Legislator Case Law & Legislation
W20100919925 DK

Fastholdelse af afgørelse om at forebygge psykiske belastninger i form af vold, trusler og traumatiske hændelser

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2010 9199 Valid

Fastholdelse af afgørelse om at forebygge psykiske belastninger i form af vold, trusler og traumatiske hændelser

KEN#LOKDOK23 2010 9199 Valid

Resumé

Arbejdstilsynet gennemførte tilsyn på et plejehjem med 3 afdelinger i form af boliger, demensafsnit, samt udegrupper.

Der er ca. 68 fuldtidsstillinger i ældreområdet, fordelt på ca. 80 — 90 ansatte.

Under besøget blev der afholdt en gruppesamtale med personale fra de forskellige afdelinger (inde og ude) og vagtskift.

Arbejdstilsynet fik under gruppesamtalen og under rundgangen oplyst om risikofaktoren “Vold, trusler og traumatiske hændelser”.

Der er flere eksempler på, at medarbejderne udsættes for fysisk eller verbal vold, både i demens afsnittet, men også på de andre afdelinger.

Der er også demente beboere på de andre afdelinger.

Medarbejderne føler ikke, at der er opbakning fra ledelsen, og at vold- og trussel episoder dysses ned.

Vedrørende virksomhedens forebyggelse blev det oplyst, at der er udarbejdet en voldspolitik, men at flere af medarbejderne ikke har kendskab til voldspolitikkens indhold, eller at der findes en voldspolitik.

Vedrørende konsekvenser oplyste medarbejderne, at der er sygefravær på grund af vold og trusler, og medarbejderne føler sig nogle gange utrygge, især hvis de er alene med en udadreagerende beboer.

På baggrund af tidligere episoder er der udarbejdet instrukser, som beskriver, hvordan medarbejdere, der udsættes for vold, skal hjælpes, hvem der kan tilkaldes, og hvem der skal informeres.

Disse instrukser er gennemgået på gruppemøder og personalemøder.

Arbejdsmiljøklagenævnet tiltrådte Arbejdstilsynets afgørelsen, idet de ansatte er i kontakt med ældre demente borgere, og at de ansatte blev udsat for verbal vold, trusler, psykisk 2terror” og risiko for fysisk vold.

Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var givet den fornødne instruktion, herunder foretaget forebyggende tiltag, såsom en skriftlig systematisk risikovurdering med kategorisering af volden og de retningslinier, som skal følges i de forskellige situationer.

KEN#LOKDOK23 2010 9199 Valid

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 23. februar 2010 behandlet NN´s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 8. februar 2008.

Arbejdstilsynet traf afgørelse om, at arbejdet med pleje af beboerne i Ældreområde xx skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds – og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og langt sigt, ved at forebygge de psykiske belastninger, der kan opstå som følge af vold, trusler og traumatiske hændelser.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

Arbejdsmiljøklagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at arbejdet med pleje af beboerne i Ældreområde xx skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds – og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og langt sigt, ved at forebygge de psykiske belastninger, der kan opstå som følge af vold, trusler og traumatiske hændelser.

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 8. februar 2008.

B E G R U N D E L S E

Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at de ansatte ved xx Ældrecenter i deres daglige arbejde er i kontakt med ældre og demente borgere, og at nogle medarbejdere arbejder alene og udenfor selve ældrecenterets område.

Nævnet lægger desuden vægt på, at medarbejderne ved Arbejdstilsynets besøg gav udtryk for, at de i deres arbejde med de ældre og i visse tilfælde demente borgere blev udsat for verbal vold, trusler, psykisk »terror« og risiko for fysisk vold.

Nævnet finder, at de generelle forebyggelsesprincipper ikke ses at være fulgt i fornødent omfang.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de ansatte har givet udtryk for, at de mangler tid til at håndtere de udadreagerende borgere korrekt, at de mangler kendskab til voldspolitik og beredskabsplan, at der er flere medarbejdere, der mangler uddannelse i konflikter og vold, at de mangler tilbagemeldinger fra ledelsen på de ansattes registrering af episoder, at de mangler opbakning fra ledelsen, og at de i visse situationer føler sig utrygge.

Nævnet lægger endvidere vægt på, at ældrecenteret ikke havde foranstaltet den fornødne instruktion af de ansatte, herunder foretaget forebyggende tiltag, såsom en skriftlig systematisk risikovurdering med kategorisering af volden og de retningslinier, som skal følges i de forskellige situationer, således at de ansatte opnår en ensartet forståelse af håndteringen af episoder med trusler og vold.

Nævnet finder ikke, at de foretagne tiltag er tilstrækkelige i forhold til, at de ansatte giver udtryk for, at de mangler kendskab til de forskellige retningslinier, føler sig utrygge og uden opbakning fra ledelsen.

Til det i klagen anførte om, at fastansatte i demensafdelingen har deltaget i et demenskursus af 1 til 2 ugers varighed, skal nævnet bemærke, at der ifølge det oplyste også er demente beboere på andre afdelinger end demensafdelingen, hvorfor alle medarbejdere har behov for undervisning i håndtering af konflikter i forhold til demente beboere.

Nævnet er opmærksom på, at ikke alle medarbejdere har deltaget under Arbejdstilsynets besøg, og at andre medarbejdere derfor kan have en anden opfattelse af forholdene.

Nævnet lægger dog vægt på, at Arbejdstilsynet har talt med repræsentanter fra de forskellige afdelinger, at Arbejdstilsynet har opholdt sig på arbejdspladsen i 2 dage, samt at de medarbejdere, der deltog under Arbejdstilsynets besøg må forventes at videregive den generelle opfattelse i deres afdeling og ikke kun deres egen personlige opfattelse.

R E G L E R

Ved afgørelsen har Arbejdsmiljøklagenævnet anvendt disse regler

Om arbejdets udførelse/psykisk arbejdsmiljø

§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005.

§§ 4 og 7, stk. 1, samt bilag 1 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, samt brev af 12. juni 2009 fra xx Ældrecenter.

Afgørelsens retlige grundlag kan læses på de følgende sider.

Regler

Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005

……

§ 17.

Arbejdsgiveren skal gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde.

Stk. 2.

Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1 og 2.

……

§ 38.

Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.

Stk. 2…….

Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse

……

§ 4.

Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1.

Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse.

Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed.

……

§ 7.

Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.

Bilag 1 - Generelle forebyggelsesprincipper

Bilag til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse

(Jf. artikel 6, stk. 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet).

Forhindring af risici.

Evaluering af risici, som ikke kan forhindres.

Bekæmpelse af risici ved kilden.

Tilpasning af arbejdet til mennesket, navnlig for så vidt angår udformningen af arbejdspladsen samt valg af arbejdsudstyr og arbejds- og produktionsmetoder, i særdeleshed med henblik på at begrænse monotont arbejde og arbejde i en bestemt rytme og at mindske virkningerne af sådant arbejde på helbredet.

Hensyntagen til den tekniske udvikling.

Udskiftning af det, der er farligt med noget, der er ufarligt eller mindre farligt.

Planlægning af forebyggelsen for at gøre den til en sammenhængende helhed, inden for hvilken forebyggelsen omfatter teknik, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsforhold, sociale relationer og påvirkninger fra faktorer i arbejdsmiljøet.

Vedtagelse af foranstaltninger til kollektiv beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse.

Hensigtsmæssig instruktion af arbejdstagerne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →