Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0911
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0911
Resumé
Klager – en virksomhed – klagede over artiklen ”Taxatur endte i vold og tumult” på Stiften.dk.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen ikke er indgivet på vegne af den omtalte taxachauffør, og klagen behandles derfor alene i relation til taxaselskabet.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6.
Pressenævnet finder, at overskriften ”Taxatur endte i vold og tumult” har dækning i den påklagede artikel, hvoraf det fremgår, at hændelsesforløbet omfattede voldshandlinger, og nævnet udtaler derfor ikke kritik af overskriftens formulering.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at angreb og svar, hvor det er rimeligt, bør bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.4.
Papirversionen Århus Stiftstidende bragte [K]s kommentarer til beskyldningerne i artiklen ” Taxachauffør var på skadestue ”.
Pressenævnet finder, at klagers kommentarer tillige burde have været bragt i sammenhæng med beskyldningerne på internetavisen.
Ved ikke at bringe klagers kommentarer har stiften.dk tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik .
Det forhold, at klagers kommentarer fremgik af avisens e-paper, kan ikke føre til et andet resultat.
Tre medlemmer udtaler
Vi finder ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af avisen og finder således heller ikke i det konkrete tilfælde grundlag for at kritisere avisen for udsagnet ”chaufføren, der talte udmærket dansk”.
Ét medlem udtaler
Jeg finder, at avisen med udsagnet ”chaufføren, der talte udmærket dansk” har fremdraget chaufførens etniske oprindelse, uden at det i sammenhængen var sagligt begrundet, og på en måde, der er egnet til at lægge personer med anden etnisk baggrund end dansk for had.
Jeg udtaler derfor også på dette punkt min kritik af avisen.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og der udtales herefter ikke kritik af avisen på dette punkt.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af stiften.dk at offentliggøre et kendelsesresumé.
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel på stiften.dk den 6. november 2009, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Stiften.dk bragte den 6. november 2009 en artikel under overskriften ” Taxatur endte i vold og tumult ” og underoverskriften ”På vej hjem fra fødselsdag blev [A] og hans familie involveret i et slagsmål med fem taxachauffører ”.
Af artiklen fremgår følgende
”[A] føler sig krænket efter en oplevelse under en taxatur den forgangne weekend.
Midtvejs på vej til sit hjem eksploderede situationen i håndgemæng med slag og spark.
Chauffører fra fire tilkaldte taxaer deltog.
Det hele standsede først, da politiet kom til.»Det var helt vildt.
Fuldstændig ude af proportioner.
Det var godt, politiet kom så hurtigt til,« siger 45-årige [A] fra Stavtrup.»Jeg er rystet over, at man i en taxa med sin familie kommer ud for sådan noget.«
Ville ikke ringe efter ekstra vogn
Han var sammen med sin kone og 17-årige datter lørdag til en 18-års fødselsdag i Tilst.
Efter midnat bestilte de sammen med et andet ægtepar og en 20-årig anden kvindelig fødselsdagsgæst en storvognstaxa.
De skulle til Viby Torv, hvor den 20-årige skulle af og videre med en anden taxa, mens de selv skulle fortsætte til først Stavtrup og derefter Kolt.»På vej til Viby Torv bad jeg chaufføren, der talte udmærket dansk om at tilkalde en anden taxa til vores medpassager, så hun kunne komme derfra og sikkert hjem til Højbjerg.
Men det ville han ikke,« siger [A] og fortæller, at hans datter så ringede til [K] og fik rekvireret en vogn.
Flere chauffører dukkede op
På Viby Torv holdt chaufføren ind i buslommen ved Nordea og Arbejdernes Landsbank.»Jeg steg ud.
Pigen, der skulle videre, sad bagerst og de andre måtte flytte sig, for at hun kunne komme ud.
Jeg stak hovedet ind til chaufføren og sagde, at han bare skulle lade taxameteret køre videre, for jeg ville ikke, at vi skulle tage videre, før hun sad sikkert i den ny bil.
Men han stormede ud af bilen, og fløj over og tog mig i kraven og forlangte sine penge.
Han må have trykket på overfaldsalarmen, for i det samme kom fire andre biler til.
Min kammerat på bagsædet stod ud og forsøgte at standse chaufføren.
Han blev nu væltet omkuld af de tilkaldte kollegaer, der før de spurgte til situationen, slog og sparkede ham, mens han lå ned,« fortæller [A].»Jeg råbte til to vidner på stedet, at de skulle tilkalde politiet.
Vores koner forsøgte at gå imellem, og pigerne græd fortvivlet.«
Politiet kom til
Ordensmagten ankom kort efter og fik skilt parterne ad.Vennen, der ifølge [A] havde ligget ned, havde forsøgt at forsvare sig og havde i den forbindelse ramt chaufføren.
Han er selv gul og blå over det meste af kroppen på grund af episoden.»Politiet gjorde det godt.
De troede i første omgang, at det var os, der havde startet det hele.
De fik afhørt vidnerne og tog billeder.
Chaufføren havde flækket læben og blev testet for spirituskørsel.
Den var negativ.
Men han var helt vild og sagde til min vens kone, der kom til Danmark fra Indien som adoptivbarn i en alder af et år, at hun var blevet solgt af sin mor og far for ti kroner.
Og han kaldte min kone for en luder.
Det var helt vanvittigt,« siger [A].»Politiet gav chaufførerne en skideballe og bad mig om pengene for turen, som de gav videre.
Efter en time til halvanden kunne vi tage en ny taxa fra stedet.
Denne gang valgte vi en fra Taxamotor.«
Haallo, [K]?
[A] har siden episoden forgæves forsøgt at få en forklaring fra [K].
Han prøver at finde logikken i chaufførens opførsel.»Det var en frygtelig oplevelse.
Han måtte da kunne se og høre, at vi ikke ville stikke af fra regningen.
Det er helt ude af proportioner, og det irriterer mig, at jeg ikke kan komme igennem til [K].
For jeg mener ikke, sådan en chauffør kan køre hyrevogn, når han kan finde på at reagere sådan,« siger [A].»Det eneste, jeg har fået besked på, er at sende dem en skriftlig anmeldelse af episoden.
Hvis [K] havde været åben om sagen og været villig til et dialogmøde måske med chaufføren, så kunne vi have løst problemet og sørget for, at sådan en situation ikke vil opstå igen.
Jeg er jo godt klar over, at det må have været en misforståelse, der udløste sagen, som endte i et grotesk mareridt på Viby Torv.«
Læs mere i Århus Stiftstidende fredag.
Du kan også prøve vores E-avis
[Der er indsat et billede af papiravisens artikler, og det er muligt at købe adgang til en digital version af dagens papirudgave (e-paper).]”
I forlængelse af artiklen var det muligt for læsere at skrive kommentarer.
Af indlæggene fremgik bl.a. følgende indlæg fra brugeren ”[C]”
”[K] er nogle svin, og de er fuldstændig ligeglade med deres chaufførers hjernedøde opførsel og kørsel.
Alle som en kører chaufførerne af helvede til, og de tror, at de er helt alene på vejene.
Det selskab burde lukkes ned – hellere i dag end i morgen.”
Og følgende indlæg fra brugeren ”[D]”
”Har i et par år ikke kørt med [K], har været ved at blive snydt flere gange, hvor de uerfarne dårligt dansktalende chauffører kører en forkert vej eller en for lang vej, men jeg kender byen, så den går ikke her.
Må vi få nogle ordentlige chauffører, der kan forstå, hvad man siger, og som kender vejene.”
Indlæggene er efterfølgende blevet slettet, og det er ikke længere muligt at kommentere på artiklen.
Århus Stiftstidende omtalte samme dag artiklen under overskriften ”Taxatur udartede sig til vold og tumult” .
Papirudgaven bragte tillige artiklen ” Taxachauffør var på skadestue ” med underoverskriften ” [K] fortæller, at sagen kan være, at det er den ansatte, der er offer ”.
Af artiklen fremgår følgende
ӁRHUS
Chaufføren i den taxa, der var impliceret i en voldsom episode natten til søndag, mener, han er offer.
»Chaufføren er meget frustreret og føler sig udsat for justitsmord,« siger kommunikationsansvarlig ved [K], [B].
»Ifølge hans forklaring var det taxafolkene, der ringede til politiet.
Desuden blev han slået tre gange i ansigtet.
En gang over det ene øje og to gange på munden.
Han blødte og var på skadestuen umiddelbart efter episoden.« Ifølge [B] har taxachaufførerne ikke kendskab til, at det var nogle fra de tilkaldte hyrevogne, som slog på kunderne.
Chaufføren har forklaret, at han ikke ville ringe til en taxa efter en ny vogn, fordi det var bedre, at kundens egen mobiltelefon blev registreret på det såkaldte call-back-system [med] kundens nummer, som taxa bruger til at ringe op og fortælle, hvornår vognen ankommer.
Prajes på gaden
»Men centralen ville ikke sende en vogn med den begrundelse, at der på det tidspunkt på Viby Torv var så mange vogne, der passerede, og som kunne prajes på gaden.
Det gjorde kunderne sure, inden de nåede til Viby Torv.
De forlod derfor alle sammen bilen på Viby Torv og ville ikke betale de 170 kroner, som de skyldte, fordi de ikke kunne bestille en ny vogn,« forklarer [B].
»Chaufføren sagde, at de skulle blive og betale.
Men han blev truet og trykkede på overfaldsalarmen.« Efterfølgende ankom de øvrige hyrevogne og episoden udviklede sig.
»Han er frustreret, fordi en af passagerne fortsatte med at true ham i politiets påhør.
Det var ham, der slog.
Manden blev anholdt, men løsladt en halv time senere,« siger [B].
»Han fik herefter lov til at køre på skadestuen med en itureven skjorte og blod i ansigtet.« [B] beklager episoden.
»Det er en dybt ærgerlig sag.
Der er jo nogle kunder, der ikke har fået den vare, de regnede med.
Men der er kun politiet til at afgøre, hvad der er op og ned i sagen,« siger han.
»Generelt kan jeg sige, at chauffører, der er voldelige over for kunder, ikke kan køre for [K].
Men det er op til retssystemet at vurdere og bedømme sager.« [B] vil ikke afvise, at der kommer en politianmeldelse fra chaufføren.
»Desuden er det nødvendigt, hvis vi skal behandle sagen, at kunden sender os en skriftlig anmeldelse af sagen,« siger han.
[K] har to millioner kørsler om året, hvor der transporteres fem millioner kunder.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at overskriften med udsagnet ”vold” giver indtryk af, at forholdet er politianmeldt.
Det havde været mere dækkende med klammeri eller håndgemæng.
Politiet kom til stede og fik standset konflikten, og der er ikke rejst sigtelse mod nogen af parterne.
I Århus Stiftstidendes internetversion er det alene kundens version af hændelsesforløbet, der blev bragt.
Selvom [K] blev interviewet om sagen tre dage forud for offentliggørelsen, kommer selskabets version slet ikke med.
Politiets version er ligeledes udeladt.
Hverken chaufføren eller [K] har således fået lov til at svare på modpartens alvorlige anklager.
Desuden er det en skærpende omstændighed, at de to parter har en meget forskellig opfattelse af en række konkrete forhold i sagen, hvilket fremgår af avisens papirudgave, hvor [K] og politiets version er bragt.
Stiften.dk henviser i et link til sin e-avis, hvor avisens papirudgave er offentliggjort.
For at få adgang skal man imidlertid være abonnent.
Dermed vil mange læsere af stiften.dk aldrig få klagers eller politiets version af sagen.
Der er ikke lige adgang til informationerne.
[K] har herudover anført, at avisen lader kunden udtale, at chaufføren talte et udmærket dansk, og dermed lader læserne vide, at der er tale om en person med en anden etnisk baggrund end dansk.
Oplysningen er irrelevant, og læsere af internetversionen skrev efterfølgende racistiske kommentarer mod taxachauffører med anden etnisk baggrund.
2.2 Stiften.dks synspunkter
Stiften.dk har anført, at der er dækning for begrebet ”vold” i overskriften, idet der rent faktisk var tale om håndgemæng.
Vold er ikke direkte henførbart til straffelovens retsbegreb.
Stiften.dk har anført, at det skyldes en fejl, at kun en del af det samlede historiekompleks fra papirversionen blev publiceret på nettet, således at kun ”den forurettedes” version af sagen blev bragt på stiften.dk.
Dette er ikke tidligere sket, og sagen har medført, at der nu er kommet en mere udførlig overlevering fra avisens jourhavende til næste morgens netansvarlige.
Både [K]s og politiets version af begivenheden var imidlertid tilgængelig på stiften.dk gennem Århus Stiftstidendes e-paper samme dag.
Man har skullet betale for at få hele artikelkomplekset med, men læseren er ikke forholdt oplysninger.
Avisen har forholdt sig kritisk til de udtalelser, den forurettede kom med.
Avisen har herudover anført, at debatten på hjemmesiden blev fjernet straks efter henvendelsen fra klager, idet debatten var ved at antage en form og et indhold, der strider mod avisens debatregler på sitet.
Ifølge avisen finder afsnit C vedrørende retsreportage i de vejledende regler for god presseskik ikke anvendelse i dette tilfælde, men alene ved reportage fra retsforhandlinger eller begivenheder i direkte tilknytning til disse.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Thomas Rørdam, Jan Kristensen, Kaare R.
Skou og John Meinert Jacobsen.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen ikke er indgivet på vegne af den omtalte taxachauffør, og klagen behandles derfor alene i relation til taxaselskabet.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6.
Pressenævnet finder, at overskriften ”Taxatur endte i vold og tumult” har dækning i den påklagede artikel, hvoraf det fremgår, at hændelsesforløbet omfattede voldshandlinger, og nævnet udtaler derfor ikke kritik af overskriftens formulering.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at angreb og svar, hvor det er rimeligt, bør bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.4.
Papirversionen Århus Stiftstidende bragte [K]s kommentarer til beskyldningerne i artiklen ” Taxachauffør var på skadestue ”.
Pressenævnet finder, at klagers kommentarer tillige burde have været bragt i sammenhæng med beskyldningerne på internetavisen.
Ved ikke at bringe klagers kommentarer har stiften.dk tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik .
Det forhold, at klagers kommentarer fremgik af avisens e-paper, kan ikke føre til et andet resultat.
Tre medlemmer – Thomas Rørdam, Jan Kristensen og Kaare R.
Skou – udtaler
Vi finder ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af avisen og finder således heller ikke i det konkrete tilfælde grundlag for at kritisere avisen for udsagnet ”chaufføren, der talte udmærket dansk”.
Ét medlem – John Meinert Jacobsen – udtaler
Jeg finder, at avisen med udsagnet ”chaufføren, der talte udmærket dansk” har fremdraget chaufførens etniske oprindelse, uden at det i sammenhængen var sagligt begrundet, og på en måde, der er egnet til at lægge personer med anden etnisk baggrund end dansk for had.
Jeg udtaler derfor også på dette punkt min kritik af avisen.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og der udtales herefter ikke kritik af avisen på dette punkt.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af stiften.dk at offentliggøre følgende
”Kritik fra Pressenævnet
Stiften.dk bragte den 6. november artiklen ”Taxatur endte i vold og tumult”.
Heraf fremgik det, at en taxatur var endt i håndgemæng mellem kunden og chaufføren.
I artiklen kritiserede kunden bl.a. taxaselskabet for lukkethed og chaufføren for aggressiv adfærd.
Hverken selskabet eller chaufførens forklaring fremgik af netavisen.
Samme dag blev artiklen bragt i papirudgaven, Århus Stiftstidende.
Heraf fremgik selskabets forklaring, hvorefter det var chaufføren, som var blevet forulempet af kunden.
Taxaselskabet har klaget til Pressenævnet.
Pressenævnet finder, at stiften.dk har tilsidesat god presseskik ved ikke at bringe selskabets kommentarer til beskyldningerne i netavisen.
Nævnet har derfor udtalt kritik af stiften.dk.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.”
Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet.
En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.
Afgjort den 16. december 2009