Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0974
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0974
Resumé
Klager – en person – klagede over, at Jyllands-Posten havde undladt at omtale forhold vedrørende World Trade Center 7.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Jyllands-Posten ved at udelade omtale af sammenstyrtningen af ”bygning 7” har hindret offentliggørelse af information af væsentlig betydning for offentligheden.
Nævnet finder, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik.
Pressenævnets formand afsagde den 12. februar 2010 kendelse i sag nr. 2010-6-0943, [K] mod Jyllands-Posten, hvor der var klaget over, at avisen havde afvist at bringe klagers kronik ”World Trade Center 7”.
1 Sagsfremstilling
I kendelsen hed det
” Pressenævnets formand udtaler
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Avisen er ikke forpligtet til at bringe [K]s kronik.
Klagen afvises herefter som åbenbar grundløs, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1.”
Ved kendelse af 25. marts 2010 i sag nr. 2010-6-0948 imødekom Pressenævnets formand en begæring fra [K] om at genoptage sagen.
I kendelsen hed det
” Pressenævnets formand udtaler
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer den eller de medlemmer, der har afgjort en sag også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Da [K]s e-mail af 13. februar 2010 var modtaget i Pressenævnet inden udsendelsen af kendelsen, og klager i øvrigt har anført, at nævnet har misforstået klagen, finder formanden grundlag for at genoptage behandlingen af sagen.
Sagen genoptages herefter.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at klagen ikke vedrører avisens afvisning af hans kronik ”World Trade Center 7”, men det forhold, at Jyllands-Posten har undladt at orientere den danske befolkning om vigtige faktuelle forhold omkring sammenstyrtningen af World Trade Center den 11. september 2001.
Sagsforløbet omkring afvisningen af klagers kronik viser, at denne undladelse ikke skyldtes uvidenhed på Jyllands-Postens redaktion, men et bevidst, redaktionelt valg.
I december 2009 rekvirerede Jyllands-Posten en kronik fra klager, men avisen afviste den 13. januar 2010 at bringe kronikken under påstand om, at synspunktet i kronikken tidligere havde været fremme.
Kronikken præsenterer imidlertid flere karakteristiske omstændigheder ved sammenstyrtningen af en tredje skyskraber (”Bygning 7”) 11. september 2001.
Kronikken er baseret på den officielle rapport fra National Institute of Standards and Technology (NIST) fra 2008, og klager har derfor afvist, at synspunktet var fremme i hans kronik ”Det syvende tårn” bragt på information.dk den 25. juli 2007.
Vigtigheden af de i kronikken fremførte oplysninger bør ses i lyset af de globale, politiske konsekvenser af terrorangrebet, herunder angrebet på Afghanistan.
Hvis pressens frihed skal omsættes til en frihed for borgerne til at ytre sig, forudsætter det et demokratisk sindelag hos de ansvarlige redaktører.
2.2 Jyllands-Postens synspunkter
Jyllands-Posten har anført, at det alene tilkommer avisens ansvarshavende redaktør at træffe afgørelse om, hvilke kronikker, der skal bringes i avisen, samt om hvilke specifikke emner redaktionen skal beskæftige sig med.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltager
Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Kaare R.
Skou og John Meinert Jacobsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Jyllands-Posten ved at udelade omtale af sammenstyrtningen af ”bygning 7” har hindret offentliggørelse af information af væsentlig betydning for offentligheden.
Nævnet finder, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 12. april 2010