Kloakarbejde - Fastholdelse af påbud om vask af de ansattes tøj
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Kloakarbejde - Fastholdelse af påbud om vask af de ansattes tøj
Resumé
Arbejdstilsynet konstaterede ved tilsynsbesøg, at en virksomheds ansatte udførte fotooptagelser i brønde med kloakledning tilhørende en erhvervsejendom.
Arbejdstilsynet havde med hjemmel i bekendtgørelsen om kloakarbejde m.v. udstedt påbud til virksomheden om en vaskeordning til vask af de ansattes tøj.
Virksomheden gjorde gældende, at arbejdet ikke var omfattet af kloakbekendtgørelsen, fordi virksomheden kun arbejdede med ledninger og tilhørende brønde fra enfamiliehuse eller rækkehuse til offentlig kloak.
Ifølge kloakbekendtgørelsen omfatter denne ikke brønde og kloakledninger fra et enfamiliehus eller et rækkehus.
Ifølge reglerne i kloakbekendtgørelsen skal ansatte, der arbejder med håndtering, behandling eller analyse af spildevand (kloakvand), kloakslam og lignende bruge særligt arbejdstøj.
Det brugte, særlige arbejdstøj skal på arbejdsgiverens foranledning vaskes og renses adskilt fra andet tøj m.m., så sundhedsskader ikke kan opstå.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at arbejde med tv-inspektion i en brønd med kloakvand/kloakslam kan sidestilles med håndtering, behandling eller analyse heraf.
Arbejdet var omfattet af bekendtgørelsen om kloakarbejde m.v., fordi der hverken var tale om arbejde på en brønd fra et enfamiliehus eller et rækkehus, men derimod en erhvervsejendom.
På grund af ordlyden af den bestemmelse i bekendtgørelsen, fastholdt Arbejdsmiljøklagenævnet Arbejdstilsynets påbud.
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. oktober 2009 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 24. oktober 2008, hvor Arbejdstilsynet har givet påbud om at etablere vaskeordning til vask af de ansattes tøj.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at virksomheden skal etablere vaskeordning, således at de ansattes brugte, særlige arbejdstøj vaskes og renses adskilt fra andet tøj og under sådanne forhold, at sundhedsskader ikke kan opstå, når arbejdet er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen om kloakarbejde m.v.
Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 1. februar 2010.
Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 8. februar 2010.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 24. oktober 2008, men med en ændret formulering.
B E G R U N D E L S E
Arbejdstilsynet har besøgt ovennævnte virksomhed den 30. juni 2008 på virksomhedens hjemadresse samt den 1. juli 2008 på arbejdspladsen [adresse udeladt].
Ved besøget den 1. juli 2008 på [adresse udeladt] konstaterede Arbejdstilsynet, at de ansatte var i færd med at optage billeder fra kloakken.
Da Arbejdstilsynet ankom til stedet befandt den ene ansatte sig i en brønd ca. 1,5 meter fra den treetagers ejendom, som ligger på den nævnte adresse.
Den ansatte stod på banketten med hovedet under terræn.
På bunden af brønden sås to åbninger til ledninger, som pegede ind mod adressens treetagers bygning, som er den eneste bygning i nærheden.
Det må derfor antages, at brønden afleder spildevand fra den nævnte ejendom.
Der lå toiletpapir på bunden af brønden.
Arbejdstilsynet fik oplyst af virksomhedens indehaver, at de ansatte selv sørger for tøjvask.
Det fremgår af Arbejdstilsynets udtalelse af 20. februar 2009, at oplysninger i Krak angiver ejendommen [adresse udeladt] som en erhvervsejendom uden privat beboelse.
Ejendommen huser [navn udeladt], der beskæftiger 40-50 ansatte, jf. CVR.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt, jf. lovens § 38, stk. 1.
Bekendtgørelsen om kloakarbejde m.v. omfatter bl.a. arbejde i spilde- og regnvandsafledningssystemer, herunder bl.a. kloak- og regnvandsledninger.
Bekendtgørelsen gælder ikke ledning med tilhørende brønde fra et enfamiliehus, eller et rækkehus, og til kloakken.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at virksomhedens ansatte udførte arbejde i en brønd fra en erhvervsvirksomhed (en treetagers bygning uden beboelse) da Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg.
Arbejdet er derfor umiddelbart omfattet af bekendtgørelsen om kloakarbejde m.v., idet der hverken er tale om en brønd fra et enfamiliehus eller et rækkehus.
Ansatte, der arbejder med håndtering, behandling eller analyse af spildevand (kloakvand), kloakslam og lignende, skal bruge særligt arbejdstøj, der er egnet til arbejdets udførelse, så længe dette arbejde udføres.
Det fremgår af § 25, stk. 1 i bekendtgørelsen om kloakarbejde m.v.
Det brugte, særlige arbejdstøj skal på arbejdsgiverens foranledning vaskes og renses adskilt fra andet tøj og under sådanne forhold, at sundhedsskader ikke kan opstå.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 25, stk. 3.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at arbejde med tv-inspektion i en brønd med kloakvand/kloakslam kan sidestilles med håndtering, behandling eller analyse af kloakvand/kloakslam.
Det udførte arbejde er derfor omfattet af bekendtgørelsens § 25, stk. 1, og virksomheden har derfor pligt til at sørge for, at arbejdstøjet, der blev anvendt, vaskes og renses adskilt fra andet tøj.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, herunder Arbejdstilsynets supplerende udtalelse af 19. august 2009.
På klagenævnets vegne
Kopi til
Det retlige grundlag for afgørelsen fremgår af de følgende sider.
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
…
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
§ 39.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil.
…
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 2.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 473 af 7. oktober 1983 om kloakarbejde m.v. som ændret ved bekendtgørelsen nr. 9 af 14. januar 1988
…
Kapitel 1
Område
§ 1.
Bekendtgørelsen omfatter arbejde i og indretning af private og offentlige spilde- og regnvandsafledningssystemer, herunder kloak- og regnvandsledninger, bygværker, pumpebrønde, pumpestationer, renseanlæg og regnvandsbassiner m.v., undtaget er dog ledning med tilhørende brønde fra eenfamiliehuse eller rækkehuse til kloak.
…
Kapitel 6
Særlige regler om beskyttelsesudstyr
§ 25.
Ansatte, der arbejder med håndtering, behandling eller analyse af spildevand (kloakvand), kloakslam og lignende, skal bruge særligt arbejdstøj, der er egnet til arbejdets udførelse, så længe dette arbejde udføres.
Stk. 2.
Under højtryksrensning og lignende tilsmudsende arbejde skal de beskæftigede desuden bruge overtrækstøj og masker til beskyttelse mod tilbageslag af bakterieholdigt spulevand fra vægge, når spuling ikke kan foretages fra terræn.
Stk. 3.
Det brugte, særlige arbejdstøj skal på arbejdsgiverens foranledning vaskes og renses adskilt fra andet tøj og under sådanne forhold, at sundhedsskader ikke kan opstå.
Stk. 4.
Det således rensede, særlige arbejdstøj og personlige værnemidler skal desinficeres, før det bruges igen.
Stk. 5.
Rent skiftetøj og varmt overtøj skal være til disposition i et vist antal sæt i tilfælde af, at det anvendte arbejdstøj bliver gennemblødt af spildevand eller lignende.
…
–
§ 38, stk. 1, § 39, stk. 1, nr. 1, og § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
–
§ 1 og § 25, stk. 1, og stk. 3, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 473 af 7. oktober 1983 om kloakarbejde m.v. som ændret ved bekendtgørelsen nr. 9 af 14. januar 1988.
–
Arbejdstilsynet, Tilsynscenter, Postboks 1228, 0900 København C J.nr.
–
[Adressat udeladt]
1)
sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger,
2)
forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder,
3)
opslag eller egnet markering.