Ankestyrelsens principafgørelse 8-09 om mellemkommunal refusion - betalingskommune - klagemulighed - hjælpens omfang - kompetence

Ankestyrelsens principafgørelse 8-09 om mellemkommunal refusion - betalingskommune - klagemulighed - hjælpens omfang - kompetence

Resume

Nævnet havde kompetence til at behandle betalingskommunens klage over omfanget af den hjælp, som opholdskommunen ydede.

Nævnet kunne således tage stilling til klage over opholdskommunens afslag på flytning af borgeren.

Love

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2 og § 61

Sagsfremstilling

En kvinde blev i 1994 anbragt af A kommune på et specialiseret botilbud i B kommune.

I 2006 indhentede A kommune udtalelse fra opholdsstedet for at vurdere, om opholdet fortsat var det rette for kvinden, eller om hun burde flyttes.

På baggrund af udtalelsen vurderede A kommune på grund af udvikling i kvindens tilstand, at hun kunne flytte tilbage til A kommune til et andet botilbud, og B kommune blev opfordret til at træffe afgørelse om flytning.

B kommune traf i 2007 afgørelse om, at der ikke var anledning til flytning, og kommunen fastholdt samtidig, at der fortsat var ret til refusion.

A kommune klagede over afgørelsen og anførte, at kvinden burde flyttes til at andet tilbud, der var tilpasset hendes aktuelle behov.

Nævnet tiltrådteB kommunes afgørelse om, at der fortsat var ret til refusion, så længe opholdet bestod, og at refusionskommunen ikke havde kompetence til at klage over opholdskommunens vurdering af borgerens behov for hjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om refusionskommunen kunne klage over opholdskommunens vurdering af borgerens behov for hjælp.

Afgørelse

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn.

Begrundelsen var, at nævnet kunne tage stilling til uenighed mellem kommunerne om deres forpligtelser.

Ved forpligtelser måtte, udover hvilken kommune, der havde handleforpligtelsen og hvilken, der havde betalingsforpligtelsen, også forstås rækkevidden af forpligtelsen i forhold til opfyldelse af borgernes rettigheder efter f.eks. serviceloven, idet dette forhold også fik betydning for refusionskommunens forpligtelser.

Nævnet var således kompetent til at tage stilling til A kommunes klage over B kommunes afslag på at flytte borgeren.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren skulle have samme retsstilling, uanset at hun ved betalingskommunens medvirken havde ophold i en anden kommune.

Nævnet måtte tage stilling til, om der fortsat var hjemmel til at afholde udgiften til opholdet på botilbuddet i B kommune, idet dette var forudsætning for, at refusionsforpligtelsen bestod.

Ankestyrelsen henviste til Principafgørelse R-6-08 om fortsat ret til refusion for ophold på en familiebehandlingsinstitution.