Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0907
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0907
Resumé
Klager – et rederi – klagede over artiklen ”Sømænd
En sag om ussel mammon” på Avisen.dk.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [K] som del af forhandlergruppen afviste et forlig, som indebar, at sømændene kunne have været frigivet efter tre dage, kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, hvorfor oplysningen har skullet efterprøves i særlig grad inden offentliggørelse, først og fremmest ved forelæggelse for klager.
Da dette ikke er sket, udtaler nævnet sin kritik af Avisen.dk.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.
Pressenævnet finder, at det af hensyn til nye læsere var hensigtsmæssigt, at Avisen.dk berigtigede artiklen.
Læsere af den oprindelige artikel med fejlen kan imidlertid ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen og på den måde blive gjort bekendt med rettelsen.
Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksom på rettelsen, som derfor – i tillæg til artiklen med den indarbejdede rettelse – burde have været bragt særskilt på Avisen.dk med samme placering som den oprindelige artikel.
Da dette ikke er sket, udtaler nævnet også kritik heraf.
Det følger af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at den forkerte oplysning, kan være egnet til at påføre [K] økonomisk eller anden skade af betydning, hvorfor klager er berettiget til at få bragt et genmæle.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Avisen.dk efter retningslinjerne i lovens § 39 at offentliggøre et kendelsesresume.
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel på Avisen.dk den 8. september 2009, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen omfatter endvidere afslag på genmæle.
Sagen er behandlet sammen med sag nr. 2009-6-0900
[K] mod nyhedsbureauet Newspaq A/S.
1 Sagsfremstilling
Avisen.dk bragte den 8. september 2009 artiklen ”Sømænd
En sag om ussel mammon” med underoverskriften ”Nye oplysninger i sagen om Danica White vil blive givet videre til erstatnings-advokat.” Artiklen var skrevet af nyhedsbureauet Newspaq A/S’ journalist.
Af artiklen fremgik følgende
”Sagen om det kaprede danske fragtskib Danica White ruller videre.
I dag står en somalisk tolk frem og siger, at forhandlergruppen afviste forlig, der kunne have sikret sømændene frihed allerede tre dage efter kapringen.
I stedet sad de fanget i 83 dage.
[Afsnittet blev den 5. oktober 2009 berigtiget til følgende
”Sagen om det kaprede danske fragtskib Danica White ruller videre.
I dag står en somalisk tolk frem i Information og siger, at et tilbud om forlig, der kunne have sikret sømændene frihed allerede tre dage efter kapringen aldrig blev taget alvorligt, da han videregav det til de danske myndigheder.
I stedet sad de fanget i 83 dage.”]
De nye oplysninger vil formand for 3F Sømændene, Søren Lundin Sørensen, give videre til den advokat, der skal føre sømændenes ankesag ved Østre Landsret.
”Oplysningerne understreger jo blot, at den her sag ikke handlede om andet end ussel mammon.
Det underbygger de oplysninger kaptajnen kom med i byretten.
At sagen kunne være løst meget hurtigere,” lyder det fra 3F Sømændene, der fører erstatningssagen for de fire sømænd.
Dermed understøtter de nye oplysninger blot det grundlæggende problem i sagen, at ingen virkelig havde øje for at få søfolkene hjem, mener Søren Lundin Sørensen.
”Allerede fra dag ét anmodede vi jo om at komme med ind i forhandlergruppen.
Der sad en repræsentant for rederiet, en for forsikringsselskabet, der har forsikret skibet, og en for forsikringsselskabet, der har lasten forsikret.
Men der var ingen repræsentant, der udelukkende tænkte på søfolkene,” påpeger han.
…”
[K] anmodede ved mails af 10. og 17. september 2009 Avisen.dk om at bringe følgende berigtigelse
”Berigtigelse
Besætningen på Danica White kunne ikke være frigivet efter 3 dage.
Besætningen på Danica White kunne ikke have fået deres frihed efter kun 3 dage, som Avisen.dk skriver.
Hverken rederiet [K] eller forhandlergruppen har fået forelagt et tilbud om at købe besætningen fri ganske få dage efter kapringen af Danica White.
Forhandlergruppen har således heller ikke afvist et sådant tilbud eller forlig.
Rederiet [K] kender intet til den omtalte tolk og har ikke kendskab til, at han skulle have været involveret i forhandlinger om frigivelsen af Danica White.”
[K] udbad sig ved mail af 6. oktober 2009 (efter at have talt med nyhedsbureauet Newspaq A/S) et skriftligt svar fra Avisen.dk.
[K] klagede ved mail af 19. oktober 2009 til Pressenævnet.
Nævnet anmodede herefter Avisen.dk om en udtalelse til sagen, jf. medieansvarsloven § 46, stk. 2.
Nævnet har ikke modtaget en udtalelse fra mediet.
2 [K]’s synspunkter
[K] har oplyst, at man den 14. oktober 2009 telefonisk rykkede den ansvarshavende redaktør, [A], for svar.
Han oplyste, at han ikke ønskede at være opmand i sagen mod nyhedsbureauet Newspaq A/S, men foretrak at vente på Pressenævnets afgørelse.
Klager har ikke fået en skriftlig reaktion fra Avisen.dk.
[K] har anført, at hverken forhandlergruppen eller rederiet, der var ansvarlig for forhandlingerne, har afvist et forlig.
I Information (i artiklen ”Pirater
Dansk-Somalier
Danica White’s besætning kunne være løsladt efter tre døgn” af 8. september 2009) oplyser tolken, at han var i kontakt med en særlig efterforsknings gruppe, som ikke viste interesse for tilbuddet, men han nævner ikke forhandler gruppen.
Newspaq har dermed ingen kilde til oplysningen om, at forhandlergruppen har afvist et tilbud om at frigive besætningen efter tre dage.
Artiklen er skadelig for rederiets omdømme, da disse giver indtryk af, at virksomheden har sat økonomiske hensyn over hensynet til at få besætningen hjem i god behold hurtigst muligt.
Avisen.dk har ikke forelagt rederiet den krænkende oplysning inden offentliggørelse.
Det er klagers opfattelse, at den løsning, der blev effektueret ved Newspaqs mellemkomst ikke lever op til kravet om, at en berigtigelse skal have en form, så læserne får klar mulighed for at blive opmærksomme på den.
Dette skyldes, at der ikke er bragt en egentlig rettelse, men ændret i den oprindelige tekst (datoen er også uændret).
Udadtil ser det således ud som om, det påklagede forhold aldrig har eksisteret.
Rettelsen bør bringes som en selvstændig enhed, så læsere får en reel mulighed for at blive opmærksomme på rettelsen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Kaare R.
Skou og Marianne Druedahl.
Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [K] som del af forhandlergruppen afviste et forlig, som indebar, at sømændene kunne have været frigivet efter tre dage, kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, hvorfor oplysningen har skullet efterprøves i særlig grad inden offentliggørelse, først og fremmest ved forelæggelse for klager.
Da dette ikke er sket, udtaler nævnet sin kritik af Avisen.dk.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.
Pressenævnet finder, at det af hensyn til nye læsere var hensigtsmæssigt, at Avisen.dk berigtigede artiklen.
Læsere af den oprindelige artikel med fejlen kan imidlertid ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen og på den måde blive gjort bekendt med rettelsen.
Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksom på rettelsen, som derfor – i tillæg til artiklen med den indarbejdede rettelse – burde have været bragt særskilt på Avisen.dk med samme placering som den oprindelige artikel.
Da dette ikke er sket, udtaler nævnet også kritik heraf.
Det følger af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at den forkerte oplysning, kan være egnet til at påføre [K] økonomisk eller anden skade af betydning, hvorfor klager er berettiget til at få bragt et genmæle.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Avisen.dk efter retningslinjerne i lovens § 39 at offentliggøre følgende
” Kritik fra Pressenævnet og genmæle fra [K]
Pressenævnet har udtalt kritik af Avisen.dk for ikke at indhente [K]’s kommentarer til en artikel bragt den 8. september 2009 og for ikke at korrigere artiklen behørigt efterfølgende.
Derudover har Pressenævnet bestemt, at rederiet [K] er berettiget til at få bragt følgende genmæle
Den 8. september skrev Avisen.dk i en artikel med overskriften ”Sømænd
En sag om ussel mammon”, at en somalisk tolk udtalte, at forhandlergruppen havde afvist et forlig om frigivelse af besætningen på Danica White allerede tre dage efter kapringen i juni 2007.
Det er ikke en korrekt udlægning af tolkens udtalelser til Dagbladet Information.
Til Information udtaler tolken, at han har været i kontakt med en særlig efterforskningsgruppe, som ikke viste interesse for tilbuddet, men tolken nævner ikke forhandlergruppen.
Rederiet [K], som var ansvarlig for forhandlingerne, oplyser, at det ikke har modtaget et sådant tilbud, ligesom det afviser ethvert kendskab til den somaliske tolk og hans involvering i forhandlingerne.
Hele kendelsen fra nævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.”
Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet.
En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.
Afgjort den 26. november 2009