Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 2
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 2 – tortgodtgørelse i forbindelse med forbrydelser mod kønssædeligheden mv., nævnets j.nr. 08-520-12051
N.j.nr. 08-520-12051 Nævnet fandt det på baggrund af sagens samlede omstændigheder tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøger, som på skadestidspunkterne var 11-13 år, var blevet udsat for overgreb af sin mors halvbror ved analt samleje 7-10 gange, vold i forbindelse med overgrebene i form af slag mod arme, brystkasse og mave samt kast ind mod væggen.
Skadevolder var på skadestidspunkterne 13-14 år gammel, og det fremgik, at ansøger ofte overnattede hos skadevolder.
På et tidspunkt blev de 2 familier uvenner, og de besluttede, at familierne ikke skulle have noget med hinanden at gøre mere.
Ansøger begyndte at skære i sig selv og tale om, at han ikke gad leve mere.
De sociale myndigheder blev underrettet om, at ansøger havde været udsat for seksuelt misbrug, og det fremgik af sagen, at kommunens psykolog og den behandlende kriminalassistent troede på ansøgers forklaring.
Politiet rejste ikke tiltale mod skadevolder på grund af hans unge alder.
Nævnet tilkendte ansøger 70.000 kr. i tortgodtgørelse og lagde ved afgørelsen vægt på, at der var tale om adskillige overgreb over en lang periode samt at ansøger samtidig med overgrebene var udsat for vold.