Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0886
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0886
Resumé
Klager - en person – klagede over artiklen ”Advokat opgav falsk titel” i Berlingske Tidende.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Overskrifter og mellemrubrikker skal endvidere have dækning i den pågældende artikel.
Efter det oplyste var [K] ansat som ekstern lektor og ikke lektor som anført i brevet til Trine Pertou Mach.
Under hensyn hertil og til, at det ansættelsesmæssige forhold fremgår af artiklen, finder Pressenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere overskriftens formulering.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik.
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Berlingske Tidende den 20. august 2009, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Berlingske Tidende bragte den 20. august 2009 en artikel under overskriften ” Advokat opgav falsk titel ” og underoverskriften ” Københavns Universitet kritiserer advokat for at have kaldt sig lektor ved universitetet i et brev, hvor han truede bestyrelsesmedlem i Plum-fonden med politianmeldelse.
Det er han ikke .” Af artiklen fremgik følgende
”Den københavnske advokat [K] opgav falsk titel, da han i et brev truede bestyrelsesmedlem Trine Pertou Mach fra Enkefru Plums Støttefond med politianmeldelse på vegne af sin klient, advokat [A].
I brevet præsenterede [K] sig for at være ”lektor i strafferet ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet”.
Det er han ikke, oplyser fakultetet, som retter en hård kritik mod ham for at pynte på sin titel.
”Det Juridiske Fakultet er bestemt ikke indforstået med, at [K] i udøvelsen af sin advokatvirksomhed påberåber sig sin ansættelse ved Københavns Universitet.
De sager, han varetager for sine klienter, er Det Juridiske Fakultet uvedkommende.
Han har således ikke grundlag for at betegne sig som lektor i strafferet,” oplyser fakultetet.
Ansat som ekstern lektor
[K] er ansat på deltid som ekstern lektor for ét år.
Han skriver i en e-mail til Berlingske Tidende
”Min hensigt med udsagnet var det at orientere om, at jeg har lidt indsigt i strafferet, idet jeg har undervist i 31 år i dette fag.
Jeg brugte advokatbrevpapir, og jeg underskrev mig som advokat.”
Skræmme-taktik
Ikke desto mindre finder juridiske eksperter hans betragtninger i brevet til Trine Pertou Mach af tvivlsom lødighed.
De betegner det bl.a. som uholdbart og intimiderende at foreholde hende udsigten til en lang fængselsstraf og fortabelse af egnethed til at varetage offentlige hverv.
Trine Pertou Mach er folketingskandidat for SF i København.
”Man sidder, når man læser brevet, med en ubehagelig fornemmelse af, at Trine Pertou Mach skal skræmmes,” siger professor i jura Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.”
Politiken bragte den 25. juli 2009 en kronik skrevet af [K] under overskriften ” Bekæmpelse af skattesnyd- et flop ”.
I den forbindelse var klager tituleret som følgende
”[K] er advokat og lektor i skatteret ved Københavns Universitet.”
Berlingske Tidende bragte den 3. juli 2008 en nekrolog over Mogens Glistrup under overskriften ” Profeten Mogens ”.
Afdøde var i den forbindelse omtalt som ”lektor i skatteret ved Københavns Universitet”.
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at overskriftens betegnelse ”falsk” betyder, at man angiver noget, der er i strid med sandheden.
Klager har oplyst, at han er advokat og i 31 år har undervist i strafferet på Københavns Universitet.
Det forhold, at klager var blevet kontaktet i sin egenskab af ”advokat og lektor i strafferet” er således ikke ukorrekt.
I det omtalte brev havde det ikke nogen realitetsforskel, om klager havde skrevet: ”advokat og ekstern lektor i strafferet”.
Brevet er underskrevet som advokat på advokatkontorets brevpapir.
Der blev brugt en forkortet udgave af klagers titel.
En mindre formel fejl – begået i god tro – berettiger ikke til at skrive, at der er opgivet falsk titel.
Der findes to slags lektorer på Københavns Universitet: 1) Interne lektorer og 2) eksterne lektorer.
Det ligger implicit i betegnelsen ”advokat og lektor”, at klager er ekstern lektor.
Intern lektor er en fuldtidsstilling med forskningsforpligtigelse, og man kan derved ikke både være bestallingshavende advokat og intern lektor på fuld tid.
Når der anføres en ikke-universitetsmæssig stilling sammen en universitetsstilling, er det åbenbart, at universitetsstillingen kun er en deltidsstilling.
Dette ville i øvrigt også stride mod retsplejelovens § 122, stk. 2.
I Københavns Universitets regelsamling findes der ikke regler for, hvordan eksterne lektorer skal titulere sig, og universitetet har aldrig indskærpet over for eksterne lektorer, at titlen ”ekstern lektor” skal skrives fuldt ud.
Heller ikke klagers kronik i Politiken den 25. juli 2009, gav anledning til bemærkninger, selvom flere på universitetet læste kronikken.
Endelig har klager henvist til elleve artikler, hvor avisen betegner en ekstern lektor som ”lektor”.
Det synes således at være avisens faste praksis.
2.2 Berlingske Tidendes synspunkter
Avisen har afvist, at omtalen er forkert.
Der findes ikke to definerede titler ”interne” og ”eksterne” lektorer.
Der findes ”lektor” og ”ekstern lektor”.
Når en ekstern ”lektor” titulerer sig selv ”lektor” bruger vedkommende en klart defineret titel, han ikke har.
Avisen har fremlagt et citat fra prodekan Jørn Vestergaard, hvoraf bl.a. følgende fremgår
”I anledning af artiklen i Berlingske Tidende er avisen den 19. august 2009 blevet orienteret om, at fakultetet ikke er indforstået med, at [K] i udøvelsen af sin advokatvirksomhed påberåber sig sin ansættelse ved Københavns Universitet.
De sager, han varetager for sine klienter, er Det Juridiske Fakultet uvedkommende.
Fakultetet har oplyst, at [K] aktuelt er ansat på deltid som ekstern lektor for ét år i faget Stafferet og straffeprocesret.
Hans ansættelse indebærer udelukkende varetagelse af opgaven som manuduktør for et enkelt hold studerende på den juridiske bacheloruddannelse.
Han har således ikke grundlag for at betegner sig som lektor i strafferet.”
Berlingske Tidende har herudover anført, at det forhold, at avisen i et enkelt historisk tilfælde har tituleret Mogens Glistrup som lektor, ikke ændrer ved, at klager ikke havde grundlag for at betegne sig som ”lektor”.
3 Pressenævnets udtalelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jytte Scharling, Jan Kristensen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Overskrifter og mellemrubrikker skal endvidere have dækning i den pågældende artikel.
Efter det oplyste var [K] ansat som ekstern lektor og ikke lektor som anført i brevet til Trine Pertou Mach.
Under hensyn hertil og til, at det ansættelsesmæssige forhold fremgår af artiklen, finder Pressenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere overskriftens formulering.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik.
Afgjort den 6. november 2009