Belastende arbejdsstillinger ved højtryksspuling af skibe skal undgås
Statutory Text (5 Articles)
Belastende arbejdsstillinger ved højtryksspuling af skibe skal undgås
Resumé
Belastende arbejdsstillinger ved højtryksspuling af skibe
En medarbejder på et skibsværft udfører arbejde med rensning af skibe udvendig ved hjælp af højtryksspuling.
Arbejdet foregår ved, at den ansatte ligger på knæ under skibet med en arbejdshøjde på mellem 88 og 107 cm.
Fra denne stilling spules bunden af skibet med en højtryksrenser, der holdes op mod og langs med bunden af skibet.
Der foretages højtryksrensning af skibe i gennemsnit 1 ½ gang om ugen med varierende timetal pr. gang alt efter, hvor beskidt skibet er, og om der skal renses for fastgroede muslinger eller ej.
Virksomheden oplyser, at der højtryksspules fra 1 – 2 timer og mere på hvert skib, der skal renses.
Ved vurdering af risiko for sundhedsskade ved de beskrevne arbejdsstillinger og bevægelser har nævnet lagt vægt på, at der er tale om ensidigt, statisk arbejde, som på grund af den lave arbejdshøjde foregår i en fastlåst arbejdsstilling, som medfører bøjning/vrid i ryg, nakke, hofte og knæ.
Endvidere har nævnet lagt vægt på, at højtryksspuleren ved brug løftes op over skulderhøjde, og at det kræver en vis kraft for at holde/styre højtryksspuleren.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at der var tale om belastende arbejdsstillinger, som virksomheden skulle undgå bl.a. ved at sikre, at arbejdet planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Vedrørende [navn udeladt]´s sag nr. 2009-5131-00164
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. april 2010 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 14. juli 2009.
Arbejdstilsynet gav påbud om, at virksomheden skulle undgå belastende arbejdsstillinger ved højtryksspuling af skibe, samt at virksomheden skulle sikre, at arbejdet planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at virksomheden skal undgå belastende arbejdsstillinger ved højtryksspuling af skibe, herunder sikre, at arbejdet planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 26. september 2010.
Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 3. oktober 2010.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 14. juli 2009.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at arbejdet foregår ved, at den ansatte ligger på knæ under skibet med en arbejdshøjde på mellem 88 og 107 cm.
Fra denne stilling spules bunden af skibet med en højtryksrenser, der holdes op mod og langs med bunden af skibet.
Nævnet lægger endvidere vægt på, at der foretages højtryksrensning af skibe i gennemsnit 1 ½ gang om ugen med varierende timetal pr. gang alt efter, hvor beskidt skibet er, og om der skal renses for fastgroede muslinger eller ej.
Nævnet lægger det af ejeren og de ansatte oplyste om tidsforbrug til grund.
Det er oplyst, at der højtryksspules fra 1 – 2 timer og mere på hvert skib, der skal renses.
Ved vurdering af risiko for sundhedsskade ved de beskrevne arbejdsstillinger og bevægelser lægger nævnet vægt på, at der er tale om ensidigt, statisk arbejde, som på grund af den lave arbejdshøjde foregår i en fastlåst arbejdsstilling, som medfører bøjning/vrid i ryg, nakke, hofte og knæ.
Endvidere lægger nævnet vægt på, at højtryksspuleren ved brug løftes op over skulderhøjde, og at det kræver en vis kraft for at holde/styre højtryksspuleren.
I klagen anføres det, at Arbejdstilsynets beskrivelse er behæftet af alvorlige fejl, herunder at antallet af skibe, der renses om året, ikke er korrekt, samt at medarbejderen, der udfører arbejdet, er påklædt på en sådan måde, at det ikke findes sandsynligt, at han bliver gennemblødt i forbindelse med arbejdet med højtryksspuling.
Nævnet skal hertil bemærke, at nævnet finder det ubetænkeligt at lægge de oplysninger til grund, som er givet samstemmende af ejer og medarbejdere under Arbejdstilsynets besøg.
Nævnet skal i den forbindelse henvise til, at Arbejdstilsynet under et nyt besøg på virksomheden af ejeren fik oplyst, at der årligt højtrykspules cirka 70 skibe, svarende til 1 ½ skib pr. uge i gennemsnit, og at varigheden er fra 1 – 2 timer pr. skib og længere tid afhængig af, hvor beskidt skibet er, og om der er muslinger på skibet.
Med hensyn til medarbejderens påklædning under arbejdet skal nævnet bemærke, at dette ikke findes afgørende for vurderingen af, om der foreligger en sundhedsrisiko på grund af uhensigtsmæssige arbejdsstillinger.
I Arbejdstilsynets bilag 4 til brevet benævnt ”Udkast.
Påbud ” er påbuddet formuleret anderledes end i brevet benævnt ” Afgørelse”.
Arbejdstilsynet gør i udtalelse af 13. oktober 2009 opmærksom på, at der er tale om en skrivefejl i påbudsteksten i bilag 4, idet den rigtige tekst er ”højtryksspuling af skibe” i stedet for ”manuel håndtering af muslinger”.
Klagenævnet finder ikke, at Arbejdstilsynets skrivefejl medfører, at afgørelsen er ugyldig.
Nævnet finder det afgørende, at den korrekte tekst står i selve afgørelsen, samt at den korrekte tekst fremgår af overskriften og teksten i øvrigt i bilag 4.
R E G L E R
Ved afgørelsen har Arbejdsmiljøklagenævnet anvendt disse regler
Om uhensigtsmæssige arbejdsstillinger
Om Arbejdstilsynets hjemmel til at give påbud
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, samt brev af 29. oktober 2009 fra [navn udeladt].
På klagenævnets vegne
[navn udeladt]
fuldmægtig
Kopi til
[navn og adresse udeladt]
[navn og adresse udeladt]
Att.: sikkerhedsrepræsentanten/de ansatte
Arbejdstilsynet
Afgørelsens retlige grundlag kan læses på de følgende sider.
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008
.....
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse
.....
Kapitel 2
Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet
§ 4.
Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1.
Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse.
Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed.
.....
Kapitel 3
Arbejdets udførelse
…..
Særlige krav
.....
§ 17.
Unødige fysiske belastninger samt uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås.
Belastningen under arbejdet skal derfor være så lille, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænser skal overholdes.
.....
Bilag 1 - Generelle forebyggelsesprincipper
Bilag til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse
(Jf. artikel 6, stk. 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet).
Forhindring af risici.
Evaluering af risici, som ikke kan forhindres.
Bekæmpelse af risici ved kilden.
Tilpasning af arbejdet til mennesket, navnlig for så vidt angår udformningen af arbejdspladsen samt valg af arbejdsudstyr og arbejds- og produktionsmetoder, i særdeleshed med henblik på at begrænse monotont arbejde og arbejde i en bestemt rytme og at mindske virkningerne af sådant arbejde på helbredet.
Hensyntagen til den tekniske udvikling.
Udskiftning af det, der er farligt med noget, der er ufarligt eller mindre farligt.
Planlægning af forebyggelsen for at gøre den til en sammenhængende helhed, inden for hvilken forebyggelsen omfatter teknik, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsforhold, sociale relationer og påvirkninger fra faktorer i arbejdsmiljøet.
Vedtagelse af foranstaltninger til kollektiv beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse.
Hensigtsmæssig instruktion af arbejdstagerne.
–
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
–
§ 4 med bilag 1, og § 17, i bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse.
–
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008.