold på dyre hoteller hver gang er betalt af de udenlandske arrangører, der har inviteret ham i forbindelse med den borgmesterpost, han altså har forladt.

Rejserne over flere dage er gået til lande som Tyskland, Frankrig og New Zealand.

I dag er [Klager] udelukkende borgmester for beskæftigelse og integration.

Professor chokeret

De mange betalte udlandsrejser til miljø- og bykonferencer ligefrem chokerer Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School.

”Jeg har aldrig hørt noget lignende.

Det siger da sig selv, at man ikke kan blive ved med at repræsentere byen på et område, som man ikke har noget med at gøre.

Var jeg [Klager]s efterfølger, ville jeg da blive godt mopset, hvis min forgænger blev ved med at repræsentere byen udadtil på området,” siger Claus Haagen Jensen til B.T.

En uge i New Zealand

Københavns Kommune vendte i går tilbage med hvilke regler, der gælder borgmestres rejser.

Men når ministre får en ny post, mister de samtlige arrangerede rejser.

Bondam ser dog intet problem i at beholde sine rejser.

For tre måneder siden – 13. april – fløj [Klager] således på en otte dages rejse til Wellington i New Zealand på businessbilletter.

Flybilletterne alene står i 36.000 kr.

Også hotelopholdet på det eksklusive The Museum Hotel og restaurationsregninger er betalt.

Alt i alt en rejse til omkring 50.000 kr.

Alt, [Klager] skulle gøre til gengæld, var at holde en times foredrag om København som cykelby på en konference arrangeret af de new zealandske landskabsarkitekter, NZILA.

I invitationen til [Klager] står

”Vi betaler selvfølgelig dine businessclass-billetter, dit ophold, dine måltider og øvrige udgifter, som du må have under dit ophold i Wellington under konferencen.

Vi er også klar til at assistere dig, hvis du vil rejse yderligere i New Zealand.”

Da B.T. graver dybere i sagen, viser det sig endda, at det er [Klager]s mand, landskabsarkitekten [Person A], der har skaffet [Klager] rejsen til New Zealand.

Invitationen bliver for en sikkerheds skyld også sendt til [Person A].

21. april rejste [Klager] hjem mod Danmark igen efter et besøg hos Wellingtons borgmester og New Zealands klimaminister.

Gaveregler overtrådt

De ekstra dage efter foredraget er ifølge lektor i forvaltningsret på Aarhus Universitet, Jørgen Albæk Jensen, klart ulovlige ifølge reglerne om gaver, som offentligt ansatte og borgmestre må modtage.

”Dagene efter foredraget, hvor han blev i New Zealand med alle udgifter betalt, er en gave, som han ikke må modtage.

Og det er sådan set ulovligt,” siger han.

…

Trods flere forsøg er det ikke lykkedes B.T. at få [Klager] til telefonen.

I stedet sender han gennem sin pressechef følgende til citat

”Rejsen var ingen gave.

Hvorfor skulle medlemmerne af New Zealands institut for landskabsarkitekter, som jeg ikke kender, give mig en gave?

Bestikkelse kan heller ikke komme på tale.

Hvad skulle newzealandske landskabsarkitekter få ud af [at] bestikke mig?

De havde indlysende interesse i, at jeg kom ned for at fortælle dem og deres politikere om Københavns grønne byrumspolitik og cykelpolitik,” siger [Klager] (R).

Direktion sagde god for turen

Han kan i øvrigt ikke se noget galt i, at han bliver ved med at repræsentere byen på et område, hvor han ikke længere er borgmester.

”Jeg gik til min daværende direktion – som jeg altid gør – for at spørge, om der var problemer i at tage imod denne invitation.

Også selv om jeg på rejsens tidspunkt ikke længere havde teknik og miljø som mit borgmesterområde.

Og jeg fik at vide, at det var der ikke,” siger han.

Hans efterfølger på posten SFs Bo Asmus Kjeldgaard, havde i går ingen kommentarer til, at han i udlandet repræsenteres af [Klager].”

Til artiklen var bl.a. under overskriften ”Borgmester på rejse.

[Klager]s sponsorture” indsat følgende

” Barcelona

Fik 10.-12. oktober 2008 hotelophold ved konference om fodgængere.

Reykjavik

Tre dages ophold og rejse til Island i september 2009 til miljø-konference.

Yokohama

Fire dages Japan-rejse i oktober 2009 om markedsføring af miljøbyer.

Berlin

25.-26. januar 2010 til konference betalt af det tyske miljøministerium.

Wellington

Fik betalt otte dage i New Zealand mod at holde foredrag på landskabskonference.

Dunkerque

Tre dages Frankrigstur i maj 2010 til møde om miljøbevidste byer.”

[Klager]s presserådgiver sendte den 17. juni 2010 følgende e-mail til B.T.

”Kontakten til New Zealands landskabsarkitektinstitut (NZILA) kom da Boyden Evans fra NZILA havde hørt om [Klager]s tale ved en konference i London.

Han ville gerne have Bondam til NZ – dels for at tale ved instituttets årlige konference, dels for at holde møde og påvirke politikere på NZ.

Formand for den internationale landskabsarkitekturforening, International Federation of Landscape Architects (IFLA), er newzealænder, og da [Person A] var Danmarks repræsentant i IFLA skete den første kontakt til [Klager] gennem [Person A] – derfra overtog Teknik- og Miljøforvaltningen kontakten.

De spørger ganske rigtigt i den første invitation, ifølge [Klager]s hukommelse, om [Person A] kommer med til NZ.

Men det har aldrig været meningen, at de ville betale for ham, og [Person A] var naturligvis ikke med på rejsen.

Her er to citater fra [Klager] – I kan selv splitte den lange op.

”Jeg gik til min daværende direktion, som jeg altid gør, for at spørge, om der var problemer i at tage imod denne invitation.

Også selv om jeg på rejsens tidspunkt ikke længere havde teknik og miljø som mit borgmesterområde.

Og jeg fik at vide, at det var der ikke.”

”Rejsen var ingen gave.

Hvorfor skulle medlemmerne af New Zealands institut for landskabsarkitekter, som jeg ikke kender, give mig en gave?

Bestikkelse kan heller ikke komme på tale – hvad skulle new zealandske landskabsarkitekter få ud af [at] bestikke mig?

De havde indlysende interesse i, at jeg kom ned for at fortælle dem og deres politikere om Københavns grønne byrumspolitik og cykelpolitik.

København har indlysende interesse i at profilere sig internationalt som grøn cykelby, her var en enestående chance.

Jeg holdt min tale på konferencen og holdt efterfølgende møder med bl.a.

New Zealands klimaminister og hovedstaden Wellingtons borgmester.

Jeg havde én fridag.

Det var en udbytterig rejse for begge parter”, siger [Klager] (R).

Håber det er tilstrækkeligt.

Vend tilbage, hvis du mangler flere svar.”

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har anført, at han ikke fik forelagt vinklen i artiklens overskrifter, inden artiklen blev trykt.

Citaterne i artiklen er fra den 17. juni 2010, næsten fire uger tidligere, og er citater, som blev sendt til B.T. til en helt anden artikel om en konkret tur til New Zealand.

Vinklen dengang var, at turen til New Zealand skulle være en gave fra det new zealandske institut for landskabsarkitekter, og klager dermed havde overtrådt reglerne for modtagelse af gaver.

Artiklens anklage om, at ”[Klager] stadig rejser jorden rundt, som borgmester for et område, han har forladt”, har klager ikke haft lejlighed til at kommentere.

[Klager] har herudover anført, at det er en skærpende omstændighed, at B.T. for anden gang inden for få måneder har overtrådt regler for god presseskik.

Der er i den forbindelse henvist til Pressenævnets sag nr. 2010-6-1011.

2.2 B.T.s synspunkter

B.T. har bestridt, at klager efter de vejledende presseetiske regler nødvendigvis har ret til at få forelagt en vinkel.

Klager har ret til at få forelagt krænkende oplysninger, og forpligtelsen har til formål at sikre oplysningernes rigtighed.

B.T. konfronterede den 17. juni 2010 [Klager] med to oplysninger: 1) At han havde modtaget en – mulig uretmæssig – gave i form af en gratis rejse til en konference på New Zealand, samt 2) at han har rejst rundt i verden og beskæftiger sig med emner, der lå uden for hans nuværende borgmesterområde.

Alene af den grund kan klagers påstand om, at han ikke blev forelagt denne vinkel, afvises.

B.T. kontaktede igen den 12. juli 2010 klagers presserådgiver for at få endnu en kommentar.

Det skyldtes alene, at der var gået flere uger siden, der sidst havde været kontakt.

Til brug for Pressenævnets sag har den reporter, der beskæftigede sig med sagen, oplyst, at han ikke husker, om han opnåede kontakt med presserådgiveren, men forsøget blev gjort.

Det har generelt været vanskeligt at få kontakt med klager, da forelæggelse skal stilles via presserådgiveren, og at svar til avisen formuleres og leveres skriftligt.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel.

Hertil kommer, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.6. og A.3.

Klagers presserådgiver sendte den 17. juni 2010 en e-mail, hvoraf det blandt andet fremgik, at [Klager] kunne citeres for følgende

”Også selv om jeg på rejsens tidspunkt ikke længere havde teknik og miljø som mit borgmesterområde.

Jeg fik at vide, at det var der ikke”.

Klagers kommentarer var loyalt gengivet i artiklen, og nævnet udtaler herefter ikke kritik af B.T. for ikke at have forelagt vinklen yderligere.

Avisen kunne have gjort opmærksom på, at udtalelsen var en måned gammel, men nævnet finder, at forholdet i sammenhængen ikke kan medføre, at god presseskik er tilsidesat.

Nævnet udtaler ikke sin kritik af B.T.

Afgjort den 30. august 2010

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →