Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0885
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0885
Resumé
Klager – en rusvejleder – klagede over artiklen ”RUC’ere i rus” på sjaellandske.dk.
Pressenævnets formand udtaler
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt, at man har en generel interesse i det emne, der er behandlet.
Da [K] ikke selv er direkte eller indirekte nævnt, har klageren ikke en sådan interesse i sagen, at der er grundlag for at behandle klagen.
Det forhold, at han selv er en af rusvejlederne på Roskilde Universitet, kan ikke føre til et andet resultat.
Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel på sjaellandske.dk den 25. august 2009, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sjaellandske.dk bragte den 25. august 2009 under overskriften ”RUC’ere i rus” følgende artikel
”ROSKILDE
En mand i bikini og en kondicyklist i gipsmaske.
RUC bød i går nye studerende velkommen, da den årlige rustur blev skudt i gang.
Og temaet var klart
Cykling.
Til rytmerne af Bjarne Riis’ dopingbekendelser mixet sammen med en tung bas trampede en mand klædt i gipsmaske og bandage af sted på en kondicykel, mens en anden dansede i kemidragt ved siden af.
Og foran universitetets bibliotek stod en mand i bikini sammen med to andre mænd og smurte hinanden ind i sæbevand.
Imens traskede de nye studerende målløse forbi.
Flere stoppede op for at tage billeder, inden de drog videre rundt på RUC’s arealer anført af udklædte rusvejledere med store flag og bannere.
…
NETDEBATTEN
En trist RUC’er [læserindlæg fra [A]]
… Jeg er en af de ca. 150 studerende på RUC, som har valgt at bruge en måned af vores sommerferie på at forberede de nye studerendes ankomst.”
[K] har til støtte for klagen bl.a. anført, at han er en af rusvejlederne på Roskilde Universitet.
Overskriften ”RUC’ere i rus” giver indtryk af, at de fremmødte rusvejledere skulle være påvirkede af alkohol eller stoffer.
Pressenævnets formand udtaler
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt, at man har en generel interesse i det emne, der er behandlet.
Da [K] ikke selv er direkte eller indirekte nævnt, har klageren ikke en sådan interesse i sagen, at der er grundlag for at behandle klagen.
Det forhold, at han selv er en af rusvejlederne på Roskilde Universitet, kan ikke føre til et andet resultat.
Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
Afgjort den 2. september 2009