Erstatningsansvarslovens § 26 a
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens § 26 a – godtgørelse til efterladte, nævnets j.nr. 09-520-13680
N.j.nr. 09-520-13680 Ansøgers ægtefælle og skadevolder, der var gamle venner, kom op og skændes under et værtshusbesøg.
Skadevolder slog i den forbindelse ansøgers ægtefælle i hovedet med knyttet næve, så han faldt.
Han var i forvejen svækket af en hjertesygdom og slaget eller faldet eller en kombination heraf, medførte, at han fik en blødning i hjernen og afgik ved døden.
Skadevolder blev dømt efter straffelovens § 244.
Nævnet gav afslag på godtgørelse efter § 26 a, idet ansøgers ægtefælle efter nævnets opfattelse ikke afgik ved døden under sådanne omstændigheder, at betingelserne for at tilkende godtgørelse til efterladte var opfyldt.
Nævnet lagde vægt på, at skadevolder blev dømt efter straffelovens § 244 for at have slået ansøgers ægtefælle én gang, og at der ifølge dommens præmisser ikke var grundlag for at betegne volden som af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Nævnet lagde videre vægt på, at døden indtrådte, enten som en følge af slaget, ved faldet eller ved en kombination heraf, og endelig lagde nævnet vægt på, at ansøger ikke overværede hændelsen.