Afgørelse af klage - Dokumentation af egenkontrol ved eksport af fødevarer
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Afgørelse af klage - Dokumentation af egenkontrol ved eksport af fødevarer
Resumé
Fødevareregion Syd havde indskærpet over for en eksportvirksomhed, at virksomheden skal dokumentere egenkontrollen med, at de fødevarer, der eksporteres, overholder lovgivningen.
Fødevareregionen begrundede afgørelsen med, at der er specifikke regler om egenkontrol ved eksport og, at når eksporten foregår fra et lager, skal lageret have den nødvendige dokumentation fra producenten.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager stadfæstede indskærpelsen i henhold til fødevareregionens begrundelse.
NN
Den 18. juni 2009
Sagsnr.: 217/12859
Ref.: SFV /KFAL
Tlf.: 33951411
Indskærpelse om manglende dokumentation for kontrol af eksportvarer fastholdes
I har i brev af 14. juli 2008 klaget over indskærpelse givet under tilsyn den 27. maj 2008 og skriftlig begrundelse for indskærpelsen af 17. juni 2008 fra Fødevareregion Syd om manglende dokumentation for kontrol med eksportvarer.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og fastholder afgørelsen.
I skal derfor følge fødevareregionens afgørelse.
Sammendrag
Eksportvirksomheden skal dokumentere den udførte egenkontrol, og denne dokumentation skal være til rådighed for fødevareregionen forud for kontrolafdelingens udstedelse af certifikater.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager mener derfor, at indskærpelsen er korrekt.
I kan læse mere om afgørelsen nedenfor.
Oplysninger i sagen
Tilsyn den 27. maj 2008
Det fremgår af den foreløbige kontrolrapport for tilsyn hos NN den 27. maj 2008, at fødevareregionen under tilsyn hos NN konstaterede, at der ikke er dokumentation af, om I kontrollerer, om fødevarer til eksport til tredjelande
Fødevareregionen indskærpede derfor, at kontrollen med, om varer opfylder krav fastsat i certifikaterne, skal dokumenteres.
Det fremgår af tilsynsrapporten, at I oplyste, at I sikrer, at ordresedlens oplysninger passer med den disponerede fødevare.
Ordresedlens oplysninger består af angivelse af modtageland, et varenummer (er knyttet til mejeriet) og vægtangivelse.
Begrundelse for indskærpelsen
Fødevareregionen begrundede - på jeres anmodning - indskærpelsen i brev af 17. juni 2009.
Fødevareregionen henviste til § 5 i eksportbekendtgørelsen.
Det fremgår af § 5, stk. 1, at eksportvirksomheder skal udføre egenkontrol med det formål at sikre og dokumentere overholdelse af relevante betingelser i bl.a. certifikater og landespecifikke krav i bekendtgørelsens bilag.
Det fremgår af § 5, stk. 2, at egenkontrolprocedurerne skal være angivet i egenkontrolprogrammet.
Fødevareregionen begrundede videre indskærpelsen med, at når eksporten, som her, foregår fra et lager, skal lageret som en del af deres egenkontrol sikre sig den nødvendige dokumentation fra producenten.
Relevante krav skal anføres i egenkontrolprogrammet, og overholdelsen skal dokumenteres i egenkontrollen.
Det er under tilsynet konstateret, at dokumentationen ikke er til stede på virksomheden.
Fødevareregionen anfører, at dokumentationen er grundlag for fødevareregionens underskrift af eksportcertifikater.
Jeres klage, hvor I mener indskærpelsen er uberettiget
I klagede over indskærpelsen i brev af 14. juli 2008.
I mener, at den dokumentation, der er nødvendig for certifikatudstedelse, er til stede i virksomheden og for den certifikatudstedende myndighed.
I anfører, at NN er en eksportvirksomhed og, at NN er et af de lagre, hvorfra varer afskibes.
Kundeserviceenheden er ansvarlig for bestilling af varer på det relevante mejeri, afskibning til tredjelande, og at der udelukkende afskibes varer, der er fremstillet på NN mejerier.
Mejeriet producerer det enkelte parti i overensstemmelse med de landespecifikke krav.
Kundeserviceenheden forestår hele eksporthandelen, herunder bestilling af certifikater og øvrigt papirarbejde.
Kundeserviceenheden udarbejder lastelister til NN.
NN kontrollerer udelukkende, at der er overensstemmelse mellem vare og ordreseddel/varenummer på lastelisten.
I har uddybende forklaret om procedurerne
Eksport til Rusland
Ved eksport til Rusland anmelder kundeserviceenheden partiet og oplastningstidspunkt til fødevareregionen 2-3 dage før afskibning.
Kontrolafdelingen kan kontrollere partiet i forbindelse med oplastningen.
Herefter plomberes traileren med en firmaplombe, hvorefter kontrolafdelingen kan forsegle med en officiel plombe og udstede certifikat.
Kontrolafdelingen er blevet forsynet med særlige indenrigserklæringer til brug ved udfærdigelse af certifikater til Rusland.
Eksport til øvrige tredjelande
Ved eksport til øvrige tredjelande bestiller kundeserviceenheden eksportcertifikater hos Fødevareregion Øst.
Ved transport med skib sender kundeserviceenheden dokumentsættet direkte til kunde e.l.
Ved transport med lastbil skal dokumentsættet følge partiet.
Dokumentation på YY
Det YY, der producerer varen, har kvalitetsstyringssystemer, der dokumenterer overensstemmelse mellem varen og ordren.
Den lokale kontrolafdeling kan videregive fornøden dokumentation til fødevareregionen.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers begrundelse for afgørelsen
Indskærpelsen er korrekt
Den eksporterende virksomhed skal dokumentere, at egenkontrol er udført.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager mener derfor, at indskærpelsen er korrekt.
Der er særlige regler om egenkontrol ved eksport af fødevarer
Ved eksport af fødevarer skal den eksporterende virksomhed udføre egenkontrol med det formål at sikre og dokumentere, at de relevante krav i certifikater m.v. samt landespecifikke krav er opfyldt.
Dokumentationen skal være til stede, når certifikater forelægges for fødevareregionen (eksportbekendtgørelsens
§ 5, stk. 1).
Dette betyder, at eksportvirksomheden skal dokumentere den udførte egenkontrol og, at denne dokumentation skal være til rådighed for fødevareregionen forud for kontrolafdelingens udstedelse af certifikater.
Grundlaget for, at fødevareregionen kan udstede certifikater på grundlag af virksomhedens egenkontrol er bl.a., at der foreligger dokumentation af, at denne egenkontrol er udført.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at fødevareregionen får mulighed for at gennemgå det tilgrundliggende dokumentationsmateriale.
Eksportvirksomheden skal via egenkontrollen selv kontrollere det tilgrundliggende dokumentationsmateriale og sammenholde dette med de konkrete partier.
Denne udførte egenkontrol skal herefter dokumenteres.
***
I kan ikke klage over sekretariatets afgørelse til anden administrativ myndighed.
Venlig hilsen
Kirsten Falkum
Fuldmægtig, cand.jur.
Fødevareregion Syd modtager kopi af denne afgørelse.
–
Opfylder landespecifikke krav.
–
Opfylder generelle krav (om varen er frit omsættelig i EU).
1)
Bekendtgørelse nr. 1282 af 6. november 2007 om eksport af fødevarer til tredjelande, med senere ændringer.
Reglerne fremgår nu af § 6 i bekendtgørelse nr. 209 af 18. marts 2009 om eksport af fødevarer til tredjelande