Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0866
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0866
Resumé
Klager – en forening – klagede bl.a. over artiklen ”København anklages for støtte til sex-sekt” på kristeligt-dagblad.dk.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen er fremsendt til rette medie.
Klage over tilsidesættelse af god presseskik kan rettes til mediet selv eller direkte til Pressenævnet.
I begge tilfælde er klagefristen fire uger fra offentliggørelsen.
Rettes klagen først til mediet, kan mediets afgørelse senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2.
En anmodning om genmæle skal fremsendes til mediet senest fire uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3.
Afslag på genmæle kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at afslaget er kommet frem til den, der har anmodet herom, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1.
Klagen vedrører en artikel bragt søndag den 24. maj 2009.
Klager sendte tirsdag den 23. juni 2009 klagen og begæringen om genmæle til kristeligt-dagblad.dk.
Da klagen og begæringen om genmæle således først er indgivet til mediet efter udløbet af de nævnte frister, og da mediet ikke har realitetsbehandlet klagen og begæringen om genmæle, afviser Pressenævnet sagen.
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel på kristeligt-dagblad.dk den 24. maj 2009, idet centeret mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen omfatter tillige afslag på genmæle.
Klagen er modtaget i Pressenævnet den 13. juli 2009.
Sagen er behandlet sammen med sag nr. 2009-6-0845, [person A] mod Jyllands-Posten, sag nr. 2009-6-0864, [K] mod Jyllands-Posten og jp.dk, og sag nr. 2009-6-0870, [K] mod Ekstra Bladet.
1 Sagsfremstilling
Kristeligt-dagblad.dk bragte den 24. maj 2009 under overskriften ”København anklages for støtte til sexsekt” og underoverskriften ”Københavns Kommune giver hvert år cirka 600.000 kroner til en yogaskole, der ifølge tidligere medlemmer er styret af en sex-sekt i Rumænien” følgende artikel
”København Kommunes fritidsforvaltning anklages for naivitet og forsømmelse af sin tilsynspligt, fordi kommunen årligt giver omkring 600.000 kroner til en yogaskole, [K].
Den er ifølge afhoppede medlemmer af skolens inderkreds styret af en rumænsk-baseret sex-sekt, MISA.
Den er i Rumænien under anklage for blandt andet handel med kvinder, prostitution og anti-semitisme.
Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, hvordan flere af den københavnske yogaskoles lærere har tjent eller tjener penge på blandt andet stripshows og pornofilm angiveligt som led i en spirituel udvikling, som ifølge kritikere for at tjene penge til sekten.
Sognepræst Tom Thygesen Daugaard, der igennem sin tidligere post som leder af det kristne Dialogcenter har fulgt udviklingen i organisationen, siger
- Det er dybt naivt af Københavns Kommune at give penge til [K] uden at undersøge, hvad der ligger bag.
Der står en totalitær, sekterisk organisation bag, som manipulerer med unge, søgende mennesker, og som driver forskellige sex-tjenester.
Der er grund til kraftigt at advare unge mod at nærme sig organisationen.
Fritidschefen i Københavns Kommune, Mads Kamp Hansen, siger, at han ikke finder grund til at sætte nogen undersøgelse af [K] i gang, for ”så længe de opfylder kriterierne for at få støtte, kan de få det.”
[K] anmodede ved e-mail af 23. juni 2009 kristeligt-dagblad.dk om at få bragt et genmæle.
Genmæleteksten tilbageviste navnlig, at yogacenteret og MISA var sekter, at de var involveret i sex-industrien, at [B] var leder samt kritiserede avisen for manglende kildekritik.
Kristeligt-dagblad.dk afviste den 25. juni 2009 at tage stilling til anmodningen under henvisning til, at artiklen var skrevet af Ritzaus Bureau.
2 Parternes synspunkter
2.1 [K]s synspunkter
[K] har anført, at artiklen baserer sig på upålidelige kilder.
Der er tidligere stillet spørgsmålstegn ved Dialogcenterets objektivitet, bl.a. i kristeligt-dagblad.dk’s artikler ”Vrede over centers advarsel mod frikirker” og ”Dialogcentret kritiseres for ensidighed” af 20. december 2006.
[K] er en folkeoplysende forening, der driver aftenskolevirksomhed med undervisning i emner som yoga, meditation, tantrisk erotik og selvudvikling.
Indtægterne hidrører fra yogaelevernes kursusafgifter og kommunestøtten.
Organisationen er ikke fokuseret på sex eller involveret i sexydelser.
Centeret blander sig imidlertid ikke i, hvad undervisere og elever på skolen foretager sig i fritiden og kan ikke gøres ansvarlig for enkeltpersoners adfærd.
Hverken [K] eller MISA falder ind under definitionen ”sekt” eller kan betegnes som sådanne.
Der er i den forbindelse navnlig henvist til den svenske teolog Karl Erik Nylunds afhandling vedr.
MISA, der konkluderer, at MISA og [K] intet har tilfælles med strukturen i en sekt.
Centeret er ledet af et repræsentantskab, der vælges af generalforsamlingen.
[B] leder lærerstaben og er anført som sådan, ikke ”skolens leder”.
[D] er spirituel rådgiver.
[K] er medlem af Atman International Yoga Federation, hvor også den rumænske organisation MISA er medlem, men klager er uafhængig både administrativt og økonomisk.
I Rumænien er det ikke MISA, men 21 yogaelever og –lærere, der er anklaget for menneskehandel.
Anklagerne er hverken forbundet med prostitution eller antisemitisme.
2.2 Kristeligt-dagblad.dk’s synspunkter
Kristeligt-dagblad.dk har anført, at avisen har tilbudt at bringe klageskrivelsen som en kommentar på netavisen i tilknytning til artiklen, således at indholdet af genmæleteksten blev offentliggjort, dog uden udtrykket ”Begæring om genmæle”.
Avisen bad [C] vende tilbage, hvis han var interesseret i det.
Han vendte imidlertid aldrig tilbage.
Kristeligt-dagblad.dk har videre anført, at artiklen er viderebragt ubearbejdet fra Ritzaus Bureau.
Avisen havde ikke grund til at antage, at nyhedstelegrammet fra Ritzaus Bureau indeholdt udsagn eller oplysninger, der nødvendiggjorde, at Kristeligt Dagblad foretog en fornyet forelæggelse.
Kristeligt-dagblad.dk har herudover anført, at klagers genmæletekst på næsten tre sider er af et omfang og en detaljeringsgrad, der gør den helt uegnet som genmæle.
Dertil kommer, at teksten indeholder påstande og betragtninger, der går langt ud over de nødvendige faktiske oplysninger, som kan kræves bragt, jf. medieansvarsloven § 38.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Thomas Rørdam, Palle Weis, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen er fremsendt til rette medie.
Klage over tilsidesættelse af god presseskik kan rettes til mediet selv eller direkte til Pressenævnet.
I begge tilfælde er klagefristen fire uger fra offentliggørelsen.
Rettes klagen først til mediet, kan mediets afgørelse senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2.
En anmodning om genmæle skal fremsendes til mediet senest fire uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3.
Afslag på genmæle kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at afslaget er kommet frem til den, der har anmodet herom, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1.
Klagen vedrører en artikel bragt søndag den 24. maj 2009.
Klager sendte tirsdag den 23. juni 2009 klagen og begæringen om genmæle til kristeligt-dagblad.dk.
Da klagen og begæringen om genmæle således først er indgivet til mediet efter udløbet af de nævnte frister, og da mediet ikke har realitetsbehandlet klagen og begæringen om genmæle, afviser Pressenævnet sagen.
Afgjort den 7. oktober 2009