Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0938
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0938
Resumé
Klager – en person klagede over et billede til artiklen ”NY UNDERSØGELSE
DANSKE MÆND VILDE MED KØBESEX” på Ekstra Bladet og ekstrabladet.dk.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Det er Pressenævnets opfattelse, at medier bør være tilbageholdende med at anvende enkeltpersoner som illustration til en beskrivelse af generel art.
Artiklen angår prostitution, der af offentligheden ofte opfattes som et kontroversielt og ømtåleligt emne.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der ved omtale af sådanne emner bør udvises påpasselighed for at undgå unødige krænkelser.
Det påklagede billede sammenholdt med artiklens indhold kan fejlagtigt give indtryk af, at den afbildede person på tidspunktet for artiklens offentliggørelse arbejdede som prostitueret.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der må kræves et særligt indgående kendskab til klager for at kunne identificere [K] som den afbildede person.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet og ekstrabladet.dk for at offentliggøre billedet, og nævnet finder derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af avisen for ikke at gøre opmærksom på, at billedet er et arkivfoto.
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet og en identisk artikel på ekstrabladet.dk den 11. januar 2010, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Ekstra Bladet bragte den 11. januar 2010 på forsiden overskrifterne ”NY UNDERSØGELSE
DANSKE MÆND VILDE MED KØBESEX” og ”MASSAGEPIGE
Søde, almindelige mænd” .
I forlængelse af overskrifterne var indsat et billede af en kvinde, der ligger på en seng.
Hendes ansigt er delvis vendt bort fra kameraet.
Samme dag inde i avisen bragte Ekstra Bladet en artikel under overskriften ”DANSKE MÆND VILDE MED KØBESEX” og underoverskriften ”Mere liderlige end gennemsnittet
Ny undersøgelse blandt Ekstra Bladets læsere siger, at hver anden har besøgt en prostitueret” .
Af artiklen fremgik følgende
”Du skal ikke give blomster først, du bestemmer stillingen, og du behøver hverken tænke på forspil eller sniksnak bagefter.
Det er en af hovedgrundene til, at købesex er så attraktivt blandt danske mænd.
Det understreges af en ny, stor undersøgelse, som Webpol har lavet for Ekstra Bladet blandt 5.415 mandlige brugere af ekstrabladet.dk.
Ud af dem svarer næsten halvdelen, nemlig 47 procent, at de har besøgt en prostitueret. 28 procent har gjort det flere gange, mens godt ni procent kun har købt sex i et enkelt tilfælde.”
I forlængelse af artiklen var indsat et identisk billede af billedet på forsiden med følgende billedtekster
”En stor del gør det, fordi det er noget de skal prøve af”
og
”Lagengymnastik. 47 procent af læserne svarer Ekstra Bladet, at de har besøgt en prostitueret. 28 procent har gjort det flere gange.”
Ekstrabladet.dk bragte samme dag en identisk artikel og billede.
Af netavisen fremgik følgende billedtekst
”Blandt de unge var det for nogle år siden in at prøve en luder- for eksempel på polterabender.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at hun er kvinden på billedet.
Offentliggørelsen af billedet er en krænkelse af hende og hendes families privatliv, idet hun ikke længere arbejder som prostitueret.
Klager forsøger at lægge prostitutionen bag sig, hvorfor offentliggørelsen kan få alvorlige konsekvenser for hendes nuværende liv og arbejdssituation.
Klager er let genkendelig, idet billedet er taget i profil.
Herudover har man forsøgt at sløre en fremtrædende tatovering på billedet inde i bladet.
Billedet er tidligere blevet brugt i forbindelse med artikler, der omhandlede prostitution dog med angivelse af, at det var et arkiv-/modelfoto.
Da billedet ikke er angivet som et arkivfoto, giver det indtryk af, at klager stadig arbejder i branchen.
Citatet ”En stor del gør det, fordi det er noget de skal prøve af” i forbindelse med det offentliggjorte billede af klager er fra en massagepige.
Sammenhængen mellem citatet og billedet giver ligeledes indtryk af, at klager stadig arbejder i branchen.
Klager har endelig anført, at Polfoto er en del af JP/Politikens Hus, samme ejer som Ekstra Bladet.
2.2 Ekstra Bladets og ekstrabladet.dk’s synspunkter
Ekstrabladet og ekstrabladet.dk har anført, at avisen i god tro har købt billedet hos Polfoto som et genrefoto og anvendt det som et sådant.
Rettighederne til billedet tilhører Polfoto, hvorfor klager må henvende sig til Polfoto, såfremt hun vil have fjernet billedet fra fotobasen.
Klager er fotograferet med bortvendt ansigt.
Anvendelsen af billedet er sædvanlig og falder inden for rammerne af god presseskik.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Palle Weis, Kaare R.
Skou og Marianne Druedahl.
Det er Pressenævnets opfattelse, at medier bør være tilbageholdende med at anvende enkeltpersoner som illustration til en beskrivelse af generel art.
Artiklen angår prostitution, der af offentligheden ofte opfattes som et kontroversielt og ømtåleligt emne.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der ved omtale af sådanne emner bør udvises påpasselighed for at undgå unødige krænkelser.
Det påklagede billede sammenholdt med artiklens indhold kan fejlagtigt give indtryk af, at den afbildede person på tidspunktet for artiklens offentliggørelse arbejdede som prostitueret.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der må kræves et særligt indgående kendskab til klager for at kunne identificere [K] som den afbildede person.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet og ekstrabladet.dk for at offentliggøre billedet, og nævnet finder derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af avisen for ikke at gøre opmærksom på, at billedet er et arkivfoto.
Afgjort den 22. februar 2010