Legislator Case Law & Legislation
W20100902125 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0930

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2010 9021 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0930

KEN#LOKDOK23 2010 9021 Valid

Resumé

Klagerne – to personer – klagede over læserbrevet ”Forskel på fugle og mennesker” i Fyns Amts Avis.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt [A]s læserbrev er en overtrædelse af straffelovens injurielovgivning, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Dette forhold behandles derfor ikke.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.

Det er imidlertid samtidig Pressenævnets opfattelse, at der i debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler, og at der endvidere må indrømmes medierne vide rammer med hensyn til at offentliggøre satiriske kommentarer i forhold til personer og begivenheder.

Der gælder ikke mindst vide rammer for frisprog og satiriske kommentarer i forhold til personer, som selv aktivt deltager i en læserbrevsdebat med markante indlæg.

De bemærkninger om klagerne, der er indeholdt i [A]s indlæg, har karakter af subjektive vurderinger, som på den oven for anførte baggrund ikke overskrider grænserne for det tilladte frisprog i satiriske debatindlæg.

Det bemærkes tillige, at klagerne som følge af deres egne markante læserbrevsindlæg – der illustreres af de læserbrevssvar, de har afgivet i anledning af [A]s debatindlæg – må være forberedt på at blive udsat for bemærkninger af den karakter, som [A] er fremkommet med.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis.

KEN#LOKDOK23 2010 9021 Valid

[K1] og [K2] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Fyns Amts Avis den 7. december 2009, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Fyns Amts Avis bragte den 7. december 2009 læserbrevet ”Forskel på fugle og mennesker?” skrevet af [A].

Af indlægget fremgår følgende

”PÅ MIT FODERbræt i haven får jeg hver dag besøg af to dompap-finker, der nyder at smovse sig i det foder, der bliver lagt ud.

De er meget asociale og egoistiske i deres væremåde, og de tåler ikke, at andre fugle kommer til deres foder.

De er også både nederdrægtige og ondskabsfulde, og med deres lidet iørefaldende, skræppende stemmer prøver de at skræmme de andre fuglearter væk.

Især rødkælken har de har set sig gal på.

Gråspurven irriterer dem, og solsorten!!! den kan de slet ikke tåle synet af.

»Den er jo anderledes!« skræpper den ene dompap, og puster sig op.

»Ja!, og så er den meget grimmere end gråspurven!« skræpper den anden og puster sig op.

»Næh!

Her på vores bræt, er det kun finker – og blåmejser – som må komme til fadet!« skræpper de to dompapper i munden på hinanden, medens de glædesstrålende basker med deres små vinger.

Men de glemmer i deres oppustede rus helt at skræppe, at de andre kun må komme til fadet, hvis det behager dem – og det gør det aldrig.

SELV OM DE formentlig selv synes det, har de to dompapper langt fra hr. ugles klogskab.

Jeg vil sige tværtimod.

Gennem længere tid, har de forsøgt at prikke hul på en stor valnød med deres små næb - en håbløs og uløselig opgave, men de bliver alligevel ved – for klogere er de ikke.

Disse to finker, med deres mange særheder og tilbøjeligheder har ligesom klovne en vis underholdningsværdi, og jeg syntes derfor, at de også burde have deres egne navne.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at kalde dem f.eks.

Gøg og Gokke, Fy og Bi eller Rivel og Grock.

Men jeg valgte at kalde »mine« to asociale, ondskabsfulde, nederdrægtige og egoistiske dompapper [K1] og [K2], og det må jeg godt – rent juridisk.

MAN MÅ KALDE sine fugle og dyr for lige det, man har lyst til.

Min svigerinde kalder f.eks. sin papegøje for Pia Kjærsgård, og jeg har en bekendt, der kalder sin dværgpekingeser for Sylvester Stallone.

Hunde og fugle kan ikke blive fornærmede, og »mine« to dompapper reagerer da heller ikke, når der bliver kaldt på dem.

Derimod må jeg ikke kalde personerne [K1] og [K2] for nogle asociale, ondskabsfulde, nederdrægtige og egoistiske dompapper (og det kunne jeg da heller aldrig finde på).

De pågældende kunne måske opfatte det som værende ærekrænkende – og så kan det være injurier.”

Fyns Amts Avis bragte den 10. december 2009 under overskriften ”Suppekræ” følgende læserbrev skrevet af [K2]

”Her går man og glæder sig til, at en hanekylling af den røde, italienske race skal give et fuldgyldigt hanegal.

I stedet oplever man en talentløs kapun, der mudrer sig i skældsordenes søle.

Det bliver der ikke megen hanekamp ud af.”

Fyns Amts Avis bragte den 23. december 2009 under overskriften ”Den samme sang” følgende læserbrev skrevet af [K1]

”En læser af FAA har ringet og spurgt om du [A] virkelig har været ansat i politiet eller det blot er spind, for som du fører dig frem uartikuleret, uhøvisk og usaglig.

Vidner det ikke om en retskaffen tjenestemand i politiet!

Pågældende undrer sig over, at FAA tillader dine grovkornede læserbreve.

Jeg kunne fortælle, at jeg også var i tvivl, om du talte sandt med henhold til politiet.

Selv har jeg aldrig set eller hørt om dig – ej heller i politiet.

Det øvrige var jeg helt enig i.

At du har gået i »Rød skole,« er der ikke tvivl om.

Din personfikserede fremfusen uden indhold og din skrivemåde er baseret på bagvaskelse – det vil sige at kaste snavs på andre ud fra den kyniske opfattelse, at noget nok hænger ved.

Jeg genkender tydeligt skrive- og fremgangsmåde, som for næsten 40 år siden og til nu har været typisk for de samfundsnedbrydende elementer i de KGB-skabte fredsbevægelser, autonome/BZ, NATO-modstandere og venstrefløj i øvrigt, samt alle de forvirrede og forudsætningsløse i »flygtningedebatten«, som ønskede samfundet smadret og foræret væk i socialismens navn.

I dag marcherer de samme grupperinger så for klimaet og mod kapitalismen, men sagen/skrålene er de samme.

Måske var du også med på klima-barrikaderne i København?

Som de andre tabte, taber »du også [A], for du har ikke noget på«!

Du er for ynkelig, så mit nytårsforsæt er, at jeg ikke vil bruge mere tid på dig!”

2 Parternes synspunkter

2.1 [K1] og [K2]s synspunkter

Klagerne har anført, at forhenværende kriminalassistent [A]s læserbrev er en krænkelse af privatlivets fred og ikke kan opfattes som en spøg.

Udsagnene ”Men jeg valgte at kalde »mine« to asociale, ondskabsfulde, nederdrægtige og egoistiske dompapper [K1] og [K2], og det må jeg godt – rent juridisk”, og ”Derimod må jeg ikke kalde personerne [K1] og [K2] for nogle asociale, ondskabsfulde, nederdrægtige og egocentriske dompapper (og det kunne jeg aldrig finde på)” er skadende ment og går udover dagligdagens meningstilkendegivelser.

Skribenten er selv klar over, at udfaldet er injurierende.

Der er intet forudgående grundlag for [A]s hadske udfald, og ifølge klagerne kender skribenten dem ikke – og klager ikke ham.

[K1] har oplyst, at han selv har beklædt forskellige stillinger i politiet gennem 37 år og er kendt på Sydfyn qua hans politigerning.

2.2 Fyns Amts Avis’ synspunkter

Fyns Amts Avis har anført, at [A] er gået i rette mod klagerne og har brugt humoren som våben, hvilket fremgår af hans indlæg.

Klagerne er hyppige læserbrevsskribenter i avisen, hvor de begge er kendt for deres markante holdninger og kontante angreb på personer, der ikke ligger på linje med deres holdninger.

Dermed er de med til at skabe den farverige debat.

[K2] giver svar på tiltale i sit læserbrev og kalder [A] ”en talentløs kapun”, og [K1] kalder samme for ”uartikuleret, uhøvisk og usaglig”.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt [A]s læserbrev er en overtrædelse af straffelovens injurielovgivning, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Dette forhold behandles derfor ikke.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.

Det er imidlertid samtidig Pressenævnets opfattelse, at der i debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler, og at der endvidere må indrømmes medierne vide rammer med hensyn til at offentliggøre satiriske kommentarer i forhold til personer og begivenheder.

Der gælder ikke mindst vide rammer for frisprog og satiriske kommentarer i forhold til personer, som selv aktivt deltager i en læserbrevsdebat med markante indlæg.

De bemærkninger om klagerne, der er indeholdt i [A]s indlæg, har karakter af subjektive vurderinger, som på den oven for anførte baggrund ikke overskrider grænserne for det tilladte frisprog i satiriske debatindlæg.

Det bemærkes tillige, at klagerne som følge af deres egne markante læserbrevsindlæg – der illustreres af de læserbrevssvar, de har afgivet i anledning af [A]s debatindlæg – må være forberedt på at blive udsat for bemærkninger af den karakter, som [A] er fremkommet med.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis.

Afgjort den 20. januar 2010

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →