Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0913

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0913

Resumé

Klager – en person – klagede over debatindlægget ”Diktaturparti” i JydskeVestkysten.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Pressenævnet finder, at der i debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og reportager, og at læserbrevsdebatten må have vide rammer.

Nævnet finder på den baggrund ikke, at JydskeVestkysten har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre [A]s debatindlæg, der fremkom som en reaktion på klagers forudgående debatindlæg.

Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere, at JydskeVestkysten i overensstemmelse med den almindelige ret til at redigere mediet valgte ikke at bringe flere indlæg m.v. efter offentliggørelsen af klager og [A]s indlæg.

[K] har klaget til Pressenævnet over et læserbrev i JydskeVestkysten den 15. november 2009, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

JydskeVestkysten bragte den 12. november 2009 debatindlægget ” DKP, frihedskampens parti, og Den Europæiske Union ” skrevet af [K], medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.

Af indlægget fremgik følgende

”I disse dage er det 90 år siden, fundamentet til DKP blev dannet.

Det skete ved en sammenslutning af Socialistisk Ungdoms Forbund og Socialistisk Arbejderparti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti.

Partiet har oplevet store sejre og nederlag, men har hver gang overvundet vanskelighederne og er kommet styrket ud af krisen.

Der er skrevet en del om partiets historie.

Interessen viser, at det ikke er en døgnflue, der omtales, men en bevægelse med dybe rødder i folkets historie.

I denne jubilæumsartikel er det centrale tema forholdet til Den Europæiske Union og historiske paralleller.

…

DKP havde en ærefuld andel i Folkebevægelsens start i 1971, og partiet viderefører den dag i dag enhedsarbejdet og de vundne erfaringer fra frihedskampen.

Det er ikke nogen tilfældighed, at DKP’s rolle under besættelsen forties af nutidens historikere.

Helt barokt er det, at store dele af det borgerlige og socialdemokratiske Danmark, som jagede og udleverede kommunisterne til tyskerne, i dag står som repræsentanter for frihedskampen.

Ved at undergrave kommunisternes autoritet i befolkningen, skal vejen banes for den nye EU-stat.

Derfor må vi fortælle om den sande historie fra besættelsestiden.

Vi må fortælle om de store ofre, som folket gav for at vinde friheden.

Hvordan resultatet ikke var nogen tilfældighed, men frugten af det illegale arbejde.

Mange af DKP’s medlemmer betalte den højeste pris i koncentrationslejre, i tugthuse eller under torturbødlernes forhør.

Vi bør ære deres indsats, ved selv at videreføre frihedskampens idealer, og give erfaringerne videre om dette vigtige afsnit i Danmarkshistorien.”

JydskeVestkysten bragte den 15. november 2009 debatindlægget ” Diktaturparti ” skrevet af [A].

Af indlægget fremgik følgende

”[K] proklamerer 12.11., at DKP’s rolle under besættelsen forties af nutidens historikere.

Men det passer ikke, og jeg må forstå det personligt.

Med min bog fra 1949 »Sådan er kommunisterne« har jeg leveret den centrale kritiske udgave af partihistorien til og med besættelsen, og jeg har intet fortiet.

Tværtimod skildrer jeg det pågældende emne udførligt både den positive og den negative side.

Men [K] kender tydeligt nok ikke den negative, som fungerede under Hitler-Stalinpagten indtil det tyske overfald på Sovjet 22. juni 1941.

Da var DKP et nazistisk halehæng, der hyldede Hitlers fredsproces og gav England ansvaret for krigen.

Og den positive indsats, som siden fulgte, var planlagt som en genvej til proletariatets diktatur.

[K] er nemlig også fejl på den, når han kæder DKP til de danske demokratiske traditioner.

DKP var faktisk et klart diktaturparti, som åbent erklærede, at det ikke følte sig bundet af Grundloven, men med vold ville tage magten i dette samfund.

Man behøver ikke at slå efter i min gamle bog.

Dokumentationen findes nemlig også i mine nye bog, »Bataljer med Bid og Baggrund«.”

2 Parternes synspunkter

2.1 [K]s synspunkter

[K] har anført, at han i forlængelse af [A]s indlæg af 15. november 2009 kontaktede avisen og foreslog et fællesinterview med [A], fordi det ville give mulighed for en seriøs debat.

Det afviste avisen.

Heller ikke et svar i form af et læserbrev ville avisen gå med til.

Herved hindredes klager i at kommentere [A]s nedsættende udsagn om DKP, som han bl.a. betegner ”Diktaturparti”.

Klager får som den krænkede ikke mulighed for at besvare den kritik, der fremkom i avisen.

2.2 JydskeVestkystens synspunkter

JydskeVestkysten har anført, at det tydeligt fremgår, at [A]s debatindlæg netop er debat og ikke en redaktionel artikel.

Her er det sædvanligt, at der tillades en højere grad af frisprog end i en redaktionel tekst, og at aktørerne fremkommer med deres vurderinger.

Avisen har videre anført, at redaktøren er berettiget til at bestemme, at diskussionen mellem klager og [A] skal stoppe, efter at klager og [A] hver har fået offentliggjort ét indlæg.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Thomas Rørdam, Jan Kristensen, Kaare R.

Skou og John Meinert Jacobsen.

Pressenævnet finder, at der i debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og reportager, og at læserbrevsdebatten må have vide rammer.

Nævnet finder på den baggrund ikke, at JydskeVestkysten har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre [A]s debatindlæg, der fremkom som en reaktion på klagers forudgående debatindlæg.

Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere, at JydskeVestkysten i overensstemmelse med den almindelige ret til at redigere mediet valgte ikke at bringe flere indlæg m.v. efter offentliggørelsen af klager og [A]s indlæg.

Afgjort den 16. december 2009