Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1002
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1002
Resumé
Klager – skribenten af artiklen – klagede over artiklen ”[A] gennemhuller JP-artikel om ytringsfrihed” på Journalisten.dk.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen er indgivet af journalist [K] og ikke af Morgenavisen Jyllands-Posten, hvorfor klagen alene vurderes i relation til skribenten.
Det følger af de vejledende regler, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den oplysningerne er krænkende over for, jf. punkterne A.1 og A.3.
Uanset at [K] har skrevet Jyllands-Postens artikel ” Journalisters ytringsfrihed presses ” den 15. april 2010, finder nævnet, at kritikken i den påklagede artikel på Journalisten.dk den 21. april 2010 retter sig mod Morgenavisen Jyllands-Posten.
Klager er ikke omtalt i artiklen.
Nævnet finder herefter, at Journalisten.dk ikke har tilsidesat god presseskik ved ikke at rette henvendelse til [K].
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel på Journalisten.dk den 21. april 2010, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Journalisten.dk bragte den 21. april 2010 en artikel under overskriften ” [A] gennemhuller JP-artikel om ytringsfrihed ” og underoverskriften ” Torsdag [den 15. april 2010] bragte Jyllands-Posten en opsigtsvækkende historie på forsiden [artiklen ”Journalisters ytringsfrihed presses” skrevet af klager] om journalister, der mener, at ytringsfriheden er under pres.
Men historien mangler dokumentation, skriver [A] i Berlingske i dag [i klummeindlægget ”Mediemøllen
Ytringsfrihed under pres?”] ”.
Af artiklen fremgik følgende
”Historien i Jyllands-Posten var baseret på en undersøgelse lavet af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) og fik ikke kun forsiden, men også to sider inde i avisen med overskriften
"Journalister
Ytringsfriheden er under pres".
[Artiklen var skrevet af [K], men var ikke selv omtalt i artiklen.]
Allerede samme dag var der flere mediefolk, som over for Journalisten.dk var stærkt kritiske og gav udtryk for, at de følte sig spændt for en JP-kampagnevogn i undersøgelsen om selvcensur .
[Link til Journalisten.dks artikel ”Skepsis omkring JP/FUJ-undersøgelse” af 15. april 2010.]
Og i dag kritiserer journalist [A] [link til www.[A].dk] så selve måden, hvorpå Jyllands-Posten anvender undersøgelsens tal.
Han hæfter sig blandt andet ved, at 74 pct. af de adspurgte rent faktisk aldrig personligt havde oplevet selvcensur fra ledelsen.
Og at tillige 83 pct. aldrig havde personligt censureret sig selv på grund af nogen som helst frygt eller bekymring.
"Endelig viste det sig, ” skriver [A] og fortsætter
" at den smule konkret oplevet pres på ytringsfriheden blandt et lille, lille mindretal af de 453 besvarelser skyldtes pres fra redaktører eller egen frygt for at miste kilder eller blive kritiseret af mediets målgruppe ".
Og det er ifølge den tidligere Jyllands-Posten journalist, der i dag blandt andet er vært i P1-programmet "[A] på Tværs" [Link til www.[A].dk/cv], alt andet end tilstrækkeligt til at pumpe historien så voldsomt op
"Overskriften
'Journalister
Ytringsfriheden er under pres' og henvisningen til muslimske fundamentalister savner således enhver rimelig dokumentation udover lidt fristilsbekymring på andres vegne og hvad der ligner en hårdtpumpet politisk dagsorden," lyder det fra [A], der konkluderer, at det virkede, som om Jyllands-Posten havde slukket alle journalistiske advarselslamper i en højere sags tjeneste, da man bragte historien på forsiden.
På Jyllands-Posten afviste man allerede forleden kritikken
»Selvfølgelig er det ikke en kampagne, og man skal virkelig læse den, som fanden læser biblen, for at mene dette.
Det er et forsøg på at lave en seriøs undersøgelse, der diskuterer, om der er ting, der ikke kommer frem, fordi vi er bange.
For hvis det er tilfældet, er det et alvorligt samfundsproblem,« udtalte nyhedschef på JP, [B], til Journalisten.dk [link til artiklen ”Skepsis omkring JP/FUJ-undersøgelse”].”
I forlængelse af artiklen kunne læsere kommentere indholdet.
[K] skrev den 22. april 2010 indlægget ” Ro på kammerater ”, hvoraf følgende fremgik
”Kære alle,
Inden diskussionen løber løbsk, må jeg lige anføre dette
1) Den forsideartikel, som [A] omtaler, handler ikke om Muhammed-krisen og nævner hverken Muhammed-tegningerne eller debatten om en eventuel undskyldning.
2) Man kan godt være bekymret for ytringsfriheden/kriminalitet/ den økonomiske krise uden at være personligt ramt.
Her er spurgt til to forskellige forhold, ytringsfrihed og selvcensur, som er 'i familie', men ikke er hinandens forudsætninger.
I øvrigt vil jeg opfordre debattørerne til selv at læse artiklerne i Jyllands-Posten - fremfor at kritisere ud fra udlægningen i en Berlingske-klumme eller Journalisten.dk's udklip fra denne klumme.
Undersøgelsen ligger i øvrigt også på jp.dk.
Tager man dækningen inde i avisen, så er hovedhistorien en række eksempler på, at journalister mener, at deres ledelse har udført selvcensur, så "relevante oplysninger" ikke er kommet frem, f.eks. en nuanceret dækning af asylproblematikken, kritik af Israel og magtkampen i en børsnoteret virksomhed.
Læg fordommene til side og husk at ytringsfrihed og selvcensur er andet og mere end Muhammed-tegninger.”
I en e-mail af 28. april 2010 spurgte klager Journalisten.dks webredaktør om følgende
”Jeg vil gerne høre, om du i sidste uge gjorde noget for at forelægge mig eller en anden fra JP kritikken om manglende dokumentation, før I bragte ovennævnte historie?”
Redaktøren svarede
”…
I forbindelse med Journalistens dækning af FUJ-undersøgelsen om selvcensur, bragte vi flere artikler, hvor JP medvirkede.
Blandt andet i første omgang da JP selv bragte undersøgelse på forsiden, hvor en af vores medarbejdere skrev følgende historie
http://journalisten.dk/skepsis-omkring-jp-fuj-undersogelse
Her tilbageviste [B] meget af kritikken og den skepsis, som blev rejst.
Efterfølgende bragte vi endnu en artikel, hvor Journalistforbundet udtrykte kritik og hvor JP igen gav kritikerne tørt på.
http://journalisten.dk/dj-ville-ikke-medvirke-til-undersogelse-af-selvcensur
Endvidere skrev vi ganske konstaterende om selve undersøgelsens resultater her
http://journalisten.dk/hver-femte-journalist-over-selvcensur
Da så [A] nogle dage efter kom med sin klumme, så vi det som en mulighed for at fortsætte diskussionen, og refererede derfor klummen.
Tankegangen var, at nu havde vi vendt den sag en del gange – både for og imod - og [A]s klumme var så blot en forlængelse, der gav mulighed for at alle kunne debattere videre.
Vi burde givet have ladet JP komme til orde igen.
Det beklager jeg meget.
Og derfor er jeg åben over for, at vi følger yderligere op, såfremt du mener, vi mangler nogle pointer – udover hvad [B] allerede har svaret.
En af Journalisten.dk’s opgaver er jo at sikre en grundig og fyldestgørende debat om journalistikken.
Og naturligvis skal de centrale aktører medvirke.
Derfor har jeg også været rigtig glad for, at så mange andre har haft lyst til at bidrage til diskussionen.
Men gi’ et ring eller skriv tilbage, hvis vi lige skal give det en tanke mere!”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har oplyst, at han indgiver klagen som privatperson/journalist, og ikke på vegne af Morgenavisen Jyllands-Posten.
Klager har anført, at hverken han som skribent af artiklen ”Journalisters ytringsfrihed presses”, der bliver kritiseret i artiklen ”[A] gennemhuller JP-artikel om ytringsfrihed”, eller andre fra Jyllands-Posten er blevet forelagt kritikken inden offentliggørelse, ligesom der heller ikke i artiklen er link til modsvar på [A]s påstand om manglende dokumentation.
Heller ikke efter, at Journalisten.dk blev gjort opmærksom på den manglende forelæggelse ved e-mail af 28. april 2010, blev der ændret herpå.
Det forhold, at klager selv har deltaget i debatten, ændrer ikke ved, at Journalisten.dk har overtrådt reglerne for god presseskik.
2.2 Journalisten.dk’s synspunkter
Journalisten.dk har anført, at man i flere artikler skrev om undersøgelsen, der var genstand for omtalen i Jyllands-Posten den 15. april 2010.
Jyllands-Postens nyhedschef kommenterede i de tidligere artikler kritikken.
[A]s klumme ” Mediemøllen
Ytringsfrihed under pres?
” i Berlingske Tidende den 21. april 2010 om samme undersøgelse gav Journalisten.dk anledning til at gengive nogle af [A]s synspunkter for at vise, at der stadig er andre opfattelser af undersøgelsens resultater, og at ikke alle er enige i de hidtidige betragtninger.
Det sker i den påklagede artikel.
Klummen indeholder, som sædvanen er for disse, ikke et svar.
Journalisten.dk gør til gengæld et stort nummer ud af at krydshenvise til tidligere artikler om samme sag – herunder de modsatte synspunkter fra Jyllands-Posten, ligesom udtalelserne fra nyhedschefen atter refereres.
Artiklen gav efterfølgende anledning til yderligere debat, hvor blandt andre journalister, heriblandt [K], skrev indlæg i forlængelse af artiklen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen er indgivet af journalist [K] og ikke af Morgenavisen Jyllands-Posten, hvorfor klagen alene vurderes i relation til skribenten.
Det følger af de vejledende regler, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den oplysningerne er krænkende over for, jf. punkterne A.1 og A.3.
Uanset at [K] har skrevet Jyllands-Postens artikel ” Journalisters ytringsfrihed presses ” den 15. april 2010, finder nævnet, at kritikken i den påklagede artikel på Journalisten.dk den 21. april 2010 retter sig mod Morgenavisen Jyllands-Posten.
Klager er ikke omtalt i artiklen.
Nævnet finder herefter, at Journalisten.dk ikke har tilsidesat god presseskik ved ikke at rette henvendelse til [K].
Afgjort den 30. august 2010