På et værtshus under 40m
Statutory Text (5 Articles)
På et værtshus under 40m 2 , hvor rygning efter rygeloven er tilladt, og der ikke kan udluftes gennem vinduer og døre, kræves mekanisk ventilation med tilførsel af frisk luft
Resumé
Ved et tilsynsbesøg på et værtshus under 40m² blev der røget i lokalet.
Der fandtes en ventilation i endevæggen, men ventilationen havde ikke indblæsning af frisk luft.
Efter reglerne skal der, når der ikke kan luftes ud gennem vinduer og døre være mekanisk ventilation, som tilfører lokalet frisk luft af passende temperatur og fugtighed.
Lov om røgfri miljøer undtager små værtshuse med et serveringsareal på under 40m 2 fra rygeforbuddet.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at virksomheden, som er et værtshus, hvor rygning er tilladt, skal indrette mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af luft af passende temperatur og fugtighed.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. maj 2010 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 28. april 2009 over påbud om V skal sikre tilstrækkelig ventilation på værtshuset, hvor der er rygning tilladt.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at V, som er et værtshus, hvor rygning er tilladt, skal indrette mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af luft af passende temperatur og fugtighed.
Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 1. september 2010.
Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 7. september 2010.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 28. april 2009.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der udføres arbejde i restaurationslokalet, samtidig med at kunderne ryger, og at de ansatte herved udsættes for skadelig tobaksrøg.
Klagenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er etableret indblæsning af forvarmet erstatningsluft.
Arbejdstilsynet har ved besøg konstateret tydelig lugt af røg i lokalet og på senere besøg tæt røg i lokalet, og klagenævnet er af den opfattelse, at lokalet af den grund ikke har tilstrækkeligt luftskifte i forhold til belastningen.
Klager har anført, at det er lovligt at ryge i lokalet, at alle ansatte er rygere, at det netop er bag baren, at de ansatte ryger, at ingen har klaget over rygegener, at ventilationen var slukket, da Arbejdstilsynet var på besøg, at det nu er indskærpet overfor personalet, at ventilationen skal være tændt, når/hvis der ryges i lokalet.
Det er nævnets vurdering, at de ansatte i restaurationslokalet er udsat for passiv rygning, som er sundhedsskadelig.
Det har ingen betydning, i hvilket omfang de ansatte selv ryger.
Klagenævnet finder derfor, at der skal være mekanisk ventilation i lokalet, og at der efter reglerne skal tilføres tilstrækkelig tilførsel af frisk luft af passende temperatur og fugtighed.
I den aktuelle sag er der tale om et restaurationslokale under 40m 2 , hvor der er etableret udsugning i endevæggen, men der er ikke etableret indblæsning af frisk erstatningsluft.
Nævnet skal bemærke, at Arbejdstilsynet i udtalelsesskrivelsen har anført, at § 57, stk. 2, i bekendtgørelsen om faste arbejdssteders indretning er irrelevant for påbuddet.
Nævnet anser det som en mindre sagsbehandlingsfejl, som Arbejdstilsynet herved har rettet op på.
Arbejdstilsynets afgørelse henviste desuden til § 34 i samme bekendtgørelse som hjemmel for afgørelsen, hvorfor det ikke har betydning for afgørelsens gyldighed, at § 57, stk. 2, slettes.
Nævnet skal endvidere bemærke, at der er uoverensstemmelse mellem påbudsteksten i Arbejdstilsynets afgørelse og det tilhørende bilag 1, hvorfor nævnet har præciseret formuleringen af påbuddet.
Nævnet bemærker i den forbindelse, at begge formuleringer er dækkende for afgørelsen, hvorfor det ikke har betydning for afgørelsens gyldighed.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
Arbejdstilsynets hjemmel til at give påbud
Om arbejdsstedets indretning og ventilation
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
Fuldmægtig
Kopi til
Arbejdstilsynet, Tilsynscenter, Postboks 1228, 0900 København C,
V, Att.: de ansatte
Afgørelsens retlige grundlag kan læses på de følgende sider.
Regler
Bekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 af lov om arbejdsmiljø, med de ændringer der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008
Kapitel 6
Arbejdsstedets indretning
§ 42.
Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
…
Bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning
Kapitel 8
Ventilation
§ 34.
Hvert arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk.
Stk. 2.
Hvis der ikke på forsvarlig måde kan opnås tilstrækkelig luftfornyelse gennem vinduer, døre, ventiler og lignende til det fri, skal der indrettes en mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af frisk luft af passende temperatur og fugtighed.
…
2.
AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.
At-vejledning A.1.2.
Indeklima
At-vejledning A.1.1.
Ventilation på faste arbejdssteder
–
§ 77, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 af lov om arbejdsmiljø, med de ændringer der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008.
–
§ 42, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 af lov om arbejdsmiljø.
–
§ 34, i bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning.