Afgørelse af klage - Slagtekroppe kasseret efter fund af gnaver på et slagteri
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Afgørelse af klage – Slagtekroppe kasseret efter fund af gnaver på et slagteri
Resumé
Fødevareregion Nord havde truffet afgørelse om forbud mod at anvende slagtekroppe af svin, efter der var set en rotte på slagteriet (efterkontrollen).
Slagteriet mente dels, at der var tale om en mus og dels, at det var usandsynligt, kødet var kontamineret, bl.a. fordi der ikke var spor efter rotten.
Slagteriet mente en evt. smitteoverførsel af Leptospirose ville dø ved køling.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager stadfæstede forbuddet.
Vi fandt det godtgjort, at der var tale om en rotte.
Det kunne ikke fastslås, hvor længe rotten havde befundet sig på slagteriet, og kontaminering fra rotten var ikke usandsynlig.
Der var mulighed for smitte med så mange sygdomme, at eliminering af én sygdom ikke havde betydning.
NN
Den 12. februar 2009
Sagsnr.: 157/12198
Ref.: SFV /LAPE
Tlf.: 33951412
Stadfæstelse af afgørelse om forbud mod at anvende slagtekroppe af svin
De har ved brev af 14. maj 2008 klaget over kontrolrapport af 13. maj 2008 fra Fødevareregion Nord.
Fødevareregionen nedlægger, med henvisning til kontrolrapport af 9. maj 2008, forbud mod at anvende slagtekroppe af svin, slagtet på aftenhold den 9. maj 2008 på NN til konsum.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og stadfæster afgørelsen.
De kan læse mere om afgørelsen og begrundelsen for afgørelsen nedenfor.
Sagens omstændigheder
Fredag den 9. maj 2008 blev der set en gnaver på virksomheden NN (på efterkontrollen).
Gnaveren blev slået ihjel af en tilsynstekniker, hvorpå der blev tilkaldt en dyrlæge.
Dyrlægen og teknikeren var enige om, at der var tale om en lille rotte.
Virksomheden blev anmodet om at lade rotten ligge, mens der blev hentet et kamera.
Virksomheden bortskaffede dog rotten omgående, og der foreligger således ingen billeddokumentation af dyret.
Virksomheden selv mente, at der var tale om en mus, men på opfordring kunne de ikke fremskaffe dyret.
Gnaveren var af virksomheden kastet hen på et tomt græsareal, hvor den ikke kunne genfindes.
Det kunne efterfølgende konstateres, at virksomhedens egenkontrolprogram ikke beskrev, hvorledes der skulle handles, hvis der blev konstateret skadedyr i produktionslokaler.
Slagtekroppe fra den berørte slagtning blev kørt på separate stænger, således at de kunne identificeres næste dag.
Virksomheden blev herefter gennemgået for spor efter flere rotter.
Ved denne gennemgang fandtes ingen tegn på skadedyrsaktivitet i produktionslokalerne.
Virksomhedens ansvarlige fabrikschef blev underrettet telefonisk umiddelbart i forbindelse med hændelsen og fik meddelelse om, at veterinærkontrollen ikke var af den opfattelse, at kødet kunne frigives til konsum.
Den 13.maj 2008 fremsendte fødevareregionen en opfølgende kontrolrapport, hvor virksomheden fik forbud mod at anvende kødet til konsum.
Kødet tilbageholdtes herefter under beslag.
Den 14. maj 2008 klager virksomheden over forbuddet mod at anvende kødet til konsum.
Virksomheden fandt, at kødet var egnet til konsum og henviste til en redegørelse og en rapport, begge af 13. maj 2008 fra Dansk Pest Control Skadedyrsbekæmpelse A/S (skadedyrsfirmaet), samt et brev af 14. maj 2008 fra Danish Meat Association (DMA).
Den 22. maj 2008, fremsendte fødevareregionen en forbudsskrivelse, og den 30. maj 2008 blev klagen fremsendt til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers bemærkninger
Gnaveren blev identificeret som en rotte af både en tilsynstekniker og en dyrlæge.
Virksomheden mente, at der var tale om en mus.
Dyrlægen og tilsynsteknikeren søgte at skaffe fotografisk bevis for, at der var tale om en rotte.
Virksomheden bortskaffede imidlertid dyret på trods af, at der var givet besked om, at dyret skulle fotograferes.
Skadedyrsfirmaet har endvidere fremlagt forskellige adgangsmuligheder for, at en rotte kunne komme ind hos virksomheden.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder herefter, at det kan lægges til grund, at der var tale om en rotte.
Jf. hygiejneforordningen
skal fødevarer i alle tilvirkningsled beskyttes mod kontaminering, som kan gøre fødevarerne sundhedsfarlige eller kontaminerede på en sådan måde, at de ikke med rimelighed kan betragtes som egnede til at blive konsumerede i den tilstand.
Fødevarer må ikke markedsføres, hvis de er uegnede til menneskeføde, herunder hvis de er forurenet på grund af udefra kommende forhold.
Ifølge fødevareloven
kan der meddeles forbud til at sikre overholdelsen af fødevarelovgivningen, herunder EU forordninger.
Skadedyrsfirmaet og DMA har, som virksomhedens repræsentanter, udarbejdet en redegørelse for rottens tilstedeværelse, adfærd og den kontaminations risiko den har udgjort.
Det fremgår af skadedyrsfirmaets rapport, at der få dage inden rottens tilstedeværelse blev foretaget omfattende konstruktionsændringer på slagtegangen.
I den forbindelse har der sandsynligvis været åbent til kloaksystemet grundet udskiftning af skoldekar, ligesom flere døre formodes at have stået åbne.
DMA argumenterer for, at en strejfrotte forsvinder igen, hvis den ikke finder mulighed for væske, mad og redebyggeri.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder, at det ikke kan udelukkes, at rotten på et slagteri finder sådanne muligheder.
Sekretariatet er derfor enig med fødevareregionen i, at det ikke er muligt at sige, hvor længe rotten har befundet sig på virksomheden, og hvor den har færdedes.
Henset til, at der ikke blev konstateret spor af skadedyr, at der kun er konstateret et dyr og omstændighederne i øvrigt, finder sekretariatet det dog forsvarligt, at fødevareregionen har begrænset forbuddet til denne ene aftenslagtning.
Skadedyrsfirmaet finder det usandsynligt, at rotterne har benyttet installationer over kroppene eller selve kroppene som toilet, idet dyrene enten har et bestemt sted de benytter som toilet eller, hvis de er strejfrotter, på gulvet eller i et hjørne.
Hertil må Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager bemærke, at ekskrementer fra gnavere ikke sjældent findes på hylder m.v.
Hertil kommer, at der er tale om et dyr, der ifølge skadedyrsfirmaet opførte sig unormalt.
Det forhold at rotten ”sad og stirrede”, begrunder skadedyrsfirmaet med, at rotten var syg eller chokeret.
I begge tilfælde finder sekretariatet at øget urinering er en mulig reaktion.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder herefter ikke, at kontaminering fra rotten er usandsynlig.
Lederen af en fødevarevirksomhed må ikke acceptere råvarer, som vides eller med nogen rimelighed kan formodes at være forurenet, således at produktet selv efter virksomhedens forarbejdning er uegnet til konsum
.
DMA argumenterer for, at Leptospirose kræver vand, samt en temperatur på over 10 grader celsius for at overleve.
Herudover anføres det, at Leptospirose dør hurtigt i væv.
Hertil kan Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager bemærke, at smitteoverførsel af Leptospirose bl.a. sker via urin fra rotter og mus, og at smittekilden normalt vil dø ved køling.
Det findes dog uden betydning om denne ene smittekilde er minimeret, idet der kan være tale om en lang række andre overførte sygdomme.
Fødevareregionen har, med Miljøstyrelsen som kilde oplyst, at der er mindste 55 forskellige sygdomme, som en rotte kan være bærer af smittekimen til.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager finder herefter, at slagtekroppene ikke har været beskyttet mod en forurening, der kan gøre kødet sundhedsfarligt eller kontamineret på en sådan måde, at det med rimelighed kan betragtes som egnet til at blive konsumeret i den tilstand.
Slagtekroppene er derfor og ud fra et forsigtighedshensyn uegnede til menneskeføde.
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers afgørelse
Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager stadfæster af ovenstående grunde Fødevareregion Nords forbud mod at anvende slagtekroppe af svin, slagtet på aftenhold den 9.maj 2008, NN, til konsum.
Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Fødevareregion Nord modtager kopi af denne afgørelse.
Venlig hilsen
Lars Aslo-Petersen
Fuldmægtig
1)
Bilag II, kapitel IX, punkt 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29.april 2004 om fødevarehygiejne.
2)
Uddrag fra art. 14, stk.1 og stk. 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen omoprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.
3)
§ 52, stk. 1 i lov nr.526 af 24. juni 2005 om fødevarer, med senere ændringer.
4)
Uddrag fra bilag II, kapitel IX, punkt 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne.